Mig, mig, mig, mig: Derfor er løgnen Donald Trumps naturlige følgesvend

Donald Trump lyver lige så instinktivt, som han trækker vejret. Løgnen kommer helt af sig selv, siger hans tidligere ghostwriter. Men hvorfor er løgnen så magtpåliggende for ham?

Donald Trump sakker længere og længere bagud i meningsmålingerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sarah Rice
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Brandvæsenet fik alarmen fredag klokken 13.30. En elevator sad fast mellem to etager på Mining Exchange Hotel i Colorado Springs.

Brandfolkene ankom »mindre end 15 minutter efter alarmen,« fremgår det af den officielle rapport, og de åbnede en lem til elevatoren, firede en stige ned i den, og de ti personer i elevatoren kravlede sikkert op på den næste etage. Blandt de ti var Donald Trump, de øvrige ni var hans inderkreds, og de var på vej til et vælgermøde i nærheden.

Om Trump var taknemmelig for redningen?

I givet fald tugter man den, man elsker. Han indledte vælgermødet med at skælde og smælde på brandchefen, fordi han ikke havde lukket flere ind i salen. »Han er med Hillary,« sagde Trump. »Brandvæsenet her i Colorado Springs aner ikke, hvad de har med at gøre,« og »brandchef Brett Lacey er helt sikkert demokrat … Han er en skamplet. Det er derfor, at alt går ad helvede til her i landet.«

Trump sagde intet om, at samme Lacey netop havde reddet ham ud af en elevator, han sagde heller ikke - som flere medier bagefter noterede - at Lacey er republikaner, at han sidste år blev udnævnt til »årets borger« for sin indsats efter en masseskydning, og at Team Trump selv inden vælgermødet havde skrevet under på, at der kun måtte lukkes 1.350 ind i salen. Lacey havde endda givet dem dispensation til 1.500 mennesker ind, fordi Trump-folkene havde uddelt for mange gæstepas.

Det samme udfald mod brandchefen har gentaget sig mange gange, f.eks. mandag i Columbus i Ohio. Politico fik udleveret brevvekslingen mellem det lokale brandvæsen og Trumps hovedkvarter, og her skrev Trumps cheforganisator før mødet under på, at  der kun må være 1.000 mennesker i salen, og han signerede hver en side i kontrakten.

Alligevel angreb Trump i sin tale brandchefen, fordi han ikke ville lukke flere ind. »Han gør det udelukkende af politiske grunde. Det er beskidt, det er skammeligt, det er altid politik, politik … . Der kan være mindst 5.000 mennesker herinde. Det er Hillary. Trist, trist.«

Med andre ord: Ved begge valgmøder vidste Donald Trump og hans folk på forhånd, at der kun måtte være et bestemt antal mennesker i salen. De havde skrevet under på det. Og alligevel - alligevel angreb Trump under mødet brandcheferne for at være i lommen på Clinton, fordi de ikke ville lukke det femdobbelte ind, og han kaldte dem den slags ord, som man normalt reseverer for uappetitlige diktatorer fra midten af sidste århundrede.

Hvorfor i himlens navn gør en præsidentkandidat den slags?

Instinktiv løgn

I en amerikansk valgkamp handler det normalt om at fange en kandidat i et par fortielser, løgne, overdrivelser og fortalelser. I 2000 angreb republikanerne Al Gore for at have hævdet at have opfundet internettet, og i 2004 beskyldte de John Kerry for at være en flip-flopper. Begge dele krævede en hæl og en tå på kendsgerningerne, men der var ikke meget at arbejde med.

Med Trump er det helt anderledes. Der er så meget at arbejde med. Der er så meget, som er et bizart sammensurium af digt og bedrag, at fakta-tjekkerne hos Politifact har beregnet, at blot fire pct. af alle Trumps udtalelser er sande. 70 pct. af dem er enten løgn eller overvejende løgn.

Så er det ikke længere bare post-faktuelt; så er det u-faktuelt.

