Mens du sov: Trumps svigersøn sat uden for døren

I USA har præsident Trumps særlige rådgiver og svigersøn Jared Kushner mistet sin sikkerhedsgodkendelse, mens flere militærfolk er blevet indlagt efter at have været i kontakt med mystisk brev.

Donald Trumps svigersøn og særlige rådgiver, Jared Kushner, har ikke længere adgang til præsidentens daglige briefing. Fold sammen
Læs mere
Foto: KEVIN LAMARQUE

Trupms rådgiver mister sikkerhedgodkendelse

USAs præsident Donald Trumps svigersøn og højtstående rådgiver, Jared Kushner, har mistet sin sikkerhedsgodkendelse på højeste niveau.

Det oplyser to unavngivne amerikanske embedsmænd ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed har Jared Kushner, der er gift med Donald Trumps datter Ivanka, bl.a. ikke længere adgang til præsidentens daglige briefing.

Den daglige briefing betragtes generelt som det sted, hvor nogle af de dybeste amerikanske hemmeligheder deles.

De amerikanske medier CNN og Politico oplyser, at Kushner allerede i sidste uge mistede retten til at deltage i møderne.

Jared Kushner har det seneste år haft en midlertidig sikkerhedsgodkendelse på topniveau. Men den er nu altså blevet nedjusteret til det niveau, der hedder »hemmeligt« og ligger niveauet under »tophemmeligt«.

Det Hvide Hus' stabschef, John Kelly, beordrede i sidste uge, at personer med midlertidige sikkerhedsgodkendelser skulle miste adgangen til de dybeste hemmeligheder, hvis ikke de fik en permanent tilladelse.

Det skulle senest ske fredag, og det er altså ikke sket for Kushner.

Kushner har generelt været en af Trumps mest betroede rådgivere. Men den seneste udvikling har sat gang i spekulationer om, at Kushners rolle måske bliver mindre i fremtiden.

Det afviser Kushners advokat Peter Mirijanian dog.

»Det er ikke usædvanligt, at det tager tid at få en permanent sikkerhedsgodkendelse i en ny administration,« siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Jared Kushner kom også i søgelyset i sidste uge, da den særlige anklager Robert Mueller vendte interessen mod ham.

Mueller, der blandt andet undersøger Trump-lejrens tilknytning til Rusland, har således sat Kushner i forbindelse med en række nye internationale forbindelser.

Kushner skal således bl.a. have holdt et hemmeligt møde med kinesere i tiden mellem Trumps valgsejr og indsættelse.

/ritzau/

USA skærer i lån til katastroferamte Puerto Rico

Det amerikanske finansministerium har skåret voldsomt i det lån, som Puerto Rico sidste år fik godkendt efter den voldsomme orkan Maria.

Her fik Puerto Rico i oktober af Kongressen lov til at låne 4,7 milliarder dollar for at komme på benene igen efter naturkatastrofen. Men det beløb er blevet mere end halveret, så det nu lyder på to milliarder dollar.

Det oplyser Puerto Ricos guvernør, Ricardo Rosselló.

Guvernøren siger, at lånet uden forklaring er blevet reduceret, knap fem måneder efter at det altså blev vedtaget i Kongressen.

Han forklarer yderligere, at det reducerede beløb sætter Puerto Rico i et »farligt økonomisk dilemma«. Administrationen i Puerto Rico kan således blive tvunget til at skære i nogle af øens essentielle tjenester, lyder det.

»Alle afbrydelser i Puerto Ricos offentlige tjenester vil kun medvirke til, at flere flygter til fastlandet. Det vil yderligere forværre og forlænge Puerto Ricos årelange økonomiske krise,« lyder det fra guvernøren.

Han siger, at han nu er i snak med embedsmænd fra finansministeriet. Han har også bedt Kongressen om at træde ind.

Orkanen Maria ramte Puerto Rico i slutningen af september sidste år.

Titusindvis af puertoricanere flygtede efterfølgende til USA. Samtidig har Puerto Rico blandt andet kæmpet med at sikre strøm på øen.

15 procent af Puerto Rico er fortsat uden strøm, og flere end 700 familier er indlogeret på hoteller rundtom på øen.

