Mens du sov: Kæderygende præsident indfører rygeforbud på tjekkiske barer

USA bryder med årtiers støtte til en tostatsløsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt, Tjekkiets kæderygende præsident indfører rygeforbud og havisen ved Antarktis er skrumpet til et rekordlavt niveau. Få overblikket over nattens historier fra udlandet her.

Foto: ANDRÉ KOSTERS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA vil ikke insistere på en tostatsløsning i Mellemøsten

USA vil ikke forlange en tostatsløsning i konflikten mellem Israel og Palæstina.

Det siger en højtstående embedsmand fra Det Hvide Hus tirsdag.

Dermed signalerer USA et skarpt brud med en årtier lang støtte til en tostatsløsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Ifølge embedsmanden vil USA ikke længere forsøge at diktere vilkårene for en eventuel fredsaftale. I stedet vil USA støtte det, som de to parter bliver enige om.

- En tostatsløsning, der ikke bringer fred med sig, er ikke et mål, som nogen ønsker at gå efter, siger embedsmanden på betingelse af anonymitet.

- Målet er fred, uanset om den kommer i form af en tostatsløsning, hvis det er det, parterne ønsker, eller i form af noget andet, hvis det er det, parterne ønsker.

Udmeldingen kommer på tærsklen til den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, besøg hos præsident Donald Trump i Det Hvide Hus onsdag.

I godt et halvt århundrede har skiftende amerikanske regeringer - republikanske og demokratiske - støttet en tostatsløsning.

Siden Donald Trump satte sig i Det Ovale Værelse 20. januar har han forsøgt at vise, at USA er en urokkelig allieret med Israel. Dermed forsøger han også at demonstrere en kontrast til tidligere præsident Barack Obamas politik på området.

Obama advarede ofte om, at de israelske bosættelser kunne umuliggøre en tostatsløsning, og at en énstatsløsning ville kunne sætte spørgsmålstegn ved fremtiden for en jødisk stat.

- Det kommer til at blive op til dem (israelerne og palæstinenserne, red.). Vi kommer ikke til at diktere, hvad vilkårene for fred skal være, siger embedsmanden.

Det Hvide Hus oplyste tidligere i februar, at Israels opførelse af nye bosættelser eller en udvidelse af de eksisterende i de besatte områder ikke nødvendigvis er nyttigt i forhold til at opnå fred.

/ritzau/AFP

 

Kæderygende præsident indfører rygeforbud på tjekkiske barer

Fra 31. maj bliver det ulovligt at ryge på barer og caféer i et af Europas sidste tilflugtslande for rygere.

Tjekkiet har længe haft status som et af Europas sidste fristeder for tobaksrygere. Men nu har kæderyger og præsident Milos Zeman underskrevet en lov, som ændrer på det.

Den nye lov indebærer således et forbud mod rygning på barer, restauranter og caféer i landet.

Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge flere internationale medier.

Zeman underskrev lovforslaget tirsdag, efter at det var blevet godkendt af begge kamre i parlamentet.

Loven forbyder samtidig biografer, koncertsteder, udstillingshaller og indendørs sportshaller at have separate rum for rygere.

Loven træder i kraft 31. maj, der af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er blevet udnævnt til international røgfri dag.

I modsætning til det meste af Europa er tjekkerne forblevet tolerante over for rygning. Som det er i dag, er det op til den enkelte bar- eller restaurantejer selv at beslutte, om vedkommende vil tillade eller forbyde rygning.

Tjekkiets præsident, 72-årige Milos Zeman, er blandt andet kendt for sin forkærlighed for cigaretter og alkohol.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har han også tidligere været kendt for at tilbyde journalister en dram eller to under interviews.

Han kan samtidig godt lide at påpege, at Adolf Hitler var en afholdsmand og tabte Anden Verdenskrig, mens Winston Churchill drak og vandt.

I Danmark trådte loven om røgfri miljøer i kraft 15. august 2007.

Den indebærer blandt andet rygeforbud på indendørs arbejdspladser og et generelt rygeforbud i indendørs lokaliteter, hvor offentligheden har adgang.

