Mens du sov: Tyrkiske og russiske kampfly angriber IS i Syrien

Danske ishockeytalenter er klar til kvartfinale ved U20-VM. Uro sender 50.000 på flugt fra Myanmar. Tyrkiske og russiske kampfly angriber IS i Syrien. Berlingske giver dig her overblikket over nattens begivenheder.

Arkivfoto: Syriske oprørsgrupper i angreb mod Islamisk Stat (IS) i al-Bab 13 .december. Fold sammen
Læs mere
Foto: SALEH ABO GHALOUN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tyrkiske og russiske kampfly angriber IS i Syrien

En tyrkisk soldat er blevet dræbt, mens fem andre er blevet såret i et angreb udført af den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i det nordlige Syrien.

Det oplyser det tyrkiske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det tyrkiske militær oplyser også, at russiske kampfly har udført tre luftangreb i al-Bab-området, hvor 12 IS-krigere er blevet dræbt.

Tyrkiske kampfly har også angrebet 17 mål rettet mod Islamisk Stat, hvor yderligere 26 IS-krigere skal være blevet dræbt.

Angrebene er sket, efter at en våbenhvile blev indledt ved midnat lokal tid i Syrien.

Våbenhvilen er skrøbelig og blev brudt efter blot to timer, da der ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder opstod kampe.

Ifølge overvågningsgruppen brød oprørere aftalen, da de overtog en position i provinsen Hama.

Våbenhvilen, der gælder for hele Syrien, omfatter ikke Islamisk Stat, den kurdiske YPG-milits samt jihadister i grupper som Fateh al-Sham Fronten, der tidligere var kendt under navnet Nusra Fronten.

/ritzau/

Danske ishockeytalenter er klar til kvartfinale ved U20-VM

Sverige slår Finland 3-1 ved U20-VM i ishockey. Det betyder, at Danmark er klar til kvartfinalen for tredje år i træk.

Torsdag aften besejrede landstræner Olaf Ellers tropper Tjekkiet med 3-2 efter forlænget spilletid. Den ordinære kamp sluttede 2-2 efter periodecifrene 0-1, 1-1, 1-0.

Blot 47 sekunder inde i forlængelsen udløste Mathias From stor dansk jubel, da han scorede efter en solotur, som blev sat i gang med en aflevering fra Nikolaj Krag-Christensen. Begge spiller de til dagligt i Rögle.

Forinden havde Nikolaj Krag-Christensen selv udlignet til 2-2 i tredje periode.

Joachim Blichfeld scorede Danmarks første mål, som faldt til 1-1 i anden periode.

Danmark tabte skudstatistikken 22-34, men igen viste dansk effektivitet sig vigtigst.

Tidligere ved VM tabte Danmark stort til Sverige, før nationalmandskabet hentede en stor skalp i 3-2-sejren over Finlands verdensmestre.

I den sidste kamp i gruppespillet møder Danmark Schweiz.

/ritzau/

Uro sender 50.000 på flugt fra Myanmar

Omkring 50.000 muslimer fra rohingya-mindretallet er flygtet fra Myanmar til Bangladesh på grund af uroligheder, der brød ud i oktober. Det oplyser udenrigsministeriet i Bangladesh.

I begyndelsen af oktober udbrød der uroligheder i Rakhine-delstaten i det nordvestlige Myanmar, og det har fået de mange muslimer til at søge tilflugt i Bangladesh.

FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har registreret mindst 43.000 rohingya-flygtninge i Bangladesh siden 9. oktober, hvor de seneste uroligheder i Rakhine-delstaten brød ud.

I Bangladesh har myndighederne skærpet patruljeringen ved grænserne i et forsøg på at dæmme op for flygtningestrømmene fra nabolandet.

Der er også indsat flådefartøjer, som skal tvinge bådfulde af flygtninge tilbage til Myanmar.

Udenrigsministeriet i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, har indkaldt Myanmars ambassadør til en samtale for at udtrykke "dyb bekymring over den fortsatte flygtningestrøm", skriver AFP.

Rohingyaerne er på flugt fra militærets indsats i delstaten. Flygtninge fortæller om massevoldtægter, tortur og drab, som soldater fra Myanmars hær angiveligt står bag.

Myanmar, som i april fik ny regering under ledelse af demokratiikonet Aung San Suu Kyi, afviser, at landets soldater står bag overgreb.

Menneskeretsorganisationer taler derimod om "etnisk udrensning" af rohingyaerne.

Myndighederne i landet - der også kaldes ved sit gamle navn, Burma - tillader ikke udenlandske journalister eller uafhængige organisationer at rejse ind i det konfliktramte område i Rakhine-delstaten.

Rohingya-minoriteten er indvandret fra Bangladesh, men har for langt de flestes vedkommende levet i Myanmar i flere generationer.

Myanmar betragter imidlertid ikke rohingyaer som borgere i landet og nægter dem statsborgerskab og basale rettigheder.

/ritzau/AFP