I København er Rysensteen Gymnasium blevet lukket ned for eleverne mandag, efter to elever har fået konstateret coronavirus.
Den beslutning har Styrelsen for Patientsikkerhed besluttet for at hindre større smitterisiko, lød det søndag aften. Men i vores naboland Sverige har Folkhälsomyndigheten udtalt, at den slags metoder slet ikke nytter noget.
Dér holder skolerne åbne – selv om der også er fundet skoleelever med coronavirus dér søndag. Ja, faktisk er antallet af coronasmittede alene i Stockholm højere, end det er i hele Danmark. Det skriver Aftonbladet.
»Der er opdaget smitte blandt eleverne på nogle af byens skoler, som er blevet testet for coronavirussen covid-19,« skriver Stockholms kommune på sin hjemmeside, ifølge Aftonbladet.
De svenske myndigheder i Stockholm vil ikke afsløre, hvilke skoler der er berørt af coronavirus på grund af tavshedspligt, og oplyser, at ingen skoler bliver lukket ned.
»Raske børn skal fortsat gå i skole,« lyder det altså på baggrund af Folkhälsomyndigheten.
Over 59 personer er smittet med coronavirus i Stockholm-regionen, og på landsplan er 161 personer blevet smittet, ifølge den europæiske sundhedsmyndighed ECDC.
Verden over er skoler ellers begyndt at lukke ned som følge af coronavirussens spredning. Op mod 300 millioner elever og studerende er ifølge FN berørt af skoler, som udbruddet af coronavirus har lukket ned.
Det har vidtrækkende konsekvenser for eksamener, læring og for familiernes økonomi, hvis de har mindre børn og er tvunget til at blive hjemme fra arbejde i ugevis for at passe dem.
I det virusplagede Italien har man lukket alle skoler og universiteter indtil 15. marts. Mindst 22 lande verden rundt har lukket skoler i mere eller mindre grad.
Også i Sverige trodser nogle kommuner Folkhälsomyndighetens råd. Både i Göteborg, Uppsala og Hallsberg er nogle skoler blevet lukket ned, efter der er fundet tilfælde af coronavirus blandt eleverne. I Umeå kommune anbefales elever og lærere for eksempel at blive hjemme i to dage, hvis de har været i et område, hvor der er udbredt coronavirussmitte – Kina, Sydkorea, Italien og Iran.
Men Anders Tegnell, der er epidemiolog i Folkhälsomyndigheten, mener altså ikke, at det nytter noget at lukke skolerne eller sågar bede folk om at blive hjemme, hvis ikke de udviser symptomer.
»Vores vurdering er, at man skal fortsætte sit liv, som man plejer, indtil man har symptomer. De kan være meget milde, skal man være opmærksom på, men oplever man dem, bør man blive hjemme og ringe til sin læge, hvis man ikke får det bedre hurtigt,« forklarer han til TT.
Fredag opfordrede Danmarks statsminister til, at arrangementer med mere end 1.000 deltagere aflyses eller udsættes. Men heller ikke dét tror den svenske epidemiolog på.
I et interview med Berlingske har han forklaret, at langt størstedelen af de tilfælde, som vi har set i Danmark og Sverige på nuværende tidspunkt, er folk, der er blevet smittet i udlandet, eller også er de blevet smittet af personer, der har været ude at rejse – og de er blevet smittet af familiemedlemmer eller på møder.
Men ikke i store forsamlinger.
»Hvis man ikke har en større gruppe af de her borgere i samfundet, der bliver smittet uden relation til hinanden, så findes der ikke de her teoretiske grunde til at lukke de større forsamlinger ned,« fastslår Anders Tegnell.