Mens du sov: Amerikansk familie overlever i junglen på flugt fra pirater

Et skyderi i en Walmart har foreløbigt kostet tre personer livet uden for Denver, Colorado. Den formodede angrebsmand i New York havde angiveligt på forhånd planlagt at dræbe så mange mennesker som muligt til halloween. Og så har en amerikansk familie overlevet i junglen på flugt fra pirater. Få overblik over nattens nyheder her.

Adam og Emily Harteau og deres to små døtre forsvandt søndag, da flodpirater angreb deres båd på Amazonfloden. Her ses familien med brasilianske sikkerhedsfolk 1. november November 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: SEGUP HANDOUT

Tre personer dræbt under skyderi i Walmart ved Denver

Mindst tre personer er dræbt, efter at en person onsdag åbnede ild i en Walmart-butik i en forstad til byen Denver. De tre ofre er henholdsvis to mænd og en kvinde.

Det oplyser det lokale politi på Twitter.

Politiet i byen Thornton i delstaten Colorado har ikke gjort det klart, om en angrebsmand er blevet anholdt.

Politiet skrev dog på Twitter efter skyderiet, at situationen "ikke er en situation med en aktiv attentatmand".

Både ambulancer og politibiler var onsdag talrigt til stede uden for den pågældende Walmart.

Thornton ligger omkring 16 kilometer nordøst for Denver. Det er en by med 120.000 indbyggere.

- Flere personer er nede. Vi forsøger stadig at finde ud af, hvad deres tilstand er, sagde betjent Victor Avila fra politiet i Thornton kort efter skyderiet.

Avila sagde videre, at politiet blev kaldt ud til butikken omkring klokken 18.30. Skyderiet var stoppet, da den første betjent ankom til stedet.

Den lokale tv-station 9NEWS rapporterer, at en kvinde, hvis søn var i Walmart, har fortalt hende, at han hørte omkring 30 skud, mens han var i butikken.

44-årige Aaron Stephens, en kunde i Walmart, siger til Reuters, at han var inde i butikken og i gang med at betale for sine grøntsager, da han hørte skud og lyden af kugler, der rikochetterede.

- De ansatte begyndte at skrige, og det samme gjorde kunderne. Jeg løb også, fordi jeg ikke ville skydes, siger han.

Ifølge nyhedsbureauet AP får det lokale politi hjælp af specialagenter fra det føderale bureau for alkohol, tobak, våben og sprængstoffer (ATF).

/ritzau/

Sayfullo Saipov havde angiveligt på forhånd planlagt at dræbe så mange mennesker som muligt til halloween. Fold sammen
Læs mere
Foto: JANE ROSENBERG.

Formodet angrebsmand i New York: Drab føltes godt

Den formodede gerningsmand bag et angreb i New York tirsdag eftermiddag Sayfullo Saipov erkender, at han handlede på vegne af den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

Samtidig fortæller han, at det "føltes godt" at udføre drabene.

Det kom frem under et retsmøde på Manhattan i New York onsdag, hvor den 29-årige usbeker deltog siddende i en kørestol. Her blev han beordret varetægtsfængslet.

Sayfullo Saipov er sigtet for med fuldt overlæg at køre ind i flere mennesker nær World Trade Center på Manhattan og herved dræbe otte og såre 12.

Den 29-årige blev anholdt, efter han blev skudt i maven af politiet.

Han er sigtet for vold, ødelæggelse af motorkøretøjer og for at støtte en terrorgruppe.

Ifølge anklagemyndigheden begyndte Sayfullo Saipov allerede at planlægge angrebet for over et år siden. Så sent som for to måneder siden besluttede han sig angiveligt for at bruge en varevogn til at dræbe så mange mennesker som muligt under halloween-festlighederne 31. oktober.

- Saipov begik dette angreb til støtte for Isis, siger anklager Joon Kim, der bruger en anden forkortelse for Islamisk Stat.

/ritzau/AFP

Amerikansk forbundspoliti har fundet en anden usbeker, der var eftersøgt efter mandagens angreb i New York. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT.

