Mens du sov: Dansk efterkrigsfilm er et skridt tættere på en Oscar-nominering

Berlingske giver dig overblikket over nattens udenlandske nyheder, hvor den amerikanske udenrigsminister kalder situationen i Aleppo for en massakre, hvor den græske premierminister ønsker at uddele en julebonus til landets pensionister på trods af dyb gæld, og hvor den danske film »Under sandet« nærmer sig en Oscar-nominering.

»Under sandet« er Danmarks bud på en Oscar i kategorien »Bedste udenlandske film«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gordon Timpen, Christian Geisnæs, Henrik Petit

Den amerikanske avis Indianapolis Star beretter om omfattende misbrug af gymnaster i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: BEN STANSALL.

Avis: Mindst 368 gymnaster seksuelt misbrugt i USA

Ifølge artikler i Indianapolis Star har seksuelt misbrug af amerikanske gymnaster nærmest flydt over i 20 år.

Seksuelt misbrug af en ung gymnast er i gennemsnit foregået hver 20. dag de seneste 20 år - mindst.

Det skriver avisen Indianapolis Start torsdag ifølge AFP.

Avisen har researchet emnet i ni måneder og skriver, at ingen ved præcis, hvor mange episoder med seksuelt misbrug af unge gymnaster, der er foregået.

Indianapolis Star har i sin efterforskning kendskab til mindst 368 tilfælde, hvor unge gymnaster anklager enten en træner eller andre voksne i gymnastikverdenen i USA for seksuelt misbrug.

Avisen beretter, at mange af de vokse personer, som anklages, uhindret har kunnet skifte arbejdsplads fra det ene til det andet gymnastikcenter, som havde et certifikat fra USA Gymnastics.

I det hele taget beskriver artiklerne, at USA Gymnastics, som er en af USA's prominente olympiske organisationer, angiveligt har svigtet i en lang række tilfælde.

Ifølge avisen har ledere i USA Cymnastics enten undladt at advare politiet om en konkret viden og mistanke eller leveret et alt for slapt tilsyn i flere tilfælde.

- Intet er vigtigere for USA Gymnastics, bestyrelsen og administrerende direktør Steve Penny end at beskytte atleter, hvilket kræver vedvarende årvågenhed af alle - trænere, atleter, forældre og ledere.

- Vi er kede af det, når en hvilken som helst atlet er blevet skadet i løbet af hans eller hendes gymnastikkarriere, lyder det i en meddelelse fra USA Gymnastics som en reaktion på artiklerne i Indianapolis Stars.

Avisen har tidligere beskrevet problemerne i amerikansk gymnastik og beretter, at i 12 tilfælde er gymnaster, trænere, centerejere eller andre blevet mødt med tavshed, når de har indberettet deres viden om sager med misbrug.

Artiklerne kommer efter retssager i år, hvor en tidligere doktor fra USA Gymnastics er anklaget for seksuelt misbrug af to tidligere gymnaster.

/ritzau/

Roland Møller får luft for sin vrede som den danske sergent Carl Leopold i Martin Zandvliets »Under Sandet«. Foto: Henrik Petit Fold sammen
Læs mere

Dansk efterkrigsdrama nærmer sig Oscar-nominering

Filmen "Under sandet" er en ud af ni film, der kæmper om en Oscar-nominering for årets udenlandske film.

Den danske film "Under sandet" er nået et skridt videre i kapløbet om at blive nomineret til prisen for årets bedste udenlandske film ved Oscar-uddelingen til februar.

Filmen blev i september udpeget som Danmarks bud i kategorien, hvor der i alt er blevet indstillet 85 udenlandske film.

Nu er der kun ni tilbage i feltet, og "Under sandet" er altså en af dem. Det oplyser organisationen bag Oscar-uddelingen i en pressemeddelelse.

Fem film vil blive nomineret til en Oscar for årets bedste udenlandske film, og det endelige felt vil blive annonceret 24. januar.

"Under sandet", der er instrueret af Martin Zandvliet, er oppe mod film fra Australien, Tyskland, Iran, Norge, Rusland, Sverige, Canada og Schweiz.

Nyheden kommer sandsynligvis på et godt tidspunkt for holdet bag "Under sandet", efter at filmen gik glip af en nominering ved den kommende Golden Globe-prisuddeling.

Tidligere på året gik "Under sandet" også glip af en statuette, da Norges "Louder Than Bombs" løb med sejren, da Nordisk Råds filmpris blev uddelt.

Den populære og anmelderroste film "Under sandet" foregår efter Tysklands kapitulation i maj 1945.

Her bliver en gruppe unge, tyske krigsfanger udleveret til de danske myndigheder og sendt til Vestkysten, hvor de beordres til at fjerne over to millioner miner.

Filmen er blevet hædret med en Bodil-pris for årets bedste film og en Robert for årets spillefilm.

Den danske film får dog hård konkurrence, når de sidste fire film skal sorteres fra før Oscar-uddelingen.

