BARCELONA: Det burde ikke komme bag på nogen. I et land hvor op til flere medlemmer af kongefamilien, senatsformanden og topchefen i den største bank – for nu bare at nævne et par eksempler – er enten mistænkt for eller har indrømmet diverse former for skattefusk, ville det næsten være et mirakel, hvis de højtbetalte spillere i den spanske fodboldliga artigt udfyldte selvangivelsen helt uden svinkeærinder.

Når det alligevel vakte både opsigt og hidsig debat, da anklagemyndigheden i den forløbne uge rejste sigtelse mod FC Barcelona-stjernen Lionel Messi, skyldes det naturligvis, at fodbold er fodbold og dermed en hel del vigtigere for mange spanierne end politik. Men samtidig med, at sagen lynhurtigt og ganske forudsigeligt har udviklet sig til en clásico af beskyldninger om urent trav frem og tilbage over den castilianske højslette, rejser den også et par mere principielle spørgsmål.

For selv om riget i den grad fattes penge, blev der sidste år snydt i skat for et beløb, som ifølge ekspertvurderinger svarer til seks pct. af bruttonationalproduktet, og hvem skal myndighederne i den situation bruge sine åbenbart begrænsede ressourcer på at kontrollere og retsforfølge? Samt ikke mindst: hvorfor er der så stor forskel på såvel politikernes fordømmende udtalelser som mediernes indignerede dækning, alt efter hvilke fremtrædende personer, der bliver grebet i skatteunddragelse?

Fusk med sponsorkontrakter

Messi tjente ifølge magasinet France Football sidste år 38 millioner euro om året på at være verdens bedste fodboldspiller. Heraf svarer de 16 til hans løn fra FC Barcelona, og af dem betaler argentineren punktligt sin topskat på 56 pct. Modsat Real Madrids Cristiano Ronaldo, i øvrigt, der, som de catalanske medier har været hurtige til at minde om, er ansat på en »forskerordning«.

Til gengæld har Messi og hans rådgivere angiveligt fusket med de mange millioner, som kommer ind via sponsor- og reklamekontrakter.

Ifølge anklagemyndigheden gemte de i årene 2007-2009 på ulovlig vis en del af indtægterne af vejen i latinamerikanske skatteparadiser og snød dermed den spanske statskasse for godt fire millioner euro, omkring 30 millioner kroner.

Hvor mange hofteoperationer og skolemadordninger, man kunne få for de penge, har hovedstadspressen været tilsvarende frisk til at regne ud, mens klummeskribenter med afsæt i sagen har benyttet lejligheden til at harcelere over såvel FC Barcelonas som den catalanske selvstyreregerings almindelige dobbeltmoral.

Omvendt er sigtelsen fra Catalonien, især i sociale medier men ikke kun her, blevet kritiseret for at være led i en offensiv fra centralmagten, der skal banke catalanerne på plads både på fodboldbanen og i forhold til kravet om løsrivelse fra Spanien.

Skræmmekampagne

Mindre kan givetvis gøre det. Men at sagen mod Messi bliver rejst netop nu er næppe tilfældigt, har også – i denne sammenhæng – relativt neutrale stemmer som avisen El País påpeget. I Spanien skal selvangivelsen for det foregående år afleveres senest 1. juli. Og det ligner en tanke, at skattevæsenet har »hvervet« den argentinske fodboldspiller til en skræmmekampagne, der her under slutspurten skal minde spanierne om, at der bliver holdt øje med dem.

»Loven er heldigvis ens for alle, også for verdens bedste,« som undervisningsminister José Ignacio Wert, der også har ansvaret for sportens verden, formulerede det i en sloganagtig kommentar til sigtelsen.

Men er det nu også helt rigtigt? Mens Messi over tre år angiveligt snød statskassen for 4,1 millioner euro, løber den samlede skatteunddragelse alene i 2012 op i 64 milliarder euro, hvilket tyder på, at ikke alle skatteyderne tjekkes lige grundigt. El País minder desuden i en leder om, hvordan regeringen sidste år gav amnesti til tusindvis af spaniere, der have lavet de samme numre, som Messi nu anklages for.

Bankchef gik fri

Det er den ene side af sagen. Den anden skal man længere ud i hjørnerne af den spanske medieverden for at få belyst. Eksempelvis til bloggen El Minutario, hvor journalisten Luis Faci har sammenlignet de store avisers massive dækning af Messis sag med, hvad man for et par år siden kunne læse efter en lignende anklage mod Banco Santanders bestyrelsesformand, Emilio Botín.

Kun et enkelt af de store dagblade, El Mundo, havde topchefen for eurozonens største bank på forsiden, mens de øvrige omtalte sagen i mindre artikler langt inde i avisen. La Razón valgte endog dagen efter som tophistorie at køre Botíns bud på løsningen af Spaniens økonomiske problemer.

Helt lige for loven – den skrevne såvel som den uskrevne – er alle spanske skatteydere med andre ord ikke. Hvilket lige præcis Messi dog nok lever med. Ifølge eksperter vil sagen formentlig blive klaret i al mindelighed med en bøde, der for argentineren blot er et greb i lommen. Når fristen for at aflevere sidste års selvangivelse er udløbet, naturligvis.