Godmorgen og velkommen til!
Denne fredag morgen byder på den sidste udgave af ugens »Mens du sov«.
Her skal vi runde en »meget skuffet« Donald Trump, der ikke kan forstå, hvorfor Sverige ikke vil lade en voldstiltalt rapper gå, og kalder det et »svigt af vores afroamerikanske befolkning«. Præsidentens vrede tweets skræmmer dog ikke Stefan Löfven, Sveriges statsminister, der holder på, at »alle er lige for loven«.
Inden vi forlader Trump, runder vi lige Mueller-afhøringen, og så haster vi ellers videre til Canada, hvor politiet har indledt en menneskejagt på to teenagere, som man mistænker for at stå bag tre drab. Men allerførst skal vi til Australien, som nu vil holde Google og Facebook »ansvarlige« for deres handlinger«.
Tak for at læse med. God fredag - og god weekend!
Australien vil mandsopdække Google og Facebook
Australien vil oprette et kontor, der er dedikeret til at kontrollere de to teknologigiganter Facebook og Google.
Kontoret skal blandt andet gennemgå de to virksomheders algoritmer, som afgør hvilke reklamer, der bliver vist til brugerne.
Det oplyser Australiens finansminister, Josh Frydenberg, fredag til Reuters.
»Disse virksomheder er blandt de mest magtfulde og rigeste i verden«.
»De skal holdes ansvarlige for deres handlinger og skal være mere transparente,« siger Frydenberg i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport fra Australiens konkurrence- og forbrugerkommission (ACCC).
Det nye kontor vil høre ind under ACCC. Det vil tage imod forespørgsler fra virksomheder, der mener, at Facebook eller Google har misbrugt deres algoritmer.
Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Facebook har fået en bøde på fem milliarder dollar svarende til 33 milliarder kroner for ikke at oplyse brugere om, at deres informationer blev brugt af det sociale medie.
Det er den største bøde, som den amerikanske forbruger- og konkurrencestyrelse, Federal Trade Commission (FTC), nogensinde har givet en it-virksomhed.
Efterforskningen af Facebook begyndte i 2018 efter Cambridge Analytica-sagen.
Det britiskbaserede firma blev afsløret i at have samlet personoplysninger om millioner af Facebook-brugere siden 2014. Informationerne anvendte firmaet blandt andet til at sælge konsulentydelser til politikere.
24. juli udtalte USA's justitsministerium, at det har indledt en undersøgelse mod det sociale medie om konkurrenceforvridning.
/ritzau/
Nordkorea: Missiltest var en advarsel til Sydkorea
Nordkoreas leder, Kim Jong-Un, siger, at en missiltest torsdag var en advarsel til Sydkorea.
Kim skulle have overværet prøveaffyringen af missilerne, der var en »ny type taktisk kontrollerede våben«.
Det skriver det nordkoreanske statsmedie KCNA natten til fredag dansk tid.
Torsdagens missiltests skal ses som en advarsel til Sydkorea om at stoppe med at importere højteknologiske våben og afholde fælles militærøvelser, siger Kim til KCNA.
»Vi kan ikke andet end at udvikle meget stærke våbensystemer for at fjerne de potentielle og direkte trusler mod vores lands sikkerhed,« siger Kim til KCNA.
En embedsmand fra det sydkoreanske militær oplyste natten til torsdag, at Nordkorea havde affyret to kortdistancemissiler.
Missilerne fløj omkring 430 kilometer fra Wonsan-området og nåede en højde på 50 kilometer, inden de faldt ned i Det Japanske Hav.
I en pressemeddelelse fredag oplyser det sydkoreanske militær, at missilaffyringerne ikke var en trussel rettet mod Sydkorea eller USA. Det ændrer heller ikke Sydkoreas forsvarsposition, skriver militæret.
Det skulle være de første missiltests, siden USA's præsident, Donald Trump, og Kim Jong-un i sidste måned aftalte at genstarte forhandlingerne om en atomafrustning, oplyser Sydkorea.
Kim Jong-Un mener, at Sydkoreas regering er dobbeltmoralsk, når den siger, at den støtter fred, men samtidig importerer nye våben og afholder militærøvelser.
Den nordkoreanske leder siger videre, at han er tilfreds med torsdagens missiltests og særligt for den lave højde på missilernes bane, der gør dem svære at opdage.
Sydkorea udtalte torsdag, at Nordkorea bør stoppe handlinger, der øger spændingerne mellem to de lande, og at man anser missiltests som en militær trussel.
USA's udenrigsministerium tilskyndede torsdag Nordkorea til at afstå fra yderligere »provokationer« og sagde, at man stadig håber på at genoptage forhandlingerne om Nordkoreas atomafrustning.
/ritzau/
Trump langer ud efter Löfven i sag om voldstiltalt rapper
USA's præsident, Donald Trump, kritiserer i skarpe vendinger den svenske regering med statsminister Stefan Löfven i spidsen.
Det sker, efter at den svenske anklagemyndighed torsdag valgte at tiltale den amerikanske rapper ASAP Rocky, der angiveligt var involveret i et gadeslagsmål i Stockholm den 30. juni.
»Meget skuffet over statsminister Stefan Löfven for ikke at kunne handle. Sverige har svigtet vores afroamerikanske befolkning«, skriver præsidenten i et af flere opslag på det sociale medie Twitter.
Trump har tidligere opfordret Löfven og den svenske regering til at tage affære i sagen, men allerede 20. juli gjorde statsministeren det klart, at ASAP Rocky ikke får særbehandling trods sin stjernestatus i det internationale musikmiljø.
