Mens du sov: Trump kræver fængslet oppositionsleder løsladt

Efter er møde med Leopoldo Lopez' kone opfordrer Donald Trump Venezuela til at løslade oppositionslederen, eksdiplomater kalder Trumps Israel-ambassadør ukvalificeret, og endnu en kvindelig mistænkt er blevet anholdt i forbindelse med giftdrabet af Kim Jong-uns halvbror. Få overblikket over nattens historier her.

Lilian Tintori er konen til den fængslede Leopoldo Lopez som Donald Trump nu kræver løsladt. Foto: Ritzau Fold sammen
Læs mere

Trump kræver fængslet oppositionsleder i Venezuela løsladt

Den amerikanske præsident, Donald Trump, opfordrer Venezuelas regering til at løslade den fængslede oppositionsleder Leopoldo Lopez.

Det sker, efter at Trump har mødtes med Lopez' kone, Lilian Tintori, i Det Hvide Hus.

- Venezuela bør løslade Leopoldo Lopez, en politisk fange og mand til Lilian Tintori, fra fængslet omgående, skriver Donald Trump på Twitter onsdag lokal tid.

Han offentliggør samtidig et billede af ham, Lilian Tintori, vicepræsident Mike Pence og Florida-senator Marco Rubio.

45-årige Leopoldo Lopez sidder fængslet i Venezuela for at opildne til dødelig vold.

I september 2015 blev han idømt 13 år og ni måneders fængsel for sin rolle ved en demonstration i 2014 mod den siddende regering med præsident Nicolás Maduro i spidsen.

Protesterne udviklede sig voldeligt, og 43 mennesker mistede livet i optøjerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Lopez overgav sig efterfølgende til politiet og blev beordret til at afsone sin straf i Ramo Verde-fængslet dømt for at have udtænkt volden ved demonstrationen.

Dommen over oppositionslederen, som er uddannet i sociologi og statskundskab i USA, er tidligere blevet kritiseret fra flere sider.

Desuden har USA's regering, FN og menneskerettighedsgrupper før opfordret Venezuela til at løslade Lopez.

Leopoldo Lopez er en fremtrædende figur i Venezuelas opposition og har tidligere været en populær borgmester i landet.

/ritzau/

Eksdiplomater kalder Trumps Israel-ambassadør ukvalificeret

Fem tidligere amerikanske ambassadører i Israel siger onsdag, at manden, som præsident Donald Trump har udpeget til den vigtige diplomatiske position, er ukvalificeret.

De opfordrer derfor de ansvarlige senatorer til at genoverveje nomineringen.

Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere amerikanske medier, heriblandt ABC News.

I et brev til udenrigsudvalget i Senatet skriver de tidligere ambassadører, at David Friedman har ytret "ekstreme og radikale holdninger".

Han skulle ifølge brevet have kaldt en eventuel tostatsløsning i Mellemøsten for en "illusorisk" løsning på et ikkeeksisterende problem.

- Vi mener, at udvalget bør sikre sig, at Mr. Friedman har dømmekraften og temperamentet, der kræves for at repræsentere USA i Israel, står der i brevet.

Senatets udenrigsudvalg mødes torsdag til en høring om David Friedmans nominering.

På et fælles pressemøde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, veg Donald Trump onsdag uden om spørgsmålet om USA's officielle holdning til en løsning på konflikten mellem israelerne og palæstinenserne.

Han ville ikke - som det ellers har været tilfældet for tidligere amerikanske præsidenter - umiddelbart bakke op om en tostatsløsning.

En sådan løsning ville i givet fald skabe en uafhængig palæstinensisk stat, hvilket har været den foretrukne model i det internationale samfund i næsten to årtier.

Opfordringen om at genoverveje David Friedman som ambassadør i Israel kommer fra ambassadører, der har bestredet jobbet under republikanske såvel som demokratiske præsidenter.

De hævder, at David Friedman har beskyldt både tidligere præsident Barack Obama og udenrigsministeriet for antisemitisme.

David Friedman, der er søn af en ortodoks rabbiner, er en glødende tilhænger af de israelske bosættelser og modstander af en selvstændig palæstinensisk stat.

