Menneskerettighedsdomstolen krænker menneskerettigheder

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har en enorm pukkel på 89.000 sager og bruger op til 11 år pr. styk. Ansvaret hviler i sidste ende på Europas regeringer. Løsningen er bl.a. øgede bevillinger, og Danmark er parat.

De fik ret, men det tog seks år! Danmarks Frie Fagforeninger gik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde onsdag den 11.januar om eftermiddagen dom i sagen om eksklusivaftalerne på det danske arbejdsmarked. På Restaurant Friheden i Tivoli Friheden i Aarhus var Danmarks Frie Fagforeninger, der havde anlagt sagen, til stede under domsafsigelsen med formand Jørgen Mikkelsen og med et principielt spørgsmål om eksklusivaftaler og på vegne af et fyret medlem, Morten Sørensen (i midten), der sidste år endelig kunne fejre sejren sammen med sin formand Jørgen Mikkelsen. <br>Arkivfoto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

Da den kristelige fagbevægelse sidste år vandt klagesagen om fagforeningstvang på danske arbejdspladser, havde det taget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg seks år at afslutte sagen. Og så er dette eksempel på lang sagsbehandlingstid ikke engang det mest opsigtsvækkende. Domstolen i Strasbourg har i andre tilfælde brugt 11 år fra en sag er blevet indbragt, til den er blevet endeligt behandlet og afsluttet.

Forklaringen er, at domstolens godt 500 medarbejdere er ved at drukne i sager fra de 800 millioner mennesker, der som borgere i Europarådets 46 medlemslande er berettiget til at gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis de mener, at deres menneskerettigheder er blevet krænket.

Ifølge den seneste opgørelse - fra september 2006 - kæmper domstolen nu med en pukkel på 89.000 sager. Det er en eksplosiv stigning i forhold til 1998, hvor der kun var 7.500 sager på ventelisten. Siden er det gået stærkt. I efteråret 2000 var det antal fordoblet og for lidt over to år siden var der omkring 75.000 klager i bunken.

Baggrunden er ikke alene, at Europarådet efter Østblokkens opløsning har optaget landene i Central- og Østeuropa som medlemmer, og at der i disse lande vitterligt forekommer mange overgreb på menneskerettighederne.

Ophobningen af sager hænger også sammen med, at menneskerettighederne i de senere år har fået en fremtrædende plads i den offentlige debat. Det er blevet almenviden, at man som borger har ret til at indbringe sin sag for domstolen i Strasbourg, og det har ført til, at folk indbringer klager, som slet ikke falder ind under den europæiske menneskerettighedskommission.

90 procent afvises
Ifølge en helt ny udredning om domstolens problemer afviser domstolen over 90 procent af sagerne, og mange afvises, fordi sagsøgeren ikke har opbrugt alle de klagemuligheder, der er i hans hjemland. Andre sager afvises, fordi der er gået mere end et halvt år efter, at sagen er endelig afgjort i det land, sagsøgeren kommer fra.

Problemet med alle de tusindvis af sager, der bliver afvist, er, at de hver og en skal gennemlæses og vurderes af en jurist - og ofte af en jurist fra det land, hvor klageren kommer fra. Det skyldes, at borgerne har ret til at skrive deres klage på eget sprog, men den service stiller omvendt store krav til domstolens medarbejdere.

Sagsgangen bliver ikke mindre kompliceret af, at klagen ikke må afgøres af den jurist, der har gennemlæst og vurderet sagen, hvis den pågældende jurist kommer fra samme land som klageren. Afgørelsen skal træffes af en dommerkomité.

Op mod en fjerdedel af klagerne ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol handler om urimeligt lange ventetider i retssystemet i Europarådets medlemslande. Italienerne er især kendt for den type sager, og langsommelig rettergang er en krænkelse af menneskerettighederne, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har påtalt i stribevis af domme.

Men som præsidenten for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, schweizeren Luzius Wildhaber, har understreget, så kan man med rette også beskylde menneskerettighedsdomstolen for at krænke de menneskerettigheder, den ellers er sat i verden for at beskytte. Simpelthen fordi domstolen bruger så lang tid på at afslutte sagerne.

Forbedring blokeres
Det er selverkendelse, der vil noget. Men det er mere end det: Det er også et nødråb fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol - eller rettere endnu et nødråb. Allerede i 2000 råbte den danske dommer ved domstolen i Strasbourg, Peer Lorenzen, vagt i gevær, fordi regeringerne i Europarådets medlemslande endnu engang havde valgt at overhøre domstolens bøn om et større budget.