Puerto Rico er et amerikansk territorium, og alle puertoricanere er amerikanske statsborgere. Puerto Rico er dog ikke en amerikansk delstat, og dets borgere har heller ikke stemmeret ved amerikanske valg.

/ritzau/AP

15 døde efter jordskælv i Papua Ny Guinea

Mindst 15 mennesker er bekræftet døde i forbindelse med det voldsomme jordskælv, der ramte Papua Ny Guinea tidligt mandag morgen.

Det oplyser guvernør i provinsen Southern Highlands William Powi onsdag formiddag lokal tid. Det skriver nyhedsbureauet AP

Guvernøren oplyser videre, at dødstallet kan stige.

Fire mennesker blev dræbt i byen Mendi, der er provinshovedstad i Southern Highlands. Det skete, da deres hus kollapsede. Tre andre blev dræbt, da deres hus blev begravet i et jordskred. De resterende otte blev dræbt andre steder i provinsen. Flere af dem er ifølge guvernøren børn og teenagere.

Tre oliefelter og et naturgasanlæg er blevet lukket som følge af jordskælvet, der havde en beregnet størrelse på 7,5. Også arbejdet i flere miner og kaffeplantager er blevet sat på standby.

Guvernør William Powi fortæller, at jordskælvet har forårsaget »katastrofale ødelæggelser og ravage«, og at mange indbyggere i Papua Ny Guinea fortsat er traumatiseret.

»Der er mennesker, som aldrig har oplevet den slags ødelæggelser før. Det har virkelig bragt meget frygt ind i folks liv,« siger han ifølge AP.

Ifølge William Powi er mange veje fortsat afskåret af jordskred, og derfor må nødhjælpsforsyninger bringes ud med fly.

Guvernøren fortæller også, at mange mennesker efterfølgende kommer til at lide, fordi deres haver og afgrøder er ødelagte.

»Vi har massivt brug for hjælp. Vi har brug for mad, reparation af infrastrukturen og trøst til vores folk, som er hjemløse og fordrevne,« siger han.

Tirsdag rapporterede flere lokale medier ifølge nyhedsbureauet AFP, at mindst 30 mennesker er omkommet i forbindelse med jordskælvet. Dette tal er ikke bekræftet fra officielt hold.

Jordskælvet ramte det centrale og bjergrige område af landet mandag morgen. Senere på dagen fulgte to kraftige efterskælv.

Den lokale avis PNG Post skrev tirsdag, at 18 formodes at være omkommet i byerne Kutubu og Bosave, der ligger nær Mendi.

Mistænkeligt brev sender militærfolk på hospitalet

11 personer er blevet syge, efter at et mistænkeligt brev tirsdag blev åbnet på en amerikansk militærbase.

Opdateret med symptomer hos flere af officererne på basen og oplysning om, hvem brevet var adresseret til.

I alt er 11 personer blevet syge, efter at et mistænkeligt brev tirsdag blev åbnet på en militærbase i delstaten Virginia i USA.

Det oplyser myndighederne i Virginia ifølge CNN.

Brevet var sendt til en administrationsbygning på Joint Base Fort Myer-Henderson Hall i Arlington.

Tre af de syge personer blev transporteret til et lokalt hospital, hvor deres tilstand betegnes som stabil.

»Vi modtog i dag (tirsdag, red.) en konvolut, der indeholdt en ukendt substans. Personalet tog alle forholdsregler med det samme og evakuerede bygningen, siger Brian Block,« talsmand for det amerikanske marinekorps.

»Adskillige marinesoldater modtager behandling efter hændelsen. I øjeblikket er der ikke yderligere oplysninger,« tilføjer han ifølge CNN.

En korporal, en sergent og en oberst har oplevet svien og en brændende fornemmelse i hænderne og ansigtet efter at have været i kontakt med brevet.

En anden officer har fået næseblod.

Ifølge Brian Block var brevet adresseret til en højtstående officer på basen. Det indeholdt en besked med nedsættende og flere steder uforståeligt sprog.

En undersøgelse skal nu afgøre, hvilken relation afsenderen havde til militærbasen.

En talsmand for brandmyndighederne i Arlington County Fire Department oplyser, at man har nedtrappet alarmberedskabet efter episoden.

Samtidig er der iværksat en efterforskning af sagen.

/ritzau/