Mens du sov: Hjemmelavet bombe fundet på eksklusiv adresse i Paris

Beboer fandt gasbeholdere forbundet til mobiltelefon i indgangsparti til ejendom i velhaverkvarter i Paris.

Beboer i et velhavende kvarter i Paris har fundet gasbeholdere forbundet til en mobiltelefon liggende i indgangspartiet. Sagen efterforskes nu som en terrorsag. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUDOVIC MARIN

Fund af en hjemmelavet bombe i en etageejendom i Paris i weekenden efterforskes af anklagemyndigheden i den franske hovedstad som en mulig terrorsag.

Fem personer er anholdt, oplyser kilder med kendskab til sagen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En beboer i kvarteret Porte d'Auteuil i det ekstremt dyre 16. arrondissement alarmerede tidligt lørdag morgen politiet, efter at han havde fundet to beholdere fyldt med gas i indgangspartiet til den ejendom, hvor han bor.

En mobiltelefon var forbundet til de to beholdere, der lå inde i bygningen, oplyser kilderne. Politiets umiddelbare indtryk var, at mobiltelefonen skulle fungere som detonator.

Politiet fandt to andre gasbeholdere på fortovet uden for ejendommen.

Der er ingen oplysninger om de fem tilbageholdte personer. Sigtelserne mod dem kendes heller ikke.

Beredskabet er fortsat højt i Frankrig, som siden begyndelsen af 2015 er blevet ramt af flere angreb udført af jihadister.

Det seneste fandt sted søndag i Marseille, da en mand foran byens hovedbanegård stak to kvinder ihjel med en kniv og blev hørt råbe "allahu akbar" (Gud er størst, red.).

Han blev skudt og dræbt af franske soldater, der som konsekvens af det forhøjede beredskab patruljerede ved banegården.

Knivdrabene bringer antallet af ofre i Frankrig for den slags angreb op på 241 ifølge AFP.

Frankrigs indenrigsminister, Gérard Collomb, oplyste i september, at 12 planlagte angreb er blevet forpurret siden begyndelsen af 2017.

Gasflasker er før blevet anvendt til at udløse eksplosioner.

I kølvandet af et angreb med en varevogn i Barcelona i august konkluderede spansk politi, at gerningsmændene sandsynligvis havde planlagt et endnu voldsommere anslag.

Angiveligt ved at bringe gasbeholdere til sprængning.

Men gasflaskerne eksploderede mellem hænderne på nogle af de formodede bagmænd i et hus i en mindre by uden for Barcelona.

Islamisk Stat påtog sig skylden for angrebet i Barcelona, hvor adskillige personer blev dræbt efter at være blevet ramt af en varebil.

/ritzau/

USA vil have Cuba til at nedbringe antallet af medarbejdere på ambassade i Washington. Her ses det cubanske flag foran ambassaden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carlos Barria.

USA vil beordre Cuba til at trække diplomater hjem

Den amerikanske regering vil beordre Cuba til at reducere antallet af medarbejdere på sin ambassade i Washington D.C.

Det oplyser kilder i Kongressen til nyhedsbureauerne AP og Reuters.

Udenrigsministeriet forventes at offentliggøre beslutningen allerede tirsdag, siger kilderne.

De understreger over for AP, at formålet ikke er straffe Cuba, men derimod sikre, at begge lande har nogenlunde det samme antal diplomater i hinandens hovedstæder.

Det vil indebære, at over halvdelen af de cubanske diplomater må vende hjem.

Hvis Cubas regering afviser af efterkomme anmodningen, vil USA udvise diplomaterne, siger kilderne til AP.

USA meddelte for nylig, at det trækker ansatte og familiemedlemmer til disse hjem fra ambassaden i Havana.

Reduktionen i bemandingen sker som reaktion på hændelser, som har skadet diplomaters helbred.

Flere af ambassadens ansatte har på uforklarlig vis mistet hørelsen, fået hjernerystelser eller oplevet kvalme og hovedpine.

Amerikanerne vil dog opretholde de diplomatiske forbindelser til Cuba, fastslog udenrigsminister Rex Tillerson tidligere.

