Mens du sov: Tyrkiets præsident Erdogan »vil ikke tillade Israel at stjæle Jerusalem fra palæstinenserne«

FN er brudt sammen efter vold i Gaza, mener Tyrkiets præsident. Den britiske premierminister vil forlænge britisk tilknytning til toldunion efter 2020. Ebola spreder sig til millionby i DRCongo. Få overblik over nattens nyheder her.

Foto: OZAN KOSE. MEdlemmer og støtter af Tyrkiets oppositionsparti CHP holder palæstinensiske flag og tyrkiske flag foran Israels konsulat i Istanbul.  16. maj 2018, efter mindst 2.400 palæstinenesere er blevt såret og omkring 60 dræbt under demonstrationer ved Gazastriben.
Læs mere
Fold sammen

Erdogan: FN er brudt sammen efter vold i Gaza

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at FN er brudt sammen som følge af de blodige begivenheder i Gaza.

Mandag dræbte israelske soldater 60 palæstinensere og sårede 2700 demonstranter.

Det skete i forbindelse med flytningen af USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Erdogan, som onsdag talte ved en middag i Ankara, siger, at Tyrkiet forsøger at presse medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at være mere aktive.

I sin tale siger præsidenten, at der er tale om international »stilhed«.

»Tyrkiet vil ikke tillade Israel at stjæle Jerusalem fra palæstinenserne,« siger han og raser over den »stilhed«, der omgærder »Israels tyranni« over Gaza.

»Hvis Israels tyranni tillades, så vil verden blive kastet ud i kaos,« siger Erdogan.

Erdogan oplyser samtidig, at hans egen stabschef og det tyrkiske udenrigsministerium arbejder på at evakuere sårede fra Gaza.

Hamas, der kontrollerer Gazastriben, siger, at 50 af de 62 palæstinensere, som blev dræbt under urolighederne, var medlemmer af den islamistiske gruppe.

Tyrkiet gav tirsdag Israels ambassadør i Ankara, Eitan Naeh, besked på at tage tilbage til Israel »i et stykke tid«.

Han forlod onsdag Tyrkiet via lufthavnen i Istanbul.

Afrejsen skete under stor mediebevågenhed, og flere tyrkiske medier syntes at være specielt inviteret til at filme hans afgang, skriver nyhedsbureauet AFP.

Medierne filmede blandt andet, at Eitan Naeh skulle gennemgå ekstra sikkerhedstjek og senere sad alene i gaten.

Det er efterfølgende blevet kritiseret af Israels udenrigsministerium, der kalder det for »upassende behandling« af ambassadøren.

Tyrkiet har også kaldt dets ambassadør i Tel Aviv hjem til konsultationer.

/ritzau/Reuters

 

Medie: May er klar til at fortsætte i toldunion efter 2020

Storbritannien vil gøre det klart over for EU, at landet er klar til at fortsætte i toldunionen efter 2020.

Det skriver det britiske medie The Telegraph, mens ministrene fra EU og Storbritannien arbejder på at indgå en aftale om betingelserne for det britiske exit fra EU.

De britiske ministre indgik tidligere på ugen en ny nødplan, der skal forhindre en såkaldt »hård grænse« til Irland. Det skete, efter at Storbritannien tidligere har afvist EU's udspil på området.

En hård grænse ville betyde, at der skal være toldbehandling mellem den irske republik og Nordirland.

Det er planen, at Storbritannien forlader EU til marts næste år. Parterne er enige om ikke at ændre på deres indbyrdes handelsaftaler før udgangen af 2020.

Premierminister Theresa May har sagt, at Storbritannien vil forlade toldunionen. Det vil bane vejen for, at landet kan indgå sine egne handelsaftaler med verdens lande.

Hendes ministre er dog uenige om, hvilke handelsaftaler landet skal indgå med EU.

Ministrene, der deltog i møder i Bruxelles tirsdag, blev enige om, at Storbritannien bør fortsætte i toldunionen. Det skal dog kun ske, hvis systemerne, der skal administrere de nye regler, ikke er klar i 2021, skriver The Telegraph.

Embedsmænd advarer om, at de nye systemer måske først er klar i 2023, tilføjer avisen.

