BARCELONA: Billederne er dramatiske. De godt 100 immigranter stuvet sammen i den absurd overfyldte gummibåd er ved at blive bjærget af et maltesisk tankskib. Én for én balancerer de vaklende i sikkerhed, men pludselig forsvinder ligevægten i den ustabile båd, der kæntrer. Og mens immigranterne plasker desperat rundt mellem hinanden i havet nogle kilometer ud for Libyens kyst, drukner fem af dem for øjnene af os på en video optaget fra skibet, som i begyndelsen af ugen blev lagt ud på de italienske avisers webudgaver.

Ulykken er en blandt utallige i den sicilianske kanal. Ifølge forsigtige skøn har mindst 7.000 bådflygtninge fra krig og fattigdom mistet livet alene her i farvandet mellem Nordafrika og det sydlige Italien siden 1994. Og det hidtil alvorligste forlis i oktober sidste år, da mindst 360 druknede ud for øen Lampedusa og mindede europæerne om den kontinuerlige humanitære katastrofe, har på ingen måde virket afskrækkende.

Tværtimod har den italienske kystvagt og EUs grænseagentur, Frontex’, udvidede overvågning af området som reaktion på tragedien tilsyneladende opmuntret endnu flere til at tage af sted, fordi der nu er større chance for at blive samlet op.

På vej mod rekordår

I de første fem måneder af 2014 har 40.000 immigranter benyttet den såkaldt centrale Middelhavsrute, oplyste indenrigsminister Angelino Alfano forleden. Det er næsten lige så mange som hele sidste år og tæt på rekorden fra 2011, da oprør i flere arabiske lande sendte store menneskemasser på flugt. Og selv om presset de fleste andre steder i Middelhavsområdet er knap så stort, vækker også de seneste måneders massestormløb på grænsen ved Spaniens afrikanske enklaver, Ceuta og Melilla, bekymring. Er vi på vej mod en situation, hvor Europa risikerer at blive løbet over ende af stadig flere og stadig mere desperate immigranter og flygtninge?

Næppe, vurderer Elisabeth Collett fra tænketanken Migration Policy Institute. Hun minder om, at kriser som den aktuelle er et tilbagevendende fænomen, der de seneste 10-15 år er opstået – og gået i sig selv igen – forskellige steder ved EUs ydre grænser.

Eksempelvis satte en mindre armada af primitive kuttere i 2005-2006 kurs mod Kanariske Øer lastet med immigranter. En trafik, der opstod pga. problemer i regionens traditionelle fiskeerhverv, og som stort set forsvandt, da Spanien indgik aftaler med Mauretanien og Senegal om at bremse den. Et par år senere steg presset på ruterne gennem Tyrkiet og Grækenland, indtil forstærket grænsebevogtning her fik immigranter og menneskesmuglere til at søge nye veje. Og nu har en kombination af flygtningestrømmen fra Syriens borgerkrig og de lovløse tilstande i Libyen så flyttet fokus til Italien.

Ingen snuptagsløsninger

»Det er naturligvis i sig selv bekymrende. Men først og fremmest bør eskaleringen få EU-landene til at indse, at dette er et problem, der ikke bare vil forsvinde af sig selv, sådan som nogle af dem havde håbet,« siger Elisabeth Collett, der fornemmer en vis frustration og rådvildhed hos europæiske beslutningstagere i forhold til, hvordan sagen skal gribes an.

»Man kan forstærke overvågning i hele Middelhavsområdet. Men det er dyrt – italienerne bruger ni millioner euro i måneden på deres operation – og selv om man på den måde kan redde liv, løser det ikke de grundlæggende problemer. Andre traditionelle initiativer som samarbejde med afrikanske middelhavslande har givet resultater i Marokko, men er ekstremt vanskeligt i Libyen. Derfor bør EU-landene indse, at vi står over for en lang proces, og at vi bliver nødt til at skabe alternative muligheder, der kan overbevise flygtningene om ikke at begive sig ud på disse farlige rejser.«

En af dem kunne være at oprette modtagelses- og behandlingscentre for asylansøgere i nordafrikanske lande som Egypten og Libyen, sådan som Vincent Cochetel, der er europæisk direktør for FNs flygtningeorganisation UNHCR, forleden foreslog i et interview med The Guardian.

»Vi vil ikke være imod et eksternt behandlingssystem, hvis det omfatter visse garantier i forhold til appelret, fair rettergang og ret til at forblive (i centret, red.), mens appeller behandles,« sagde Cochetel til den britiske avis.

»Italien vælter bordet«

Spørgsmålet er, hvordan centrene i givet fald skulle fungere i forhold til EU, hvor flere medlemslande mildest talt ser skeptisk på ændringer i asylbehandlingssystemet. På den svenske kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmströms, kontor har man ingen kommentarer til UNHCR-direktørens ide, men minder samtidig om, at man allerede arbejder med løsninger som genbosættelse af flygtninge og »udforsker mulighederne for at søge om asyl fra tredjelande«.

Under alle omstændigheder kommer flygtninge- og immigrationspolitikken til at stå højt på EUs dagsorden, når frontlinjelandet Italien fra 1. juli overtager det halvårlige formandskab.

»Europa vil ikke blot opleve, at Italien slår i bordet under formandskabet men også, at vi vælter det,« lød det forleden fra indenrigsminister Angelino Alfano, hvis fortid som Silvio Berlusconis kronprins ikke fornægter sig.

Det betyder – oversat til praktisk politik og ifølge den italienske EU-repræsentation i Bruxelles – blandt andet, at man vil foreslå en ny og mere solidarisk asylpolitik med fælles europæiske modtagefaciliteter. Italien vil også arbejde for, at Frontex’ hovedkvarter flyttes fra Polen til »hjertet af Middelhavet«, nærmere bestemt Sicilien.

Hvilket giver en vis mening. I hvert tilfælde for øjeblikket, hvor øen befinder sig midt i folkevandringsorkanens øje. I ugens løb er yderligere 3.000 immigranter og flygtninge blevet sat i land i syditalienske havne, mens mindst 12 aldrig nåede så langt. De forsvandt tirsdag i bølgerne under endnu en mislykket redningsaktion.