Brevet er underskrevet af de tidligere ambassadører Thomas Pickering, William Hallop, Edward Walker, Daniel Kurtzer og James Cunningham.

/ritzau/

To kvinder er anholdt i sag om drab på Kim Jong-uns halvbror

Efterforskningen af det spektakulære drab på halvbroren til Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har nu ført til anholdelse af endnu en kvindelig mistænkt.

Det oplyser politiet i Malaysia natten til torsdag dansk tid.

Halvbroren, den 45-årige Kim Jong-nam, var på vej til det kinesiske spillemekka Macau, da han diskret blev angrebet af en eller to kvinder i den internationale lufthavn i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur.

Indledningsvist blev det oplyst, at kvinderne havde stukket Kim Jong-nam med giftnåle.

Men der er også meldinger om, at de to kvinder sprøjtede en hurtigtvirkende giftig væske - eller placerede et klæde vædet med gift - i ansigtet på ham, da han ventede på at boarde et fly mandag lokal tid.

Kim Jong-nam henvendte sig til personalet på grund af stærke smerter.

De sørgede for, at han kom under medicinsk behandling i lufthavnen. En ambulance blev tilkaldt, men han døde på vej til hospitalet.

Inden nåede Kim Jong-nam at oplyse, at han havde en fornemmelse af, at nogle havde grebet hans ansigt bagfra.

- Vi ved ikke, om der var et klæde eller nåle, sagde Fadzil Ahmat, en af politiets efterforskere, tirsdag.

- Han følte sig svimmel, tilføjede han.

Kilder fra både den sydkoreanske og amerikanske regering mener, at de to kvinder, der omtales som "agenter", udførte drabet på vegne af Nordkorea.

Tidligere er en taxachauffør blevet tilbageholdt i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Desuden blev en kvinde onsdag anholdt i lufthavnen i Kuala Lumpur. Hun havde et vietnamesisk pas på sig.

Malaysia er blandt de få lande, som har et nogenlunde venskabeligt forhold til det isolerede Nordkorea.

Borgere fra begge lande kan rejse ind uden at skulle have visum, og det kan gøre det vanskeligere at spore de personer, der stod bag drabet.

Trods protester fra styret i Nordkorea er myndighederne i Malaysia indstillet på at foretage en obduktion af Kim Jong-nam.

Kim Jong-nam var for mange år siden udset til at gå i sin far, Kim Jong-ils, fodspor, men han faldt i unåde og har i årevis været i eksil.

/ritzau/Reuters

Skovbrand i New Zealand tvinger 1000 mennesker på flugt

Flere end 1000 mennesker er torsdag lokal tid blevet evakueret fra deres hjem nær bjergområdet Port Hills syd for Christchurch i New Zealand.

Det sker, fordi en skovbrand nærmer sig husene.

Samtidig har myndighederne erklæret undtagelsestilstand i Christchurch, der er landets tredjestørste by.

Branden opstod i Port Hills tidligere på ugen og har lynhurtigt spredt sig over et område på 1800 hektar, oplyser redningsarbejdere.

Premierminister Bill English har aflyst alle sine forpligtelser for at tage til Christchurch og følge udviklingen.

- Situationen er fortsat meget alvorlig, siger David Adamson fra civilforsvaret i byen.

- Politiet og forsvarsstyrken har haft en enorm opgave i nat (natten til torsdag lokal tid, red.) med at skulle evakuere folk, oprette afspærringer omkring vigtige områder og indsætte sikkerhedspatruljer.

15 helikoptere og andre luftfartøjer - som er det maksimale antal, der sikkert kan være i luften på én gang - arbejder på højtryk for at forsøge at slukke flammerne.

Tirsdag blev en helikopterpilot dræbt, da hans helikopter styrtede ned, mens han forsøgte at bekæmpe ilden.

Ifølge vejrprognoser vil vindretningen i området skifte senere på ugen. Det vil angiveligt betyde lavere temperaturer og høj luftfugtighed, hvilket er positivt for slukningsarbejdet, oplyser redningsarbejdere.