Arbejdsgivere eller restauratører kan straffes med en bøde ved overtrædelse af loven. Første gang en bøde på 2000 kroner, anden gang 5000 kroner og tredje gang 10.000 kroner.

Udskænkningssteder med et serveringsareal på under 40 kvadratmeter er dog undtaget.

/ritzau/

 

Havisen ved Antarktis skrumper til rekordlavt niveau

Mængden af havis omkring Antarktis er normalt på sit laveste i slutningen af februar.

Men aldrig tidligere har der været så lidt is omkring det kolde kontinent, som der er lige nu.

Det viser en række nye satellitbilleder fra USA's officielle polarcenter (NSIDC) tirsdag.

Mandag den 13. februar var der ifølge NSIDC 2,287 millioner kvadratkilometer havis.

Det er en smule lavere end den tidligere bundrekord fra 1997, hvor der blev målt et areal på 2,290 millioner kvadratkilometer.

I årevis har isen ved Antarktis ellers modstået den store afsmeltning, som man har set ved Nordpolen og andre steder. En afsmeltning, der af førende klimaforskere kædes sammen med menneskeskabt global opvarmning.

Det er højsommer på Jordens sydlige halvkugle i februar, og i løbet af efteråret vil den tiltagende kulde fryse stadig større dele af havet til is.

Man har målt havisens udbredelse omkring Antarktis siden 1979.

Klimaskeptikere har i årevis peget på Antarktis som argument for, at den globale opvarmning ikke var så alvorlig for klimaet, som mange har gjort den til.

- Vi har altid betragtet Antarkis som en hvilende kæmpe. Men den kæmpe er måske begyndt at røre på sig nu, siger Mark Serreze, direktør for NSIDC.

I 2016 steg den globale gennemsnitstemperatur til et rekordhøjt niveau for tredje år i træk.

Ved Nordpolen er havisens udbredelse på sit mindste niveau for midt-februar.

Samlet set er der omkring to millioner kvadratkilometer mindre havis på Jorden i år end gennemsnittet i perioden 1981-2010.

/ritzau/Reuters

 

Sydkorea: Drab på Jong-uns bror vidner om styrets brutalitet

Nordkoreansk leders halvbror meldes snigmyrdet i Malaysia. Sydkorea følger situationen tæt.

Hvis det bliver bekræftet, at den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror er blevet snigmyrdet af nordkoreanske agenter, så er det et tydeligt bevis på regimets brutalitet.

Det siger Sydkoreas fungerende premierminister, Hwang Kyo-ahn, onsdag ifølge AFP.

- Hvis det bliver bekræftet, så er drabet på Kim Jong-nam et eksempel, der illustrerer det nordkoreanske regimes brutalitet og umenneskelighed, siger Hwang Kyo-ahn efter et møde i det nationale sikkerhedsråd i Sydkorea.

- Vi tager denne episode meget alvorligt, og vi holder et vågent øje med Nordkorea, tilføjer premierministeren.

Politiet i Malaysia bekræftede tirsdag, at Kim Jong-nam døde på vej til hospitalet fra lufthavnen i Kuala Lumpur.

En talsmand fra den sydkoreanske regering bekræfter onsdag, at den nordkoreanske leders halvbror er blevet dræbt.

Ifølge forlydender i de sydkoreanske medier var han blevet forgiftet af nålestik i lufthavnen af to kvindelige nordkoreanske agenter.

Ifølge myndighederne i Malaysia var Kim Jong-nam på vej til Macau, der er kendt for sine mange kasinoer.

Kim Jong-nam var i Nordkorea kendt for at bruge en stor del af sin tid uden for landet. Han har tidligere udtalt sig kritisk om sin families kontrol over det isolerede kommunistiske styre.

Kim Jong-un og Kim Jong-nam er begge sønner af den tidligere nordkoreanske leder Kim Jong-il, som døde i 2011.

/ritzau/

 

Trump regner med at udpege ny sikkerhedsrådgiver denne uge

USA's præsident, Donald Trump, regner med at udpege en ny national sikkerhedsrådgiver i slutningen af ugen.

Det oplyser en talsmand i Det Hvide Hus ifølge Reuters.

