Mette Frederiksen fik i juli en milliardsejr i EU: Nu står den til at blive udhulet
Danmark og resten af den såkaldte »sparebande« lykkedes med at forhandle en milliardrabat på plads, da EUs næste syvårige budget skulle lægges i juli. Nu står de over for en ny udfordring.
Da statsminister Mette Frederiksen (S) i juli vendte hjem fra budgetforhandlingerne i EU, var hun og flere andre EU-positive partier i Folketinget godt tilfredse:
Sammen med resten af den såkaldte »sparebande« – Østrig, Holland og Sverige – havde Danmark nemlig i grove træk fået indfriet de ambitioner, man gik til forhandlingerne med.
De ville fastholde deres udskældte rabatter og få reduceret tilskudsdelen i den nye europæiske genopretningsfond, som regeringscheferne også forhandlede på plads ved mødet. Og det lykkedes til en vis grad.
Statsminister Mette Frederiksen (S) formåede i juli at forhandle en milliardrabat til Danmark på plads i EUs budgetforhandlinger. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Selv om Danmark endte med at skulle betale knap 4,5 milliarder kroner mere om året, end vi hidtil har gjort, kom Mette Frederiksen også ud af forhandlingerne med en forøgelse af den milliardrabat, Danmark hvert år får – fra en milliard kroner til 2,7 milliarder kroner.
Men nu udgør den økonomiske krise, som er fulgt med coronaviruspandemien ind i Europa, en ny udfordring mod sparebanden. De frygter nemlig, at deres milliardstore rabatter kan blive »udhulet«, i takt med at den europæiske økonomi går ned i fart, og inflationen stiger, skriver Financial Times.
Derfor argumenterer diplomater fra de fire lande nu for, at deres rabatter skal stige med to procent om året de næste syv år, skriver Financial Times. Men rabatterne har længe været upopulære i dele af EU.
Regeringsoverhovederne fra Holland, Sverige, Østrig og Danmark bliver til sammen kaldt for »sparebanden« i EU. Francisco Seco/EPA/Ritzau Scanpix
Før budgetforhandlingerne havde både Frankrig og Europa-Kommissionen talt for, at der slet ingen rabatter skulle gives i forbindelse med de næste syv års budget.
Det er også Frankrig og EUs sydlige og østlige medlemslande, der nu kæmper imod sparebandens forslag om at få lagt to procent oven i den årlige milliardrabat.
Mange af dem har allerede kritiseret de fire lande i hårde vendinger for at være både usolidariske og egoistiske i deres krav ved budgetforhandlingerne.
»De Sparsommelige Fire«, som landene også bliver kaldt, havde forud for forhandlingerne i juli talt for et mere restriktivt budget end det, Europa-Kommissionen først havde fremlagt, og blandt andet foreslået, at økonomisk hjælp til de hårdt ramte sydeuropæiske lande bør gives som lån snarere end tilskud.
Hvordan detaljerne i det knap 8.000 milliarder kroner store budget kommer til at se ud i sin endelige version, vil vi finde ud af i løbet af de næste par måneder. Det skal stadig godkendes af et flertal i Europa-Parlamentet, før det kan vedtages og derefter ratificeres i flere medlemslandes egne parlamenter, ifølge Financial Times.-
Del:
Andre læser også
Globalt
Han har kontor i et gammelt jetfly, elsker heste og sportsvogne, og så er han manden, der skal sikre coronavacciner til hele verden
USA
Michelle Obama fordømmer Trump: Han udviser en »fuldstændig mangel på empati«