Merz vil have flere penge til Ukraine
Meldingen fra EU er, at Ukraine-støtten slår til i år, men til næste år mangler der ifølge Ukraine penge.

Meldingen fra EU er, at Ukraine-støtten slår til i år, men til næste år mangler der ifølge Ukraine penge.

Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, har torsdag morgen diskuteret øget finansiering til Ukraine på forskellige mindre møder inden dagens egentlige topmøde i Bruxelles.
Det fortæller han ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
- Jeg har i løbet af morgenen på forskellige mindre møder argumenteret for, at vi skal gøre alt for at hjælpe Ukraine gennem vinteren og også næste år, siger Merz forud for topmødet ifølge nyhedsbureauet.
- Vi bliver også nødt til at øge midlerne igen her for virkelig at kunne hjælpe Ukraine på varig basis.
Indtil videre har det lydt fra EU-Kommissionen, at støtten til Ukraine slår til i år.
Næste år er dog ifølge Ukraine en anden sag. Fra ukrainsk side er vurderingen nemlig, at der næste år mangler knap 70 milliarder euro i budgettet.
Meldingen fra Merz om yderligere støtte kommer, dagen inden Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, forventes at deltage i dele af topmødet fredag.
I et opslag på X skriver den ukrainske præsident, at han allerede torsdag er ankommet til byen og blandt andet skal mødes med Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S).
- Der er i dag planlagt vigtige møder med Nato's generalsekretær, Frankrigs præsident samt premierministrene fra Polen, Danmark og Belgien, skriver han i opslaget og tilføjer:
- Vi ønsker alle her i Europa, at denne krig skal slutte. For at det kan ske, er der brug for klare signaler, mere konkret pres på Rusland og mere forsvarsstøtte til Ukraine.
RITZAU