Middag med Warren Buffett solgt for knap 58 millioner kroner
To organisationer, der hjælper børn og hjemløse, skal dele 173 millioner kroner efter velgørenhedsindsamling.

To organisationer, der hjælper børn og hjemløse, skal dele 173 millioner kroner efter velgørenhedsindsamling.

En unavngiven person har betalt ni millioner dollar på en auktion for at få lov til at spise middag med den amerikanske milliardær og investor Warren Buffett og basketstjernen Stephen Curry.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Auktionen var en del af en ugelang velgørenhedsindsamling på eBay.
Beløbet svarer til knap 58 millioner kroner, og det vil blive fordelt mellem organisationerne Glide Foundation og Eat. Learn. Play.
Ifølge Reuters er Warren Buffett gået med til at matche vinderbuddet for hver af organisationerne, så det samlede beløb ender på 27 millioner dollar - 173 millioner kroner.
Glide Foundation arbejder for at hjælpe fattige, hjemløse og mennesker, der kæmper med et stofmisbrug, mens Eat. Learn. Play. fokuserer på børns fysiske helbred.
Buffett har før været med til at samle penge ind til den førstnævnte organisation, hvor hans første hustru arbejdede som frivillig. Hun døde i 2004.
Mellem 2000 og 2022 var han en del af 21 forskellige auktioner, der sammenlagt indsamlede 53,2 millioner dollar til Glide Foundation.
Warren Buffett er kendt for at være en succesfuld investor, der står bag investeringsselskabet Berkshire Hathaway.
Han købte sig ind i virksomheden i 1962, der på daværende tidspunkt var en tekstilvirksomhed.
Senere har han omtalt det som sin "dummeste" aktiehandel nogensinde på grund af de svære kår, der herskede i tekstilbranchen i USA.
Efterfølgende udviklede virksomheden sig til et holdingselskab for en lang række virksomheder og aktier, som Buffett opkøbte.
I dag er virksomheden nummer 13 på listen over de mest værdifulde selskaber i verden, og Warren Buffett er på papiret et af verdens rigeste mennesker.
I 2010 etablerede han organisationen The Giving Pledge sammen med Microsoft-grundlægger Bill Gates. Organisationen arbejder for at overbevise rige mennesker om, at de skal donere deres penge til velgørenhed.
Selv har Warren Buffett lovet, at han vil donere 99 procent af sin formue til velgørende formål.
/ritzau/