I feltet befinder sig blandt andet den tyske komedie Toni Erdmann, der netop er blevet nomineret til en Golden Globe.

Blandt favoritterne i kategorien nævnes også den iranske "The Salesman" og den canadiske "It's Only the End of the World", der løb med den næstfineste pris under filmfestivalen i Cannes, Grand Prix.

Oscar-uddelingen finder sted 26. februar i Dolby Theatre i Hollywood.

/ritzau/

Grækenlands premierminister Alexis Tsipras vil give julebonus til pensionister, selvom landet er i dyb gæld. Angela Merkel er skeptisk. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALAIN JOCARD.

Grækenlands julebonus til pensionister bekymrer Merkel

Græsk premierminister skal forsvare, hvorfor han vil give pensionister julebonus, når landet er i dyb gæld.

Den græske premierminister Alexis Tsipras skal fredag forsvare over for Tysklands forbundskansler Angela Merkel, hvorfor han vil give de fattigste græske pensionister en stor milliardbonus, når landet er i dyb gæld.

Selvom Eurolandenes finansministre har besluttet, at tiltag for at lette den græske gæld skal sættes i bero som konsekvens af Grækenlands beslutninger, holder Tsipras alligevel fast i sin julebonus.

Det siger han på et topmøde i Bruxelles torsdag.

- I er nødt til at respektere det græske folk, og hvor meget de har ofret de seneste syv år for Europas skyld, siger han.

Bonussen til de fattige pensionister løber op i 617 millioner euro (4,5 milliarder kroner).

Men den store bonus bekymrer Angela Merkel, som leder et af de EU-lande, der har lånt Grækenland mange penge.

- Hvad angår de græske beslutninger, er der en igangværende kritisk diskussion, siger hun.

Fredag mødes hun med Alexis Tsipras, hvor emnet er på dagsordenen.

Men Merkel siger, at hun ikke vil gå direkte ind i diskussioner om den græske gældslettelse.

Et andet land i Eurogruppen, som er kommet Grækenland til undsætning i gældskrisen, er Frankrig.

Den franske præsident François Hollande siger dog, at man ikke kan forhindre Grækenland i et tage selvstændige beslutninger.

- Jeg må insistere på, at man behandler Grækenland med respekt, siger han.

Grækenlands gæld er tæt på 315 milliarder euro. Det svarer til 2360 milliarder kroner og udgør omkring 180 procent af det græske bruttonationalprodukt.

/ritzau/

Der er absolut intet, der kan retfærdiggøre den tilfældige og barbariske brutalitet, som civile er blevet udsat for af regimet i Syrien, mener den amerikanske udenrigsminister, John Kerry. Fold sammen
Læs mere
Foto: GARY CAMERON.

Kerry beskylder Assads regering for "massakre" i Aleppo

Intet kan retfærdiggøre brutaliteten i Aleppo, siger USA's udenrigsminister, som kalder det en massakre.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, beskylder den syriske præsident Bashar al-Assads regering for at stå bag "intet mindre end en massakre" i Aleppo.

- Der er absolut intet, der kan retfærdiggøre den tilfældige og barbariske brutalitet, som civile er blevet udsat for af regimet og dets allierede fra Rusland og Iran i løbet af de seneste uger - eller nærmere i løbet af de seneste fem år.

- Vi oplever en sekterisk lidenskab blive sluppet løs, siger John Kerry på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Assads regime er ved at udføre intet mindre end en massakre, tilføjer han.

Samtidig opfordrer John Kerry det internationale samfund til at lægge pres på alle parter for at afslutte krigen.

Tidligere og nuværende diplomater oplyser ifølge Reuters, at John Kerry har meget lidt indflydelse på at kunne påvirke situationen i Syrien.

Det skyldes blandt andet præsident Barack Obamas manglende vilje til at inddrage USA mere end højst nødvendigt i krigen i Syrien.

I de seneste dage har Kerry da også offentligt givet udtryk for sin frustration over den fuldstændige diplomatiske fiasko i bestræbelserne på at standse kamphandlingerne i Syrien. Det skriver Reuters.

Ifølge Røde Kors, der hjælper med evakueringen, er mindst 3000 civile i løbet af torsdagen sluppet ud fra Aleppos østlige del.

Der er forskellige meldinger om, hvor mange personer der egentlig er tilbage i den østlige del af byen.

Ifølge FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, befinder der sig fortsat op mod 50.000 civile i området. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

På et topmøde i Bruxelles torsdag opfordrede EU's 28 stats- og regeringschefer til øjeblikkelig våbenhvile, adgang for humanitær bistand og FN-sikret fri passage.

På samme møde gjorde Aleppos borgmester, Brita Hagi Hasan, det dog klart, at de civile i den krigshægede by ikke har brug for flere tomme løfter:

- Vi venter på handlinger - ikke på flere ord, sagde han efterfølgende.

- Det internationale samfunds tavshed har fået mig til at græde på grund af kvinderne og børnenes tårer.

/ritzau/