/ritzau/Reuters

Lissabon får ny lufthavn efter turistrekord i 2016

Portugal vil bygge en ny lufthavn i hovedstaden Lissabon for at kunne håndtere det stigende antal turister.

Presset på lufthavnen Humberto Delgado, der er landets største, vokser år for år på grund af stadig flere turister.

Og ifølge Portugals minister for infrastruktur, Pedro Marques, vil Lissabons eneste internationale lufthavn snart operere på fuld kapacitet.

I 2016 satte lufthavnen rekord med 22,4 millioner rejsende. Det var næsten 12 procent flere end året før.

- 2016 var det bedste år for turisme nogensinde i Portugal, og 2017 bliver endnu bedre, sagde Marques på et pressemøde onsdag.

Portugal havde sidste år 11,4 millioner udenlandske gæster. Det var sjette år i træk, at den hidtidige rekord blev overgået.

Frygt for sikkerheden på andre populære turistdestinationer omkring Middelhavet og i Mellemøsten er en af forklaringerne på det portugisiske turistboom.

Især Tyrkiet, Tunesien og Egypten har været ramt af flere angreb de seneste år.

Arbejdet med at opføre den nye lufthavn i Lissabon ventes at gå i gang i 2019. Planen er at udvide en sjældent benyttet militærlufthavn, der ligger 13 kilometer fra Lissabon.

De første kommercielle fly ventes at kunne tage lufthavnen i brug i 2021.

Turisme er en af Portugals hovedindtægtskilder og udgør omkring ti procent af landets bruttonationalprodukt.

I 2010 skrottede den daværende socialistiske regering planer om adskillige offentlige anlægsarbejder, deriblandt en ny lufthavn i Lissabon, på grund af en stor gældskrise.

EU og Den Internationale Valutafond måtte i 2011 træde til med en økonomisk hjælpepakke på 78 milliarder euro. Til gengæld skulle den portugisiske regering gennemføre reformer, som ramte en stor del af landets 10,4 millioner indbyggere.

Siden 2014 har Portugal haft økonomisk vækst.

/ritzau/AFP

Indbyggerne i San Francisco betaler verdens højeste husleje

De tre amerikanske storbyer topper listen over de dyreste byer i verden at leje en lejlighed i i 2017.

Herefter følger Hongkong, Dubai, Singapore og Washington D.C.

Det viser en opgørelse fra det London-baserede ejendomsmæglerindeks Nested, der har undersøgt huslejepriserne i 124 byer verden over.

Det skriver The Wall Street Journal.

I verdens dyreste by, San Francisco, er den gennemsnitlige husleje for en lille lejlighed med plads til en familie på fire 4000 dollar om måneden svarende til godt 28.000 kroner.

Således skal familien tjene 163.000 dollar - eller knap 1,2 millioner kroner - om året for at have råd til at bo i lejligheden.

I New York City skal en enkelt person betale 1994 dollar - godt 14.000 kroner - om måneden for en lille etværelseslejlighed. Ifølge The Wall Street Journal skal vedkommende tjene 82.000 dollar - godt 577.000 kroner - om året for at have råd til det.

Imens skal en familie på fire i New York City betale 3784 dollar - eller godt 26.600 kroner - om måneden for "en beskeden lejlighed", skriver avisen.

Nesteds beregninger er baseret på et boligareal på 39 kvadratmeter til en enkelt person og 75 kvadratmeter til en familie på fire.

Hongkong er placeret på en fjerdeplads på listen og er den dyreste by uden for USA. Her skal en familie have en samlet indkomst på 126.000 dollar - eller knap 888.000 kroner - om året for at have råd til at bo i en lille lejlighed.

Den historisk dyre hovedstad London er faldet ud af top ti og ligger nu på en 12.-plads mellem Los Angeles og Miami.

Ifølge Nested er Detroit den amerikanske storby i undersøgelsen, hvor man får flest kvadratmeter for pengene. Her ligger den månedlige husleje for en enkelt person på 500 dollar svarende til cirka 3500 kroner.

/ritzau/