Statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, har haft en "konstruktiv samtale" med USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
Det oplyser Statsministeriet efter mødet, som foregik i kanten af sikkerhedskonferencen i München.
Her deltager Mette Frederiksen og Marco Rubio sammen med en lang række andre stats- og regeringsledere i samtaler, der skal styrke det transatlantiske samarbejde.
- Konstruktiv samtale med udenrigsminister Marco Rubio sammen med Jens-Frederik Nielsen, formand for Naalakkersuisut, på sikkerhedskonferencen i München.
- Arbejdet vil fortsætte som aftalt i højniveaugruppen, siger Mette Frederiksen i Statsministeriets opslag på X.
Hun henviser dermed til den arbejdsgruppe, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) aftalte med netop Marco Rubio og USA's vicepræsident, J.D. Vance, på et møde i Washington i januar.
Arbejdsgruppen skal finde løsninger, der kan imødekomme USA's bekymringer for sikkerheden i Grønland og Arktis.
Mens arbejdsgruppen fortsætter sit arbejde, så blev Natos forsvarsministre i denne uge enige om at oprette missionen Arctic Sentry.
Den skal med opbakning fra USA være Natos langsigtede bud på, hvordan Rusland og Kina kan holdes væk fra regionen.
Dermed ser spændingerne mellem USA på den ene side og Danmark og Grønland på den anden side umiddelbart ud til at aftage.
Statsministeriet havde dog knap trykket afsend på opslaget på X, før USA's præsident, Donald Trump, igen kom med en tvetydig udtalelse til pressen foran Det Hvide Hus:
- Jeg tror, at Grønland kommer til at ville have os, men vi enes rigtig godt med Europa. Vi må se, hvordan det hele ender. Vi forhandler lige nu om Grønland, sagde Trump ifølge Reuters.
Meldingen indeholder dog ikke de tidligere kompromisløse udtalelser fra Trump om "ejerskab" over Grønland.
På World Economic Forums møde i Davos i januar udelukkede Trump at bruge militær magt for at annektere Grønland.
Samme sted indgik han en aftale med Natos generalsekretær, Mark Rutte, om at Nato skal øge sikkerheden i Arktis.
Det blev der taget et stort skridt mod i denne uge med oprettelsen af Arctic Sentry.
Den mission vil USA også involvere sig direkte i. Det sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen fredag i München efter flere samtaler med amerikanske repræsentanter de seneste dage i Bruxelles.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været en drøftelse om, hvorvidt amerikanerne ville blokere for Arctic Sentry.
- Det gode budskab er, at det ikke skete. Amerikanerne kommer også til at spille aktivt med, sagde Troels Lund Poulsen fredag.
/ritzau/
