Tyskland og Frankrig vil styrke deres forsvarssamarbejde på flere områder.

Blandt andet vil Tyskland deltage i en fransk militær atomøvelse sidst på året.

Det skriver den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, fredag på X.

- Tyskland og Frankrig uddyber deres samarbejde på forsvarsområdet. Vi styrker den europæiske afskrækkelse. Allerede i år vil vi deltage i en atomøvelse med de franske væbnede styrker, skriver Merz.

Han mødtes fredag med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, nær Köln.

På et pressemøde med Macron uddyber Merz, at Tysklands deltagelse i en fransk atomøvelse "supplerer vores nukleare deltagelse og afskrækkelse inden for Nato, som vi fortsat står fast på".

De to ledere talte også om et stærkere samarbejde inden for blandt andet missilforsvar og langtrækkende missilsystemer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

De to lande har oprettet en såkaldt strategisk styregruppe, der skal se på, hvordan den militære afskrækkelse kan styrkes fremover.

Om Ukraine siger Merz ifølge nyhedsbureauet AFP, at Tyskland vil deltage i "en manøvre til efteråret, som afholdes på fransk initiativ".

- Vi vil i fællesskab afklare, hvilken form denne deltagelse præcis skal have, siger han.

Manøvren bliver en del af den såkaldte koalition af villige lande. Det er en gruppe af Ukraines allierede, som tidligere på ugen holdt sit seneste møde i Paris med både Macron og Merz til stede.

På det møde sagde Macron, at en multinational styrke til Ukraine i de kommende måneder vil gennemføre øvelser i lande, der grænser op til Ukraine, "for at validere vores indsættelsesplaner og demonstrere, at vi er klar."

Den multinationale styrke skal efter planen indsættes i Ukraine, når kampene mod russiske styrker en dag er ophørt.

Meldingerne fra Merz og Macron kommer på et tidspunkt, hvor de europæiske lande i højere grad er begyndt at tale om at gøre sig mindre afhængige af USA på forsvarsområdet.

Præsident Macron træder tilbage næste år, hvor hans anden embedsperiode udløber.

Merz siger på fredagens pressemøde, at Tyskland naturligvis vil "række hånden ud" til den næste franske præsident.

Meningsmålinger viser på nuværende tidspunkt, at Marine Le Pen eller Jordan Bardella fra højrefløjspartiet National Samling har en rimelig chance for at efterfølge Macron på præsidentposten efter næste års valg.

RITZAU