»Domstolen har sagt det mange gange uden at det rigtig har givet genklang: Man er simpelthen nødt til at øge budgetterne betragteligt, hvis man ønsker, at domstolen skal opfylde den funktion, den er tiltænkt,« advarede Peer Lorenzen dengang i et interview med Berlingske Tidende.

Siden har medlemslandene bøjet sig og øget budgettet så meget, at 45 nye medarbejdere har kunnet ansættes ved domstolen, der derfor i 2005 kunne afgøre 36 procent flere sager.

Men grundlæggende har regeringerne i Europarådets 46 medlemslande aldrig for alvor gjort noget for at komme problemet til livs. I 2004 forsøgte de ganske vist. Gennem vedtagelsen af en såkaldt Protokol 14 besluttede Europarådet at ændre på arbejdsgangen, så sagerne ved domstolen kunne ekspederes lidt hurtigere.

De 46 landes regeringer lovede også hinanden, at de inden for det følgende år alle ville sørge for, at ændringerne var blevet godkendt - ratificeret - af deres respektive parlamenter.

Men status er, at løftet endnu ikke er indfriet af alle landene, og et par dage før jul meddelte det russiske parlament, Dumaen, at det ikke vil godkende reformen af domstolen. Og dermed er forsøget på at redde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol strandet.

Blandt flere af de andre Europarådslande mistænker man russerne for at blokere for en mere effektiv domstol, fordi den netop bliver flittigt brugt mod de russiske myndigheder. Det er især tjetjenere, der klager over russiske overgreb, og som en kilde i Europarådet udtrykker det:

»Mange af de rigtig grimme sager ved domstolen handler om overgreb i Tjetjenien.«

»Enevældig indflydelse«
Men Ruslands »njet« til en mere effektiv arbejdsgang i domstolen bliver formentlig - uofficielt - hilst velkommen hos myndighederne i flere andre lande, der ligesom de russiske mener, at menneskerettighederne er blevet lige lovlig besværlige.

Selv i Danmark, hvor menneskerettighederne har høj politisk prioritet, har justitsministeren kritiseret det, hun kalder for »menneskerettighedsdomstolens enevældige indflydelse.« Kritikken blev rejst i Berlingske Tidende i foråret 2005, som støtte til et indlæg fra juraprofessor Mads Bryde Andersen, der argumenterede for, at menneskerettighedsdomstolen har tiltaget sig for megen magt ved at behandle alle mulige sager, som ifølge professoren ikke har noget med de grundliggende menneskerettigheder at gøre.

Men udenrigsminister Per Stig Møller understreger, at regeringen gør, hvad den kan, for at redde domstolen ud af krisen.

»Danmark støtter øgede bevillinger til domstolen for at klare sagspuklen,« siger Per Stig Møller, der også med tilfredshed noterer sig, at det i sidste måned »efter seje forhandlinger i Europarådet« lykkedes at få vedtaget et budget for 2007 med en stigning i domstolens bevilling på 4,3 millioner euro.

Send flere penge
Men der er brug for endnu flere penge til domstolen, påpeger en ekspertgruppe, som regeringerne i Europarådets medlemslande for halvandet år siden nedsatte for at få nye forslag til langsigtede løsninger på domstolens problemer.

De 11 eksperter har netop afleveret deres rapport og foreslår som udgangspunkt, at man skal se at få gennemført de forbedringer, som allerede blev vedtaget i 2004, men som russerne nu altså senest blokerer for. Dog understreger ekspertgruppen, at det kun vil forbedre domstolens produktivitet med 20-25 procent, og derfor er der brug for yderligere tiltag. Blandt andet en ny »juridisk filtreringsmekanisme«, så ubetydelige sager hurtigere kan sorteres fra.

Det forslag støtter Danmark, fastslår Per Stig Møller, der også støtter eksperternes forslag til, hvordan medlemsstaterne selv kan være med til at sikre, at domstolen ikke overbelastes af sager.

»Det er særlig vigtigt, at de få lande, der står for langt hovedparten af domstolens sager, får indrettet deres nationale retssystemer, så de bliver bedre til selv at håndtere disse sager og sikre respekt for menneskerettighederne, lyder det fra udenrigsministeren.

Hvor mange af de andre 45 lande i Europarådet, der er enige med Danmark, skal vise sig, når eksperterne anbefalinger skal diskuteres den 17. januar.