Microsoft fortsætter med at gøre i fremskridt i arbejdet med at rette op på et nedbrud på selskabets tjenester, fremgår det af en opdatering fra selskabet.

- Trafikken bliver gradvist genindført, og vi ser forbedringer i flere centrale funktioner for kunderne, herunder adgang til mailbokse, skriver selskabet i en opdatering på sin hjemmeside omkring klokken 12.00.

- Der er dog stadig nogle brugere, der oplever sporadiske problemer.

Siden torsdag aften har der været meldinger om nedbrud på Microsoft-tjenester som Outlook, Teams og Copilot.

Der er ikke tegn på, at det er ondsindet aktivitet, der ligger bag nedbruddet, skriver Microsoft.

- Vi vil fortsætte med at behandle denne hændelse som uopsættelig og prioriteret, indtil den er løst.

Når Microsoft har løst problemerne vil det udgive en dybdegående rapport med årsagen og tiltag, der skal styrke sikkerheden og robustheden, lyder det fra Microsoft omkring middagstid.

Det er anden gang i år, at Microsoft har været ramt af et nedbrud. I oktober sidste år var der også et nedbrud.

De amerikanske AI-virksomheder OpenAI og Anthropic siger, at de oplever problemer med Microsoft-forbindelsen.

Flere danske universiteter er også ramt af nedbruddet. Både Aalborg og Aarhus Universitet oplyser fredag morgen, at de er ramt.

Jeppe Engell, der er chefkonsulent hos Dansk Industri, vurderer, at stort set alle danske virksomheder er ramt af nedbruddet.

- Langt de fleste virksomheder i Danmark benytter en Microsoft-tjeneste. Der er på ingen måde brancher, der går fri, siger han til Ritzau.

Ifølge overvågningshjemmesiden Downdetector er Microsoft-brugere i 74 lande påvirket af nedbruddet.

RITZAU