Formodet angrebsmand kontaktede to folk før New York-angreb

Det amerikanske forbundspoliti FBI har onsdag afblæst efterlysningen af en 32-årig usbekisk mand ved navn Mukhammadzoir Kadirov, kort efter at den var blevet offentliggjort.

- Vi har fundet ham, mere har jeg ikke at sige, siger FBI's Bill Sweeney på et ultrakort pressemøde.

Det står derfor ikke klart, hvilken forbindelse manden måtte have til tirsdagens bilangreb i New York, hvor otte mennesker mistede livet, og 11 blev såret.

En anonym kilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at den formodede gerningsmand, den 29-årige usbeker Sayfullo Saipov, havde været i kontakt med Kadirov og en tredje person inden angrebet tirsdag.

Sayfullo Saipov blev onsdag sigtet for at stå bag angrebet, hvor en varevogn kørte ind i flere mennesker nær World Trade Center.

Sayfullo Saipov blev mere præcist sigtet for at støtte en terrorgruppe, vold og ødelæggelse af motorkøretøjer.

Ifølge myndighederne kørte han varevognen ind over cykelstien med vilje og dræbte dermed de otte mennesker.

Den 29-årige blev anholdt, efter at han var blevet skudt i maven af politiet.

Den 29-årige usbeker, der blev skudt af politiet kort efter påkørslen tirsdag, er blevet opereret. Onsdag var han dog frisk nok til at blive stillet for en dommer.

Usbekeren deltog i retsmødet i en kørestol, med hænderne i håndjern og med lænker på fødderne. Her blev han beordret varetægtsfængslet.

Ifølge politiet har han indrømmet, at han er inspireret af Islamisk Stats videoer, og han skal have bedt om at få hængt organisationens flag op på sin hospitalsstue.

Efterforskere har også fundet en mobiltelefon blandt Saipovs ejendele, som indeholdt propaganda fra Islamisk Stat.

Han skal også have forklaret, at han valgte at køre ind i mennesker netop den 31. oktober, fordi det er halloween, og derfor ville der være flere mennesker på gaden.

Desuden havde han planlagt at fortsætte til Brooklyn Bridge for at ramme flere fodgængere, lyder det.

Det er også kommet frem, at den 29-årige skal have planlagt angrebet i flere uger.

Saipov har dog aldrig været genstand for en FBI-undersøgelse, har politiet oplyst.

/ritzau/AP

Amerikansk familie overlever i junglen på flugt fra pirater

Et amerikansk forældrepar fra Californien og deres to døtre er onsdag blevet fundet i live i den brasilianske jungle efter at have været savnet siden søndag.

Det oplyser det lokale politi ifølge The Wall Street Journal.

39-årige Adam og 36-årige Emily Harteau og deres døtre på tre og seks år forsvandt søndag, da flodpirater angreb deres båd i et deltaområde på Amazonfloden.

Piraterne tvang amerikanerne til at lægge båden til land, hvorefter de flygtede med deres ejendele.

Da politiet ankom til stedet, var amerikanerne væk.

Familiens talsmand, vennen Colby Guillory fra Los Angeles, fortæller, at familien formentlig besluttede sig for at søge ind i junglen for at slippe væk fra piraterne.

- Nu kender jeg Adam rigtig godt, og jeg ved, at han ville have sat sig for at redde sin familie, siger Colby Guillory, som endnu ikke selv har været i kontakt med familien, ifølge nyhedsbureauet AP.

- Lige nu ved vi bare, at familien forsvandt på et tidspunkt efter piratangrebet. Vi tror, at de hoppede over bord.

Imens fortæller Emily Harteaus far, Warren Brandle, til The Wall Street Journal, at meget tyder på, at forældrene hoppede i floden med deres to børn og flød med strømmen på deres to surfbrætter for at nå i sikkerhed.

Politiet i den nordlige brasilianske delstat Para oplyser, at familien efter omstændighederne har det godt bortset fra insektbid og mindre skrammer.

Adam og Emily Harteau rejste fra Californien i deres folkevognsrugbrød 22. oktober 2012 og har siden rejst rundt i Latinamerika. Deres Instagram-profil, Our Open Road, har flere end 121.000 følgere.