Det er f.eks., når Trump siger, at han »ikke har et forhold til præsident Putin,« selv om han så sent som sidste år sagde, at han havde et forhold til ham. Det er når han siger, at han har talt med Putin under en TV-optagelse, når de ikke engang var »på samme kontinent under optagelserne.« Det er, når han siger, at han trak et højt nummer ved sessionen og dermed undgik Vietnem, når de offentlige arkiver viser, at han fem gange undslog sig på grund af studier og en fod-skade. Det er, når han siger, at han har fået et brev fra den amerikanske fodboldliga, som klager over placeringen af TV-debatterne i efteråret, når ligaen fastslår, at den overhovedet ikke har været i kontakt med ham. Det er når han siger, at han personligt så tusinder af muslimer i New Jersey i jubeldans efter terrorangrebet 9/11, og at han for nyligt oplevede sorte, som krævede et minuts tavshed for politimorderen i Dallas, og ingen af delene fandt nogensinde sted. Det er, når han siger, at han aldrig har gjort nar af en handicappet journalist, og alle kan se TV-optagelserne, hvor han taler om journalisten og samtidigt gør spastiske armbevægelser.

Det er ikke bare løgn, det er en patologisk ubekymrethed om sandheden, som Tony Schwartz har beskrevet i New Yorker. Schwartz tilbragte 18 måneder sammen med Trump og kom til at kende ham bedre end mandens egen familie, og i 1987 skrev han i Trumps navn den bog, som gjorde Trump til Trump, »The Art of the Deal.«

Bogen var en fabrikation, siger Schwartz nu, for Trump er en fabrikation. De fleste mennesker er hæmmede af deres respekt for sandheden, »men det var helt naturligt og instinktivt for Trump at lyve, og det gav ham en mærkelig og strategisk fordel. Han havde ingen hæmninger omkring at lyve. Mere end noget andet menneske, som jeg har mødt, havde han evnen til at overbevise sig selv om, at hans ord var sande, mere eller mindre sande eller burde være sande.«

Trump har ifølge Schwarz løjet sig til tops, han har lukreret på, at andre var for ærbødige over for sandheden, mens han opfandt sin egen sandhed, og nu forsøger han at tage stikket helt hjem: Han forsøger at blive verdens mægtigste mand, og han gør det ved at gøre, hvad der ind til nu har virket.

Det forklarer, hvorfor han håndterer kendsgerningerne så hånligt i sin valgkampagne - fordi det er hans fremgangsmåde - men det forklarer ikke, hvorfor han i det hele taget gør det?

»Sociopaten«

Tag denne begivenhed, som er beskrevet i tre biografier om Trump og bekræftet af Buzzfeed: I 1989 styrtede en helikopter med tre af Donald Trumps nøglemedarbejdere ned; de var på vej for at inspicere et kasinoprojekt i Atlantic City, og de omkom alle tre ved styrtet.

Halvanden time senere sad Trump i et møde med andre medarbejdere i sit hovedkvarter i New York, og en journalist ringede. Trump satte medhør og mute på telefonen - de tilstedeværende kunne høre, hvad journalisten sagde, men journalisten kunne ikke høre Trump. Journalisten ville have Trumps reaktion på helikopterstyrtet, og Trump kiggede på en af sine vicedirektører og sagde, at han var nødt til at få publicity ud af det.

»I vil sikkert hade mig for det her, men jeg kan ikke lade være… Så slår Donald mute-knappen fra og siger til reporteren: 'Ved du hvad, jeg skulle have været med på den helikopter….' Han forklarer journalisten, at en eller anden uforklarlig dimension fik ham til at ændre mening og lade være med at stige ombord,« fremgår det af en af bøgerne.

Dagen efter hed alle overskrifterne, at »Donald snød døden,« og medierne kunne fortælle, at »han ikke selv ønsker at tale om det,« men »kilder tæt på ham...«

Og så videre. Og så videre.

Donald Trump skulle aldrig have været ombord på den helikopter, aldrig, men - tragedie eller ej - bagefter måtte han placere sig selv i centrum af begivenhederne.

»Jeg kan ikke lade være,« som han sagde til de tilstedeværende i sit kontor.

Ja, det var i 1989, men det er ikke anderledes end de seneste dage, hvor han ikke kan lade være med at placere sig selv i en historie om betalingen af 400 mio. dollar, som USA skyldte Iran for en våbenhandel i 1970erne. På flere vælgermøder har han i de seneste dage sagt, at han personligt har set en tophemmelig iransk video, som viser, hvordan Obama-regeringen udveksler fire tilfangetagne amerikanere med attache-mapper med 100-dollar sedler. Men det er løgn - og hans egen kampagne bekræfter det. Trump har set en video af de tilfangetagne amerikanere, som går ombord på et fly i lufthavnen i Geneve, og der er ingen kufferter med penge og intet hemmelighedskræmmeri. Det er et offentligt tilgængeligt presseklip.

