Mens du sov: 17 dræbt under jihadist-angreb i Burkina Faso

17 civile er dræbt under blodigt angreb i Burkina Faso. Trump vil mødes med Putin til topmøde i Japan. Saudi Arabien mener, at FNs beskyldninger mod kronprins er falske i sagen om den dræbte journalist Jamal Khashoggi. Mexico godkender som det første land ny frihandelsaftale med USA og Canada. Her er overblikket over nattens internationale nyheder.

REFUGEE-DAY/BURKINA
Et af de børn, som er flygtet fra den seneste tids blodige angreb, får serveret mad ved en skole i udkanten af Ouagadougou i Burkina Faso Fold sammen
Læs mere
Foto: ANNE MIMAULT

17 civile er dræbt under jihadist-angreb i Burkina Faso

Bevæbnet gruppe har udført et angreb mod civilbefolkningen i Burkina Faso, oplyser landets forsvarsminister.

Jihadister har dræbt 17 civile i et natligt angreb i det nordlige Burkina Faso.

Det oplyser landets forsvarsminister, Cheriff Sy, natten til torsdag dansk tid.

- En bevæbnet terroristgruppe har udført et angreb mod civilbefolkningen i landsbyen Belehede, siger han i en meddelelse.

- Angrebet har kostet 17 mennesker livet.

Forsvarsministeren oplyser videre, at en "massiv" militær operation er under opsejling. Den skal finde frem til de ansvarlige for angrebet og sikre området.

Han opfordrer befolkningen til at være særligt opmærksomme og indberette al mistænkelig aktivitet.

Burkina Faso, der er en tidligere gransk koloni, har oplevet en stigning i dødelige angreb, som begås af en række forskellige jihadistgrupper.

Herunder Islamisk Stat (IS) og grupper, der har forbindelse til al-Qaeda.

Angrebene begyndte i 2015 i det nordlige Burkina Faso og har siden spredt sig mod hovedstaden Ougadougou og andre regioner.

I april blev 62 personer dræbt under et angreb, hvilket har skabt øgede etniske spændinger i landet.

Mere end 400 personer er blevet dræbt siden 2015, viser opgørelser.

Hundredvis af skoler i den nordlige del af landet er lukket som følge af urolighederne. Det skyldes blandt andet, at lærere har været mål for angrebene.

Mange børn og kvinder er flygtet fra det nordlige Burkina Faso til Ougadougou.

Burkina Faso grænser mod nord op til det konfliktramte land Mali.

I den centrale del af Mali har 38 personer desuden mistet livet under angreb mandag.

Ingen har taget skylden for angrebene, der var rettet indbyggere, der tilhører den etniske gruppe dogon.

Der er ifølge landets regering tale om angreb begået af "terrorister". Ifølge FN bliver den etniske vold stadigt værre i Mali.

/ritzau/AFP

Trump vil mødes med Putin til topmøde i Japan

USA's præsident mener, at han vil komme overens med Ruslands præsident under G20-topmøde i næste uge.

USA's præsident, Donald Trump, vil holde et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, ved næste uges G20-topmøde i Japan.

Det siger Trump i et interview med Fox News.

Trump bekræftede tidligere på ugen, at han også vil mødes med Kinas præsident, Xi Jinping, ved topmødet.

- Jeg ønsker at komme overens med Rusland, og det tror jeg, at vi vil. Jeg ønsker at komme overens med Kina, og det tror jeg, at vi vil, siger Trump til Fox News ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg møder faktisk dem begge i næste uge i Japan til G20.

USA og Rusland har de seneste år haft et betændt forhold. Blandt andet på grund af russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg, sværdslag over Ukraine samt situationen i det krigshærgede Syrien.

Men efter et topmøde mellem Putin og USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, i sidste uge er tonen blevet mildere.

Putin gjorde det klart, at han kan mærke, at Trump oprigtigt ønsker at rette op på forholdet.

Pompeo fremhævede efter mødet, at et samarbejde mellem USA og Rusland er gået virkelig godt i nogle sammenhænge - det gælder krisen om Nordkorea, situationen i Afghanistan og bekæmpelsen af terrorisme.

USA har ligeledes et betændt forhold til Kina, som blandt andet er kommet til udtryk gennem den igangværende handelskonflikt.

Tirsdag lød det fra Trump, at han på G20-mødet vil have et "udvidet" møde med Kinas præsident om handel.

Inden da vil forhandlere fra begge lande drøfte den igangværende handelskonflikt.

G20-topmødet bliver afholdt 28. og 29. juni i den japanske by Osaka.

Kinas præsident lægger inden G20-mødet vejen forbi Nordkorea, hvor han er ankommet tidligt torsdag morgen dansk tid.