Antallet af piratangreb menes at være stigende på floderne i det nordlige Brasilien, der er et stort og sparsomt befolket område, hvor handlen med narko blomstrer.

I september blev den 43-årige brite Emma Kelty dræbt af en flodbande kaldet Ratos d'Água (vandrotterne, red.), mens hun sejlede i kajak på floden Solimões. Det oplyser politiet i delstaten Amazonas.

/ritzau/

Facebook fremviser imponerende regnskab og reagerer desuden på sag om russisk indblanding i USA's valg i 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Paul Marotta.

Facebook præsenterer stort overskud mens Rusland-sag ruller

Facebook har onsdag fremlagt et regnskab med et styrtende overskud, der overgår investorernes forventninger for tredje kvartal.

Dermed er selskabets aktier fortsat på et rekordhøjt niveau.

I det seneste kvartal, der sluttede 30. september, kunne Facebook fejre et overskud på hele 4,7 milliarder dollar. Det er en stigning på 79 procent i forhold til den samme periode sidste år.

Facebook kan især takke onlinereklamer for det store overskud.

Og netop reklamer på det sociale medie har været i fokus på det seneste.

Facebook er nemlig - sammen med Google og Twitter - under heftig beskydning for at have bragt vildledende, russiske reklamer på sin side i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Facebook har benyttet offentliggørelsen af sit regnskab til at kommentere på den verserende sag.

Her siger Facebooks øverste chef, Mark Zuckerberg, at selskabet investerer enorme beløb i at få etableret den bedst mulige sikkerhed.

- Vores fællesskab bliver ved med at vokse, og vores forretninger går godt. Men det betyder ingenting, hvis vores tjeneste bliver brugt på måder, der ikke bringer folk tættere på hinanden.

- Vi investerer så meget i sikkerhed, at det kommer til at gå ud over vores forretning. Men det er vigtigere at beskytte vores fællesskab end at øge vores overskud, lyder det fra Mark Zuckerberg.

Flere amerikanske senatorer langede tirsdag hårdt ud efter Facebook, Google og Twitter for ikke at have gjort nok for at forhindre russiske agenters forsøg på at påvirke amerikansk politik op til valget.

Det skete under en høring i Kongressen, hvor repræsentanter fra de tre internetgiganter skulle stå skoleret.

/ritzau/

Jerome Powell bliver torsdag udpeget som den nye chef i USA's centralbank, skriver The Wall Street Journal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joshua Roberts.

Medie: Trump udpeger Powell som ny chef for centralbanken

Ifølge finansmediet The Wall Street Journal vil USA's præsident, Donald Trump, torsdag udnævne 64-årige Jerome Powell som ny chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

Jerome Powell er blevet gjort opmærksom på den kommende udnævnelse, informerer en kilde til The Wall Street Journal.

Der har på forhånd været forlydender om, at Trump vil skifte ud på posten, der lige nu indtages af den 71-årige Janet Yellen. Yellen er den første kvindelige chef for forbundsbanken i USA's historie.

Hendes periode på fire år som bankchef udløber 3. februar i 2018.

Valget som ny chef har ifølge flere medier stået mellem Jerome Powell, der er medlem af bestyrelsen i Federal Reserve, og økonomen John Taylor.

Og nu ser det altså ud til, at valget falder på Powell.

Når han nomineres af Trump, skal han efterfølgende godkendes af Senatet.

Ifølge Mikael Milhøj, der er senioranalytiker hos Danske Bank, kommer valget af Powell ikke til at betyde store forandringer.

- Han er egentlig meget på linje med Yellen, hvad angår pengepolitikken, men qua hans republikanske baggrund, så er han nemmere at acceptere for republikanerne, siger han onsdag aften.

Powell har været medlem af forbundsbankens bestyrelse siden 25. maj 2012 og har i øvrigt en fortid som minister.

Han var viceminister i finansministeriet under præsident George H.W. Bush, som var amerikansk præsident fra 1989 til 1993.

Jerome Powell blev født i Washington D.C. i 1953. Han har læst samfundsvidenskab på Princeton University og jura på Georgetown University, fremgår det af hans profil på centralbankens hjemmeside.

/ritzau/Reuters