Midt i pressemødet hev han et brev frem fra sin inderlomme og gav det til Donald Trump: »Det her er noget helt særligt. Det er aldrig sket før«

Storbritanniens premierminister besøgte torsdag Donald Trump i Det Hvide Hus. Under et pressemøde hev Keir Starmer pludselig et brev frem fra den britiske konge. Efterfølgende erklærede Trump, at Starmers charmeoffensiv måske ikke har været forgæves.

Da Keir Starmer torsdag lagde vejen forbi Det Hvide Hus for at besøge Donald Trump, havde han medbragt en overraskelse til den amerikanske præsident.

Midt under deres fælles pressemøde hev Storbritanniens premierminister således et brev frem fra sin inderlomme og overrakte det til Trump.

Brevet var fra den britiske kong Charles, der inviterede Trump på statsbesøg i Storbritannien – og Starmer lagde ikke skjul på, at den slags bestemt ikke hørte hverdagen til.

»Det her er noget helt særligt. Det er aldrig sket før. Det er uden fortilfælde,« sagde han og lagde hånden på Trumps skulder for at understrege brevets betydning.

Donald Trump spurgte, om det var meningen, at han skulle læse brevet med det samme, og det sagde en let grinende Starmer, at det skulle han endelig gøre.

Den amerikanske præsident gav sig i kast med brevet med invitationen og konkluderede, at det var »virkelig pænt« at kong Charles.

Trump fik også både Starmer og flere blandt den fremmødte presse til at grine, da han erklærede, at han lige måtte tjekke, om kongens underskrift nu også var at finde på brevet.

Det var den, og som Trump konstaterede, mens han fremviste signaturen:

»Det er lidt af en signatur, ikke? Hvor smukt. En smuk mand. En vidunderlig mand«.

Historisk besøg i støbeskeen

På pressemødet accepterede Trump invitationen, og hvis han ender med at tage afsted, bliver det hans andet besøg i Storbritannien som repræsentant for USA.

Første gang var i 2019 under hans første præsidentperiode, hvor det var Charles' mor, dronning Elizabeth, der var vært ved statsbesøget.

Med et nyt besøg vil det være første gang, at en amerikansk præsident aflægger sit andet statsbesøg i London.

Kutymen har hidtil været, at præsidenter, der allerede har været på statsbesøg hos briterne, og som er i gang med deres anden præsidentperiode, bliver inviteret på en mere uformel frokost eller på te på kongeslottet Windsor.

Det var tilfældet med både Barack Obama og George W. Bush.

Dronning Elizabeth hilser på Donald Trump under besøget i 2019. Pool New/Reuters/Ritzau Scanpix

Starmers hårde arbejde

Om det var brevet, der gjorde udslaget, er ikke til at sige.

Men efter Starmers besøg fortalte Trump til pressen, at kan være en britisk-amerikansk handelsaftale i støbeskeen allerede nu.

En sådan aftale kan ske »meget snart«, lød det fra præsidenten.

Trump har som bekendt varslet den ene straftold efter den anden mod stribevis af lande, men Keir Starmer har tilsyneladende gjort sit indledende forhandlingsarbejde rigtigt.

»Han prøvede, han arbejdede virkelig hårdt,« svarede Trump ifølge mediet Politico, da han blev spurgt til, om det var lykkedes premierministeren at overbevise ham om ikke at pålægge Storbritannien ekstra told.

»Jeg tror, der er en meget god chance for, at disse to store, venlige lande kan indgå en handelsaftale, hvor straftold ikke bliver nødvendigt,« lød det fra præsidenten.

Ikke alle lande har tilsyneladende samme held.

Trump sagde således i samme ombæring, at han ville pålægge Kina yderligere ti procent straftold oveni de ti procent, de allerede har.

Han har også planer om at gå videre med de varslede 25 procent straftold til Canada og Mexico, som tidligere på måneden blev udsat.