Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BERLIN: Den tyske kansler, Angela Merkel, kom flere gange i defensiven, da hun søndag aften mødte SPDs kanslerkandidat, Peer Steinbrück, i den tyske valgkamps eneste direkte tv-duel mellem de to. Det skete både i spørgsmålet om NSAs overvågning af tyske borgere, i socialpolitikken, omkring mindstelønnen, i energipolitikken og i spørgsmålet om en vejafgift for udenlandske bilister, som søsterpartiet CSU har gjort til et kabinetspørgsmål.
Det sidste kan kun lade sig gøre, hvis Tyskland samtidig opkræver vejafgift for tyske bilister, som så bagefter kan kompenseres.
“Med mig bliver der ingen vejafgift,” sagde Angela Merkel (CDU) til sidst efter længere tids debat.
SPD er langt efter CDU/CSU i meningsmålingerne, og Peer Steinbrück brugte sin chance til at angribe kansleren foran forventet 15-20 millioner tysker tv-seere. Han beskyldte regeringen for at mangle “retning og ledelse” og hoppe fra topmøde til topmøde. Europolitikken er gået galt, og ledelsen af omstillingen til vedvarende energi en “skandale”.
I Syrien var de to enige om at slå fast, at Tyskland ikke deltager i et amerikansk ledet angreb. Peer Steinbrück gik dog videre og antydede, at tyske soldater for eksempel om bord på NATO-overvågningsfly skal kaldes hjem. Peer Steinbrück sagde, at han meget vil “beklage”, hvis USA angriber uden et FN-mandat.
Angela Merkel nøjedes med at slå fast, at Tyskland ikke deltager.
“Tyskland kan i øvrigt kun deltage, hvis der er et NATO-mandat eller et FN-mandat eller et europæisk mandat,” sagde hun.
De fire studieværter fra hver sin tv-station gik kritisk til kandidaterne og afbrød flere gange Angela Merkel, der tydeligvis ikke brød sig om at blive kritiseret af Peer Steinbrück og efterfølgende blive spurgt om noget andet.
En studievært ville vide, om der bliver en tredje hjælpepakke til Grækenland, sådan som finansminister Wolfgang Schäuble har sagt. Angela Merkel omformulerede spørgsmålet til: Hvorfor Tyskland er så optaget af at redde euroen? Nej, studieværten ville gerne høre om hjælpepakken.
“Ingen ved præcis, hvordan tingene i Grækenland udvikler sig, og jeg har som bundeskansler ansvar for at bevare reformtrykket på Grækenland. Derfor tager jeg tingene som de opstår,” sagde Angela Merkel, der til sidst vendte sig direkte mod Peer Steinbrück og spurgte, hvordan han kan påstå, at hele europolitikken er gået galt. SPD har selv stemt for den hele vejen igennem.
“Det ville De heller ikke sige, hvis der ikke var valgkamp,” sagde hun.
“Jeg havde valgt en anden krisestrategi. Naturligvis skal der være budgetdisciplin, men ikke i en dødelig dosis,” sagde Peer Steinbrück.
Socialdemokraten karakterises ofte som kantet og har fået megen kritik i pressen for at have lavet fodfejl i valgkampen. For eksempel da han sagde, at kansleren tjener for lidt. Det virkede grådigt, mente mange. Nu blev han igen spurgt, om politikere tjener for lidt.
“Tror De nogensinde, jeg indlader mig på den igen,” spurgte han med et skævt smil.
Flere gange henvendte Peer Steinbrück sig direkte til den fjerdedel af vælgerne, der endnu ikke har besluttet sig og insisterede på, at intet er afgjort. Men Peer Steinbrücks regering med SPD og De Grønne er dog langt væk i meningsmålingerne. Steinbrück har klart tilkendegivet, at han ikke er til rådighed for den brede regering af CDU/CSU og SPD, der kan blive resultatet af valget den 22. september.
Den populære underholdningsvært Stefan Raab, som var med blandt de fire værter, opfordrede direkte Peer Steinbrück til at droppe sin stolthed og stille sig til rådighed for en bred regering.
“Jeg kan lide typer som dig,” sagde han.
Angela Merkel kritiserede, at SPD ikke ønsker den store koalition med henvisning til, at det skadede partiet sidste gang. Det bør handle om Tysklands ve og vel, mente hun. Konklusionen er dog den samme.
“Jeg ønsker heller ikke en stor koalition. Ingen efterstræber den,” sagde hun.
Steinbrück blev selv presset i spørgsmålet om de Agenda 2010-reformer af arbejdsmarkedet, som han selv var med til at indføre under den tidligere SPD-kansler Gerhard Schröder. Nu vil han begrænse udbredelsen af deltids- og vikararbejde.
“Med mig bliver denne fejludvikling korrigeret,” sagde Peer Steinbrück.
SPD har lovet at bekæmpe stigningen i energipriserne, der bekymrer mange tyskere, men Steinbrück måtte indrømme, at han ikke kan love at stoppe prisstigningerne.
Da han tale om at skabe “balance” mellem offentligt ansattes pensioner og folkepensionen, advarede Angela Merkel. Nu skal politibetjente og lærere med lav løn “høre godt efter” og spørge, hvad det er, SPD planlægger, sagde hun.
Spørgsmålet er i sidste ende selvfølgelig, om vælgerne bedst kunne lide den offensive Peer Steinbrück eller den rolige Angela Merkel. Eksperterne vare efter duellen uenige. En lynmeningsmåling fra Forschungsgruppe Wahlen gav sejren til Merkel med 40 procent mod 33 procent . I en måling fra ARD mente 49 procent omvendt, at Steinbrück var meste overbevisende, mens 44 procent pegede på Merkel.
De 90 minutters debat fandt sted i tv-studier sydøst for Berlin. Journalister fra hele verden og tyske toppolitikere overværede duellen på storskærme fra et kæmpe studie ved siden af. Efter debatten gik Angela Merkel igennem rummet, der summede af snak om, hvem der havde vundet. “Tyskland,” mente Angela Merkel.