Den amerikanske og russiske delegation sad stadig ved forhandlingsbordet i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh, da russiske missiler hamrede ned i Ukraines Sumy-region.
Det var et voldsomt luftangreb, som krævede knap 100 ofre, siger Sumys byråd.
99 personer er blevet såret, herunder 23 børn, hvilket er et markant højt antal, sammenlignet med hvad vi har set under tidligere enkeltstående luftoperationer.
De russiske styrker angreb boligområder, infrastruktur, et børnehospital og en skole, og adskillige bygninger er blevet beskadiget, siger fungerende borgmester Artem Kobzar.
Ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj kunne antallet af ofre have været meget højere, hvis ikke skolebørn var nået ned i beskyttelsesrummene.
Ifølge foreløbige meldinger er der ingen dræbte, og de ukrainske myndigheder indstillede redningsaktionen i går aftes og henover natten, skriver The Kyiv Independent.
Derfor kan det være, at antallet af ofre bliver opjusteret i løbet af tirsdag.
I løbet af den seneste måned er russiske luftoperationer mod Ukraines regioner taget til i styrke og kvantitet, og man har kunnet se en stigning i kølvandet på de første amerikansk-russiske samtaler i den saudiske hovedstad, Riyadh, 18. februar.
Mindst 100 droner angriber landet næsten hver eneste dag.
Sumy-regionen grænser op til Ruslands Kursk-region og har krigen igennem været særligt hårdt ramt med næsten daglige luftangreb.
Efter at fronten i Kursk er kollapset, frygter ukrainerne, at kamphandlinger for alvor rykker ind i Sumy.
Tusindvis af civile i regionen har længe kunnet mærke, »at fronten nærmer sig«, som man har kunnet læse i en reportage i Weekendavisen for nylig.