- Vi fastholder de diplomatiske bånd til Cuba, og vores arbejde i Cuba fortsætter i USA's nationale sikkerheds- og udenrigspolitiske interesse, sagde han.

Den cubanske regering har afvist at være involveret i de mystiske angreb.

Få år efter revolutionen i Cuba i slutningen af 1950'erne afbrød USA og Cuba de diplomatiske forbindelser.

De blev først genetableret i juli 2015 på initiativ af den daværende amerikanske præsident, Barack Obama.

/ritzau/

Familiemedlemmer oplyser ifølge AFP, at rocklegenden Tom Petty er afgået ved døden. Han blev 66 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCY NICHOLSON.

Rocklegenden Tom Petty er død 66 år gammel

Den amerikanske musiker Tom Petty er afgået ved døden. Det bekræfter hans familie ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den 66-årige sanger blev søndag aften indlagt på UCLA Santa Monica Hospital, efter at han blev fundet bevidstløs med hjertestop i sit hjem i Malibu. Det skriver TMZ.

Efter ankomst til hospitalet blev han lagt i koma, før han altså afgik ved døden.

Thomas Earl Petty blev født i Gainesville i Florida 20. oktober 1950.

Han er tredobbelt Grammy Award-vinder og blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2002.

Han er forsanger i bandet Tom Petty and the Heartbreakers, der blev dannet i 1976. I 1988 var han med til at stifte bandet Traveling Wilburys.

Tom Petty and the Heartbreakers blev færdige med deres sommer-tour i sidste uge. Mandag 25. september spillede de deres sidste koncert i touren. Det var i Hollywood Bowl i Los Angeles.

Turen markerede 40-året for bandet.

Han er især kendt for hitnumrene "American Girl", "Free Fallin" og "Into the Great Wide Open".

/ritzau/

Der tændes lys efter angrebet i Las Vegas søndag aften, hvor 59 mennesker blev dræbt og over 500 såret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Drew Angerer.

Masseskyderi i Las Vegas vækker våbendebatten i splittet USA

Demokrater i Kongressen vil se handling, men Republikanerne vil end ikke debattere en strammere våbenlov.

Det blodige angreb i Las Vegas, hvor en mand søndag dræbte mindst 59 mennesker og sårede over 500, har igen vækket våbendebatten i USA.

Det bliver betegnet som det blodigste masseskyderi i USA's historie. Efterfølgende er der fundet mindst 42 våben, som menes at tilhøre gerningsmanden.

Særligt Demokraterne forlanger igen, at våbenlovgivningen bliver strammet.

- Kongressen må nu stemme for lovgivning, der sikrer vores borgere. Og det kan vi gøre ved at lave love, der forhindrer, at våben falder i de forkerte hænder, siger demokrat og mindretalsleder i Senatet Chuck Schumer.

Senator Chris Murphy, der også er demokrat, siger, at det er på tide, at Kongressen "letter røven og gør noget".

Men som altid er våbenkontrol noget, der deler amerikanerne på midten.

Republikanerne arbejder for tiden på at lempe våbenloven på flere punkter - blandt andet vil de gøre det nemmere at købe lyddæmpere til skydevåben.

Republikanerne har flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet, Kongressens to kamre.

Tilhængerne af en lempelig våbenlov har også en allieret i Det Hvide Hus, hvor præsident Donald Trump flere gange har gjort det klart, at han er imod en strammere våbenlov.

I modsætning til sin forgænger, Barack Obama, har Donald Trump ikke brugt en skudepisode til at appellere til politisk handling.

Sarah Huckerbee Sanders, der er talsmand for Det Hvide Hus, siger, at det "ikke er tid til at tage en politisk debat".

Men det er den tidligere demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton umiddelbart ikke enig i.

Hun tweetede mandag, at folkemængden i Las Vegas flygtede fra lyden af skud. Hun langer ud efter våbenorganisationen NRA, der støtter forslaget om at gøre lyddæmpere mere tilgængelige.

- Tænk på hvad drabstallet havde været, hvis skytten havde brugt en lyddæmper, som NRA vil gøre det nemmere at få fat i, skrev Clinton.

/ritzau/