Her skal Xi Jinping torsdag og fredag mødes med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Det er første gang i 14 år, at en kinesisk præsident besøger Nordkorea.

Kim Jong-un har til gengæld besøgt Kina fire gange det seneste år i håbet om at få lempet sanktioner mod Nordkorea.

/ritzau/

Saudi-Arabien: FN-beskyldninger mod kronprins er falske

FN's beskyldninger mod Saudi-Arabiens kronprins i forbindelse med drabssag er farvede, mener Saudi-Arabien.

Ifølge en FN-ekspert indikerer efterforskning, at Saudi-Arabiens kronprins og andre højtstående personer stod bag drabet på journalisten Jamal Khashoggi.

Men det afviser Saudi-Arabien, der mener, at der er tale om falske beskyldninger.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Juberi, siger i en erklæring bragt af det statslige nyhedsbureau SPA, at FN-rapporten indeholder "falske beskyldninger, som stammer fra forudindtagede idéer og positioner".

FN's rapport indeholder "klare selvmodsigelser og grundløse beskyldninger, hvilket udfordrer dens troværdighed", lyder det videre.

Onsdag opfordrede Agnes Callamard, FN's særlige efterforsker af henrettelser uden forudgående retssager, lande til at udvide sanktioner, så de rammer kronprinsen og hans personlige stab.

Det er, medmindre han kan bevise, at han ikke har noget ansvar for drabet.

Den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi blev i oktober 2018 dræbt under et besøg på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Det skabte meget røre internationalt.

Et år før drabet på Khashoggi fortalte Saudi-Arabiens kronprins en af sine nærmeste, at han ville bruge "en kugle" mod journalisten, hvis han ikke stoppede sin kritik af regimet.

Saudi-Arabien hævder, at drabet blev udført af en gruppe, som ikke havde fået ordre til det.

I en ny rapport om drabet opfordrer Callamard FN's generalsekretær, António Guterres, til at tage initiativ til en opfølgende efterforskning af drabet på Khashoggi med henblik på at opbygge stærk dokumentation i sagen mod de påståede gerningsmænd.

Hun siger samtidig, at der bør fastlægges mekanismer, så der officielt kan placeres skyld i sagen.

I USA har demokrater i Kongressen tidligere krævet, at sagen skulle få konsekvenser for den amerikanske politik over for Saudi-Arabien.

/ritzau/

Mexico godkender som det første land ny frihandelsaftale

Et stort flertal i Mexico har godkendt en ny frihandelsaftale med USA og Canada. Præsidenten roser aftalen.

Mexico har onsdag godkendt en ny frihandelsaftale med USA og Canada.

Dermed er Mexico det første af de tre lande til at godkende aftalen, som skal erstatte den nuværende nordamerikanske frihandelsaftale, Nafta, fra 1994.

Senatet i Mexico godkendte den nye aftale med 114 stemmer for og fire imod. Tre undlod at stemme.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

- Senatets beslutning vil hjælpe med at give Mexico en stærk position i den nuværende internationale konjunktur, siger Senatets præsident, Marti Batres.

Ifølge den mexicanske præsident, Andrés Manuel López Obrador, betyder den nye frihandelsaftale "udenlandske investeringer i Mexico, beskæftigelse i Mexico og handelsgarantier".

Aftalen, der har fået navnet USA-Mexico-Canada-Aftalen (USMCA), erstatter Nafta.

Den nye handelsaftale blev underskrevet 30. november sidste år forud for et G20-topmøde.

Dengang betegnede USA's præsident, Donald Trump, aftalen som en "eksemplarisk aftale, der for evigt ændrer handelslandskabet".

Omvendt har han kaldt Nafta for "en dårlig aftale" for USA.

Underskrivelsen af aftalen i november var først og fremmest symbolsk, da den skal godkendes i de tre landes respektive parlamenter.

Der var dog næppe nogen tvivl om, at Mexico ville godkende den nye aftale, skriver nyhedsbureauet AFP.

USMCA ligner således Nafta på mange punkter, og i løbet af de sidste 25 år har Nafta bidraget til at gøre Mexico til et stort eksportland.

Næste træk er nu op til Canada og især USA.

Trump lykønskede onsdag Mexico med godkendelsen og opfordrede amerikanske lovgivere til at følge trop.

- Tillykke til præsident López Obrador. Mexico godkendte i dag USMCA med et overvældende flertal. Nu er det på tide, at Kongressen gør det samme, skriver Trump på Twitter.

Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, skal efter planen besøge Donald Trump og amerikanske kongresledere torsdag. Det sker blandt andet for at presse på for en godkendelse af USMCA.

/ritzau/