Natten til tirsdag dansk tid trådte Michael Flynn tilbage fra jobbet som national sikkerhedsrådgiver.

Flynn begrundede sin beslutning med, at han havde vildledt Trumps administration om indholdet i samtaler, han havde i slutningen af december med Ruslands ambassadør i USA.

Kort tid efter fratrædelsen blev den pensionerede general Keith Kellogg udpeget som midlertidig afløser for Flynn, som kun holdt 23 dage i jobbet.

Keith Kellogg nævnes af nyhedsbureauet AFP som en mulig kandidat til topposten på permanent basis.

Den 72-årige pensionerede general har en lang karriere i militæret bag sig. Han har blandt andet gjort tjeneste i Vietnam og Irak.

Efter militærtiden blev han i 2003 sikkerhedskonsulent for softwareselskabet Oracle. I begyndelsen af 2016 blev han en del af Trumps stab som rådgiver i militær- og udenrigspolitiske spørgsmål.

En anden mulig kandidat til posten er ifølge AFP den tidligere admiral Robert Harward.

Harward har en fortid hos eliteenheden Navy Seals - flådens specialstyrker. Blandt andet som leder af den gruppe, der er specialiseret i operationer i Mellemøsten. Det taler til hans fordel, at han har et godt forhold til forsvarsminister James Mattis.

I 2003 var han medlem af Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus under præsident George W. Bush.

Siden 2013 har han været våbenproducenten Lockheed Martins repræsentant i De Forenede Arabiske Emirater.

David Petraeus er den måske mest kendte af AFP's tre bud. Den 64-årige pensionerede general blev i 2011 af daværende præsident Barack Obama udnævnt som direktør for efterretningstjenesten CIA.

Efter et år på posten blev han tvunget til at træde tilbage på grund af en affære med en tidligere kvindelig officer, som havde skrevet hans biografi og i den forbindelse fået adgang til tophemmelige informationer.

/ritzau/

Fransk politi sigter tre for planlægning af terrorangreb

To mænd og en 16-årig pige blev tirsdag sigtet i det sydlige Frankrig mistænkt for at stå bag planlægningen af et nært forestående terrorangreb, oplyser retskilder.

De to mænd på henholdsvis 20 og 33 år blev sammen med teenagepigen anholdt i kystbyen Montpellier fredag.

De er sigtet for at have "tilknytning til en kriminel terrorvirksomhed".

Den 20-årige mand blev sammen med sin 16-årige kæreste også sigtet for at fremstille sprængstoffer i en organiseret gruppe.

Sagen blev efterforsket af en særlig antiterrorenhed, oplyser kilder med kendskab til sagen.

Efterforskere blev opmærksom på de tre sigtede, da de for flere uger siden benyttede sig af et særligt krypteret meddelelsessystem, der er udbredt blandt jihadister.

Politiet slog til fredag, efter at den 16-årige pige havde svoret troskab til den militante bevægelse Islamisk Stat på en video lagt ud på de sociale medier.

Forinden anholdelserne havde den 16-årige pige og hendes kæreste købt acetone og brintoverilte, der kan bruges til at fremstille hjemmelavede sprængstoffer.

Da politiet rykkede ind i lejligheden i det nordlige Montpellier, blev der beslaglagt 71 gram TATP-sprængstof.

- De var ved at forberede et nært forestående terrorangreb, sagde Frankrigs indenrigsminister, Bruno Le Roux, mandag.

Beslaglæggelser af computere og telefoner i lejligheder tyder på, at de sigtede muligvis havde udset sig Eiffel-tårnet i Paris som et mål.

Dog er der "på dette tidspunkt intet, der peger i retningen af et tydeligt defineret mål", siger en kilde tæt på sagen.

Politiets mistanke går på, at den 16-årige pige skulle flygte til det irakisk-syriske område, inden hendes 20-årige kæreste ville udføre et selvmordsangreb.

Den 20-årige sigtede var i perioden fra december 2015 til december 2016 placeret i husarrest i sin fars hjem i Ardennerne, efter at han havde forsøgt at rejse til Syrien, oplyser kilder med kendskab til sagen.

/ritzau/AFP