Michel Barnier, der er topforhandler for EU, meddelte mandag, at der ikke har været nogen markante fremskridt i forhandlingerne med Storbritannien siden marts.

Theresa May vil fremlægge Storbritanniens planer inden et EU-topmøde i juni. Senest i oktober forventer premierministeren at underskrive en aftale om forholdet til EU - altså mindre end seks måneder før det britiske exit fra unionen.

Theresa May har ikke kommenteret The Telegraphs historie.

/ritzau/

 

Ebola spreder sig til millionby i DRCongo

Myndighederne i DRCongo oplyser, at man har registreret et tilfælde af ebolasmitte i byen Mbandaka, der har omkring en million indbyggere.

Det oplyser landets sundhedsminister, Oly Ilunga, i en erklæring sent onsdag aften lokal tid.

Spredningen til Mbandaka betyder, at ebolaudbruddet er gået ind i »en ny fase«, skriver ministeren i sin erklæring.

»Vi går ind i en ny fase af ebolaudbruddet, der nu har ramt tre områder, inklusive et byområde,« siger Oly Ilunga i en erklæring.

»Siden udsendelsen af advarslen i Mbandaka har vores epidemiologer arbejdet på at få identificeret de mennesker, der har været i kontakt med formodede smittede,« tilføjer han.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, meddelte forleden, at man har forberedt sig på "det værste" i forbindelse med det aktuelle udbrud af ebola.

Frygten er hidtil gået på, om smitten ville spredes til en større by.

Det har WHO's vicegeneralsekretær for nødberedskab, Peter Salama, tidligere oplyst.

Det vurderes, at virusset allerede har kostet 23 mennesker livet i DRCongo, og med spredningen til en stor by bliver udbruddet sværere at begrænse, oplyser WHO.

Organisationen oplyste i sidste uge, at den har modtaget 4000 doser af en vaccine mod ebola.

Vaccinen gives dog på forsøgsbasis, og Peter Salama oplyser, at den er svær at anvende og altså ikke er noget vidundermiddel mod smitten.

I sidste uge blev risikoen for en spredning i regionen vurderet til at være moderat. Ni nabolande er blevet advaret.

»Hvis ebola spredes til en by af den størrelse (som Mbandaka, red.), så får vi et meget stort udbrud. Så venter en reel udfordring,« sagde Peter Salama i sidste uge.

Det er niende gang, DRCongo rammes af et ebolaudbrud, siden virusset blev registreret for første gang ved floden Ebola i 1970'erne.

/ritzau/Reuters

 

Golfstater sætter Hizbollah-ledere på terrorliste

Sanktioner fra golfstater rammer især Sayyed Hassan Nasrallah og hans næstkommanderende, Naim Qassem.

Saudi-Arabien og andre medlemmer af Samarbejdsrådet for Landene ved Den Persiske Bugt har sat 10 ledere fra Hizbollahmilitsen i Libanon på deres terrorliste.

Blandt de sanktionsramte er bevægelsens leder, Sayyed Hassan Nasrallah, og hans næstkommanderende, Naim Qassem. Det skriver det statslige saudiarabiske nyhedsbureau SPA.

Landene går også efter bevægelsens komitéer. De har desuden beordret forskellige personers bankkonti og formuer indefrosset.

Udspillet kommer, efter at USA's finansministerium onsdag indførte yderligere sanktioner mod Libanons Hizbollah-ledelse. Også de sanktioner retter sig primært mod Nasrallah og Qassem.

Den amerikanske præsident Donald Trumps administration betegnede tirsdag lederen af Irans centralbank som "en global terrorist". Han blev også pålagt sanktioner.

USA siger, at centralbankchefen, Valiollah Seif, overfører millioner af dollar til Hizbollah i Libanon.

Sanktionerne har til formål at isolere Iran yderligere fra det globale finanssystem. De kommer, efter at USA har meddelt, at det vil træde ud af atomaftalen med Iran.

Den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, siger, at Seif i hemmelighed har kanaliseret store beløb fra Den Iranske Revolutionsgarde til Hizbollah via al-Bilad Islamic Bank i Irak.

Bankens bestyrelsesformand rammes også af amerikanske sanktioner.
Sanktionerne betyder, at enhver, der gør forretninger med Seif, kan blive ramt af sanktioner fra USA.

/ritzau/Reuters