Så hvorfor? Hvorfor?

Eksperter har givet deres bud, og det er i sig selv en højst usædvanelig udvikling i en valgkamp - at estimerede medier indforskriver psykologer, neuroforskere og andre eksperter til at diskutere, om en kandidat har roterende fis. Professor Dan McAdams er ekspert i præsidentiel psykologi, og i en coverhistorie i sidste måneds The Atlantic diskuterede han, hvad der foregår inde i en mand som Donald Trump.

Hans diagnose er, at Trump uden tvivl lider af »grandios narcissisme og i svær grad.« Den slags mennesker forsøger altid og med alle midler »at få opmærksomhed. Tilbagevendende og uproportionale referencer til sig selv er en af de klare kendetegn … Folk med stærke narcissistiske træk har behov for at elske sig selv, og de har desperat behov for, at andre også elsker dem, eller i det mindste respekterer dem og anser dem for at være højtbegavede og magtfulde og smukke eller bare betragter dem...«

Andre fremtrædende forskere er nået til samme konklusion, bl.a. Howard Gardner fra Harvard University, og Trumps ghostwriter - Tony Schwartz - er enig. Trump har et barns opmærksomhedssplan, han kan ikke fokusere på noget i mere end et par minutter af gangen, han læser aldrig bøger, for de tager for lang tid, og han får sine oplysninger fra fastfood-medier som TV. Kun ét emne kan fange ham kontinuerligt, og det »er hans egen selvforherligelse,« siger Schwartz til New Yorker.

»Hans behov for opmærksomhed er fuldstændig kompulsiv,« og det er derfor, at han stiller op som præsident. »Han har over 40 år været i stand til at optrappe dosen,« fra sladderbladene til reality-TV, og »der er kun præsidentembedet tilbage. Hvis han kunne stille op som kejser, ville han gøre det.«

New Yorkers Jane Meyer spørger ham, hvad han ville kalde bogen om Trump, hvis han skulle skrive den i dag. Schwartz' svar:

»Sociopaten.«

Jobs og Trump

Det kan lyde mærkeligt, at republikanerne kan nominere sådan en mand som deres kandidat, men det er værd at huske, at Donald Trump vandt primærvalget bl.a. på at love, at han ville blive ved med at vinde. Han skabte en selvforstærkende cyklus, hvor hver eneste valgsejr bar løftet om flere og mere i sig.

Derfor har partiapparatet også til dels accepteret ham, derfor har kongresformand Paul Ryan og senatsformand Mitch McConnell anbefalet vælgerne at stemme på ham - fordi han kunne vinde for dem.

Men i de seneste dage har det knirket gevaldigt i partiet, nogle af de republikanske gråskæg har taget afstand fra ham, og selv internt i kampagnen og blandt hans nærmeste støtter, f.eks. tidligere borgmester Rudy Giuliani og tidligere kongresformand Newt Gingrich, taler man om »en intervention.«

Det er - ifølge McAdams i The Atlantic - en del af den faustianske handel med narcissister: Vi kan kun holde dem ud så længe de skaber resultater. Han nævner Steve Jobs som eksempel. Jobs var mindst lige så »grandios narcissistisk« som Trump, og den slags mennesker kan umiddelbart forekomme »charmerende, morsomme og karismatiske, og så længe de - som Jobs - er succesfulde og brilliante, kan de holde kritikken stangen. Men typisk løber omgivelserne træt i narcissister. Med tiden bliver folk irriterede, for ikke at sige rasende, over deres selvcentrering.«

Donald Trump skal ikke producere iPods og iPhones; han skal producere præsidentposten, og i øjeblikket går det ikke. I en ny måling fra Fox News er han ti point bagud, hos CNN ni point, hos McClatchy 15 point, og sejren virker uendelig fjern. Det er slemt for enhver kandidat, men det er ekstra slemt for Trump, for »sejr« var netop det mål, som helligede manden.

Eller som McAdams skriver:

»Når narcissister begynder at skuffe dem, som de tidligere forblændede, kan deres fald blive endog meget brat.«