Mens du sov: De fire kvindelige demokrater svarer igen på Trumps angreb

På en pressekonference skiftedes de fire kongresmedlemmer Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ilhan Omar fra Minnesota, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan til at kommentere Trumps kontroversielle udtalelser.

Foto: ERIN SCOTT

​Fire kvindelige demokrater svarer igen på Trumps angreb

Alexandria Ocasio-Cortez, Ilhan Omar, Ayanna Pressley og Rashida Tlaib kommenterer alle Donald Trumps angreb.

De fire kvindelige, demokratiske kongresmedlemmer, der har været genstand for angreb fra USA's præsident, Donald Trump, svarer igen.

På en pressekonference skiftedes de fire kongresmedlemmer Alexandria Ocasio-Cortez fra New York, Ilhan Omar fra Minnesota, Ayanna Pressley fra Massachusetts og Rashida Tlaib fra Michigan til at kommentere Trumps kontroversielle udtalelser.

»Svage hjerner og ledere udfordrer vores loyalitet til vores land for at undgå at debattere politikken,« siger Ocasio-Cortez til pressekonferencen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Dette er agendaen for hvide nationalister. Det er lige meget, om det sker i chatfora, på national tv eller som nu i Det Hvide Hus' have,« siger Ilhan Omar til pressekonferencen ifølge det amerikanske medie CNN.

Søndag skrev Trump på Twitter, at »progressive, kvindelige, demokratiske kongresmedlemmer, der oprindeligt kommer fra lande, hvis regering er en katastrofe, burde tage hjem og ændre det.«

Trump nævnte ikke, hvilke fire der var tale om, men de amerikanske medier mener, at der er tale om de fire førnævnte kvinder.

Af de fire kvinder er det kun Ilhan Omar, som er født uden for USA. Hun ankom til Minneapolis i 1997 som flygtning fra Somalia.

De øvrige tre er født i USA. Ayanna Pressley er afrikansk-amerikaner, Rashida Tlaib er datter af palæstinensiske indvandrere, og Alexandria Ocasio-Cortez' forældre har begge puertoricansk baggrund.

»Han personificerer ikke den ynde, empati, medfølelse eller integritet, som det kræver at sidde i præsidentstolen, og som det amerikanske folk fortjener,« siger Ayanna Pressley til konferencen ifølge CNN.

»Vi kan ikke tillade, at præsidentens hadefulde handlinger distraherer os fra det kritiske arbejde, det er at holde Trump-administrationen ansvarlig for de inhumane forhold, der er ved grænsen,« siger Rashida Tlaib.

Trumps udtalelser har skabt massiv kritik og forargelse, men trods kritikken forsvarede Trump sine tweets mandag.

»Hvis man hader sit land og man ikke er glad her, kan man rejse,« lød det fra præsidenten til et møde i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet AP.

»Man kan rejse lige med det samme. Jeg aner ikke, hvem der skulle savne dem.«

Trump udtalte også, at han ikke ser udtalelserne som racistiske.

»Det (kritikken, red.) påvirker mig ikke, fordi mange er enige med mig,« sagde Trump.

Mange af de demokratiske præsidentkandidater har taget afstand fra Trumps bemærkninger.

» Lad os være helt på det rene med, hvad denne afskyelige kommentar er: et racistisk og fremmedfjendsk angreb på demokratiske, kvindelige kongresmedlemmer,« skriver senator Elizabeth Warren på Twitter.

Den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, siger mandag, at hun vil sætte en resolution til afstemning i kammeret, der fordømmer Trumps tweet.

Ifølge Pelosi er Trump »gået under sin egen lave standard ved at bruge modbydeligt sprog om kongresmedlemmer«.

Flere republikanere har også taget afstand fra præsidentens udtalelser. Senator Susan Collins opfordrer Trump til at slette Twitter-angrebet fra søndag. Collins betegner det som »langt over stregen«.