»Den svenske regering hverken kan eller vil forsøge at påvirke anklagere eller domstole,« lød det fra Löfven til den svenske avis Expressen.
Han tilføjede, at »alle er lige for loven, selv besøgende fra andre lande«.
Men den forklaring er tilsyneladende ikke faldet i god jord hos præsidenten.
»Giv ASAP Rocky hans frihed. Vi gør så meget for Sverige, men det virker til, at det ikke er gensidigt,« skriver præsidenten sent torsdag aften.
Han tilføjer, at Sverige bør fokusere på landets egentlige problemer med kriminalitet - et ekko af en tidligere kritik fra præsidenten rettet mod Sverige, der i flere år har kæmpet med organiseret kriminalitet blandt minoritetsmiljøer i større byer.
ASAP Rocky, der har det borgerlige navn Rakim Mayers, har siddet varetægtsfængslet siden 5. juli.
Han er tiltalt for sammen med to andre at overfalde en 19-årig afghanskfødt mand. Selv hævder rapperen, at der var tale om selvforsvar.
Svensk politi har efter varetægtsfængslingen offentliggjort en række billeder af den 19-åriges skader - heriblandt flere læsioner i hovedet.
Foruden Trump har en stribe amerikanske kendisser opfordret til, at ASAP Rocky bør løslades. Det drejer sig blandt andet om rapperne Kanye West og Post Malone samt sangerne Justin Bieber og Frank Ocean.
En talsperson i det svenske statsministerium siger til det svenske nyhedsbureau TT sent torsdag, at det ikke ønsker at kommentere sagen.
/ritzau/
Næsten 13 millioner tv-seere i USA fulgte Mueller-høring
Høring i Kongressen om Robert Muellers Rusland-undersøgelse trak 12,9 millioner tv-seere i USA.
12,9 millioner tv-seere i USA fulgte med, da Robert Mueller onsdag blev udspurgt om sin Rusland-undersøgelse af to udvalg i Kongressen.
Det viser foreløbige data fra analysefirmaet Nielsen ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AP.
Tallet omfatter ikke personer, som så den omkring syv timer lange høring på telefon eller computer eller på barer og andre offentlige steder.
Den 74-årige Mueller blev i 2017 udpeget til at undersøge mulig russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.
Den forhenværende direktør for forbundspolitiet, FBI, færdiggjorde sin rapport i april i år.
Seertallet på næsten 13 millioner er lavere end de 20,4 millioner, som i september sidste år fulgte med, da Brett Kavanaugh i en høring skulle bekræftes som ny dommer til USA's Højesteret.
James Comey trak også flere seere - 19,5 millioner - da han i juni 2017 blev udspurgt af to udvalg i Repræsentanternes Hus om præsident Donald Trumps fyring af ham som direktør for FBI.
At væsentligt færre afsatte tv-tid til Mueller-høringen, kan ifølge nyhedsbureauet AP forklares med flere forhold.
Generelt er seertal lavere i feriemåneden juli end i resten af året. Desuden fandt høringen sted, over tre måneder efter at Mueller havde afleveret sin rapport.
Og endelig havde Mueller på forhånd gjort det klart, at han stort set ville holde sig inden for rammerne af det, som kan læses i rapporten.
/ritzau/
Canadisk politi bruger droner i jagt på drabsmistænkte unge
Canadisk politi har indsat droner og hunde i en omfattende menneskejagt på to drabsmistænkte teenagere i provinsen Manitoba.
De to mænd, 18-årige Bryer Schmegelsky og 19-årige Kam McLeod, er mistænkt for at have dræbt tre mennesker - en 64-årig universitetsprofessor fra Vancouver samt en amerikansk kvinde og hendes australske kæreste.
Bryer Schmegelsky og Kam McLeod blev oprindeligt meldt savnede sidste fredag, men få dage senere tog sagen en overraskende drejning, da canadisk politi udpegede de to som mistænkte for et dobbeltdrab på en 24-årig kvinde fra North Carolina, USA, og hendes 23-årige kæreste fra Sydney, Australien.
Politiet oplyser torsdag, at de to teenagere sidst er set mandag i Gillam, Manitoba.
»Dette er et meget udfordrende terræn, og det er et stort område. Der er masser af tætte buskadser og sumpområder,« siger talskvinde for canadisk politi Julie Courchaine på et pressemøde.
Hun fortæller videre, at politiet har indsat droner, hunde og beredskabsfolk i jagten.
Teenagernes udbrændte bil blev fundet sidste fredag cirka 500 kilometer syd for det sted, hvor det unge par fra henholdsvis USA og Australien fire dage tidligere var fundet dræbt.
Omkring to kilometer fra den udbrændte truck blev liget af en 64-årig botanikprofessor fra University of British Columbia i Vancouver fundet.
Bryer Schmegelskys far, Al Schmegelsky, har fortalt til nyhedsbureauet The Canadian Press, at hans søn er på en »selvmordsmission«.
»Han kommer til at være død i dag eller i morgen. Det er jeg sikker på. Hvil i fred, Bryer. Jeg elsker dig. Jeg er ked af, at alt det her er sket,« sagde faren onsdag.
Politiet anser de to teenagere som farlige.
Den 23-årige Lucas Fowler fra Sydney og den 24-årige Chynna Deese fra North Carolina havde begivet sig ud på en to uger lang ferie, da deres køretøj brød sammen på Alaska Highway omkring 20 kilometer fra en naturpark, der er et populært udflugtsmål for turister.
Deres lig blev fundet i vejsiden nær deres køretøj den 15. juli. Men det varede tre dage, før politiet havde identificeret dem.
/ritzau/Reuters