Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BERLIN: Bronislaw Komorowski syntes at have det meste imod sig - en tilbageholdende, diplomatisk og altid midtsøgende liberal, der som modstander havde Jaroslaw Kaczynski, en overlevende efter en tragedie, der for snart tre måneder siden rystede Europa. Alligevel ser førstnævnte ud til at have vundet over sidstnævnte i søndagens præsidentvalg i Polen.
Valgstedsmålinger gav her til aften Komorowski henholdsvis 53 og 51 procent af stemmerne, mens Kaczynski have 51 og 48 pct.. Målingerne blev udsendt af den statslige og en privat TV-station.
Allerede inden tendensen blev bekræftet - de officielle tal kommer først i dag - kunne der fornemmes et lettelsens suk i såvel EU-kredse som i Berlin og Moskva.
Komorowski tegner sig for stort set de samme synspunkter som regeringschefen Donald Tusk, der med held har repareret Polens forhold til Unionen samt Tyskland og Rusland, som den nationalkonservative Kaczynski stod kritisk og somme tider negativ over for. Komorowski og Tusk tilhører begge Borgerplatformen (PO).
Valg efter tragedie
Jaroslaw Kaczynski var en vanskelig modkandidat. Fremrykkelsen af valget, der oprindelig var planlagt til efteråret, blev nødvendigt efter flykatastrofen i Smolensk 10. april, hvor den hidtidige præsident, tvillingebroderen Lech Kaczynski, omkom med 95 andre. Jaroslaw Kaczynski tiltrak megen sympati, også fordi han - åbenbart ud fra strategiske overvejelser - nedspillede sin tidligere, hårdtslående stil og i stedet førte sin kampagne som en elskelig og fredsommelig ældre herre, der sågar respekterer kommunister. Lech og især Jaroslaw Kaczynski grundlagde oprindelig deres parti Ret og Retfærdighed (PiS) på bl.a. en ubarmhjertig modstand mod venstrefløjen.
Under valgkampen - første afstemningsrunde fandt sted 20. juni - satsede Jaroslaw Kaczynski imidlertid på at få stemmer fra midten. Også vælgere, der i første omgang havde sat deres kryds ved det socialdemokratiske SLD - efterfølgeren til kommunistpartiet - skulle hverves. Det fik ham i sidste uge til at gå så vidt som at kalde Edward Gierek, en kommunistisk partichef fra 1970erne, en patriot. Han tilbød også, hårdt presset af en ordstyrer i en TV-udsendelse, at slutte fred med Lech Walesa, den første demokratisk valgte præsident. De to har været arge modstandere de sidste 20 år.