/ritzau/

Israel fordømmer EU's forsøg på at redde atomaftale med Iran

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kritiserer EU for at underkende atomfare fra Iran.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kritiserer EU for at prøve at redde atomaftalen med Iran.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

»Det virker som om, at der er nogle i Europa, som ikke vil vågne, før atommissiler fra Iran lander på europæisk jord. Men så vil det være for sent,« siger Netanyahu i en video, som han mandag har lagt ud på Twitter.

Hans kommentar kommer, efter at EU's udenrigsministre mandag på et i møde Bruxelles drøftede Irans brud på aftalen. Iran meddelte for nylig, at det har beriget uran i højere grad, end det er fastsat i aftalen.

EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, sagde mandag, at den øgede berigelse er reversibel, og at de andre parter i aftalen ikke anser det som et »betydeligt« brud på aftalen.

Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), sagde inden mødet, at det er afgørende at sende »et stærkt signal« til Iran om at overholde dets forpligtelser.

»Det vil være en kæmpe trussel mod fred og sikkerhed. Det vil være en trussel mod ikke bare os, men hele regionen,« sagde han.

Atomaftalen fra 2015 stiller Iran økonomiske fordele i sigte. Blandt andet i kraft af lempede sanktioner.

Men i foråret 2018 trak præsident Donald Trump USA ud af atomaftalen og genindførte skrappe økonomiske sanktioner mod Iran.

Iran, som indgik aftalen med EU og de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, mener ikke, at det har fået de økonomiske lettelser, som landet blev stillet i udsigt til gengæld for at skrive under på aftalen.

I sidste uge advarede Benjamin Netanyahu om, at israelske kampfly kan slå til »over alt i Mellemøsten, inklusive Iran«.

Netanyahu har konsekvent været modstander af atomaftalen, og han opfordrede i sin tid Donald Trump til at trække USA ud af den.

/ritzau/

Kina truer med sanktioner mod USA for våbensalg til Taiwan

USA har i sidste uge godkendt et milliardsalg af våben til Taiwan. Det får konsekvenser, advarer Kina.

Kinas regering og kinesiske virksomheder vil bryde alle handelsforbindelse med amerikanske virksomheder, der sælger våben til Taiwan.

Det oplyste det kinesiske udenrigsministerium i mandag.

Ministeriet afviste at komme med yderligere detaljer om sanktionerne, som formentligt vil forværre det allerede anspændte forhold mellem Kina og USA.

I sidste uge godkendte det amerikanske udenrigsministerium et våbensalg for milliarder af dollar til Taiwan.

Det mulige salg blev ikke taget godt imod i Kina, der allerede forud for godkendelsen havde udtrykt »dyb bekymring« over det.

Mandag lød det så fra Geng Shuang, der er talsmand for Kinas udenrigsministerium, at våbensalget vil bryde internationale regler og skade Kinas suverænitet.

»Kinas regering og kinesiske virksomheder vil ikke samarbejde med eller have handelsforbindelser med disse amerikanske virksomheder,« sagde han på en pressekonference.

»Jeg kan ikke komme med nærmere detaljer lige nu. Men tro mig, det kinesiske folk står altid ved deres ord.«

Kina betragter Taiwan som en kinesisk provins, men Taiwan har de facto været uafhængigt, siden den nationalistiske hær måtte flygte fra kommunisterne. De fordrevne slog sig ned i Taiwan i 1949.

Kina lagt et øget diplomatisk, økonomisk og militært pres på Taiwan.

Gentagne gange har Kina desuden sendt militære fly og skibe ind på Taiwans territorie i de seneste år, ligesom at Kina har arbejdet på at isolere landet internationalt.

Et stigende antal lande har som følge af det kinesiske pres afskåret de diplomatiske forbindelser til Taiwan til fordel for Kina.

USA har heller ingen diplomatiske forbindelser med Taiwan, men er den største eksportør af våben til landet og Taiwans mest magtfulde internationale støtte.

Kina har flere gange beskrevet Taiwan, som det mest betændte anliggende i forholdet mellem USA og Kina.

Forholdet mellem de to økonomiske stormagter er dog også anspændt på grund af den igangværende handelsstrid mellem dem.

/ritzau/Reuters