Synet af den første grav i vejkanten af Mariupol, der engang havde været en by med liv og mennesker, var smertefuldt, men hurtigt blev synet af grave normalt for 23-årige Anastasia Pavlova.
Det samme gjorde rædslerne og ødelæggelserne i Mariupol.
»I første omgang kigger du på gravene, og du er bange og forvirret. Men når du først ser omkring ti af dem, 20, går du bare forbi. Måske er det bare mig, men på en eller anden måde føles det, som om du hurtigt vænner dig til disse grusomheder.«
Mens alle andre ønskede at flygte fra Mariupol, tog ukrainske Anastasia Pavlova turen den modsatte vej. Ind i Mariupol. Ind i den by, der var ramt af nogle af de nok hårdeste angreb, siden krigen i Ukraine begyndte.
Forinden var det lykkes Anastasia Pavlova og hendes forlovede at flygte fra Kharkiv. Sammen flygtede de til Dnipro, har den unge ukrainske kvinde fortalt til BBC.
Selvom hun allerede én gang havde undgået russernes ødelæggelser, valgte Anastasia Pavlova at rejse direkte ind i bjørnens gab.
For i Mariupol opholdt hendes forældre sig stadig. Faren havde brug for medicin, og Anastasia Pavlova frygtede for forældres liv, hvis ikke de kom ud af byen.
Angrebene i havnebyen Mariupol er blevet beskrevet som nogle af de værste under Ruslands invasion. Byen er sønderbombet, og titusindvis af civile er meldt dræbt. Enten døde de under angrebene eller af kulde og mangel på mad og vand.
Flere forsøg på at evakuere civile fra byen er gået galt. Det fik Anastasia Pavlova til at konkludere, at hvis hendes forældre skulle reddes, måtte hun selv tage til byen.
Ind i bjørnens gab
Det var ikke Anastasia Pavlovas forældres ønske, at datteren rejste til byen for med et køretøj at hjælpe dem ud af byen, hvor en bil var afgørende for, at evakueringen kunne gennemføres.
Over en skrattende telefon bad moren, Oksana, sin datter om ikke at tage turen til Mariupol, men i slutningen af marts – godt fem uger inde i krigen – valgte Anastasia Pavlova alligevel at forlade Dnipro, skriver BBC.
Sammen med nødhjælpsarbejdere, der forsøgte at hjælpe med at evakuere folk fra byen, skaffede hun en chauffør og en varevogn. De kørte sammen afsted fra Zaporizjzja nordvest for Mariupol og den sidste relativt sikre by før frontlinjen.
På turen ind til Mariupol måtte Anastasia Pavlova og nødhjælpsarbejderne krydse frontlinjer og køre gennem flere russiske checkpoints.
De blev kontrolleret af »magre drenge, der var flove over at bede (os red.) om at åbne bilen,« forklarer Anastasia Pavlova til BBC.
»Ved et af kontrolpunkterne rettede militæret et maskingeværløb mod vores hoveder, mens de tjekkede dokumenterne.«
Verdens undergang
Efter en ni timer lang køretur ankom Anastasia Pavlovas køretøj til Mariupol. Hun beskriver scenarierne i byen som »verdens undergang«.
»Brændende biler, kampvogne, huller i huse, sorte bygninger med kollapsede tage. Masser af meget snavsede mennesker med tomme øjne følger (vores køretøjer, red.) langs den minerede vej,« forklarer Anastasia Pavlova til BBC om sit første møde med rædslerne i Mariupol.
Efter at have været vidne til det, hun beskriver som »de værste scener« i sit liv, lykkedes det på andendagen Anastasia Pavlova at nå frem til sine forældre.
»Jeg kunne ikke glæde mig, men jeg kunne heller ikke græde,« fortæller hun om gensynet.
Ud over sine forældre evakuerede Anastasia Pavlova otte af familiens naboer, som der også var plads til i køretøjerne. Der blev også plads til at få familiens kat med.
Forældrene er nu i en by vest for Ukraine. Anastasia Pavlova er tilbage i Dnipro sammen med sin forlovede. Hun er glad for, at forældrene kom ud af byen med livet i behold, men fortryder, at de ikke kunne hjælpe endnu flere ud af byen.
»Hver dag finder jeg ud af, at nogle af mine klassekammerater, nogle af mine slægtninge enten bliver dræbt dér eller bliver såret.«
