»Jeg tror, at det man ser i Gaza, det vil være en kold krig. Hvor der ikke længere er krig, men der kommer heller ikke til at være fred. Og den palæstinensiske befolkning kommer stadig til at lide,« siger Berlingskes korrespondent i Mellemøsten, Gunnar Willum, til nyhedspodcasten »Pilestræde«.
Præsident Trump annoncerede 29. september en 20-punkts-plan for fred i Gaza. Det førte kort efter til en våbenhvile mellem Hamas og Israel. Og Trumps fredsplan fik i november også grønt lys fra FN.
Fredsplanen har to faser: først våbenhvile og gidseludveksling og dernæst en mere omfattende nedrustning af Hamas og genopbygning af Gaza.

