JERUSALEM: Det var i 2012. En sydafrikaner havde netop endnu en gang taget den deprimerende tur mellem Jerusalem og Ramallah. Gennem de smalle metalbure i kontrolposten ved de otte meter høje betonmure, forbi de israelske højttalere betjent af unge vagter bag beskyttende ruder, som forventer deres mindste vink adlydt og hver ordrer efterkommet.

»Jeg sagde til dem, at det var helt ligesom, vi havde det hjemme. Det kunne de ikke lide,« fortalte sydafrikaneren om turen med et lille ironisk smil.

For nogle uger siden nåede diskussionen med en israeler i Jerusalem om mulig dansk antisemitisme frem til anklagerne om israelsk apartheid.

»Det er jo bare én person. Selvfølgelig har vi ikke apartheid. Hvor er statistikkerne og undersøgelserne, som støtter det?« lød det fra den israelske jøde med tyske aner konfronteret med sydafrikanerens erfaringer.

Rettigheder i den frie verden

Det er positioner trukket op i den tilbagevendende, ophedede diskussion, som venstrepolitikeren Jakob Engel-Schmidt nu har blandet sig i, og som blev beskrevet torsdag i Berlingske. På den ene side hæfter tilhængerne af den israelske politik sig ved, at Israel er et demokrati og en retsstat. Samt at apartheid-stemplet er absurd alene af den grund, at omkring 1,3 millioner arabiske israelere har israelsk statsborgerskab og fulde borgerrettigheder. Den palæstinensiske minoritet fremhæver en række punkter med forskelsbehandling og diskriminering. Igen for nylig på »Landets dag« demonstrerede israelske arabere blandt andet under råb om »apartheid« mod den israelske regerings behandling. Men bare det, at de kunne demonstrere er netop modargumentet, konstaterede Jerusalem Post på lederpladsen, hvor man også argumenterer for, at de civile frihedsrettigheder i det israelske samfund fuldt ud svarer til »alle andre steder i den frie verden«.

Kritikere af Israels behandling af den palæstinensiske befolkning stiller som regel skarpt på de flere millioner palæstinensere, der ud fra en objektiv betragtning ikke kan siges at blive behandlet som andet end andenrangsborgere. Kun i under 20 procent af Vestbredden er palæstinensere i det såkaldte »område A« - defineret under Oslo-processen - underlagt Det Palæstinensiske Selvstyres civile og sikkerhedsmæssige kontrol, og også her rykker Israels hær ind og foretager anholdelser og operationer, hvis man finder det nødvendigt.

Resten af Vestbredden og Østjerusalem er under israelsk kontrol og styres via israelske regler. Gazastriben er under israelsk belejring til vands, til lands og fra luften. Både palæstinensiske og israelsk-jødiske menneskeretsgrupper har i talrige rapporter dokumenteret, at der foregår en skarp forskelsbehandling, hvor jødiske interesser tilgodeses. Et eksempel er »uautoriserede« bosættelser, der også er ulovlige under israelsk lovgivning, men hvor man finder asfalterede veje, el- og vandforsyning, og beskyttelse fra israelske soldater. Palæstinensere i historiske landsbyer lige ved lever ofte i dyb fattigdom uden adgang til basale fornødenheder.

En israelsk-jødisk bosætter er underlagt israelsk lovgivning med israelske rettigheder, mens palæstinensere på Vestbredden er underlagt en væsentlig hårdere militær lovgivning baseret på aktuelle og ofte skiftende sikkerhedsvurderinger. På nogle punkter i kombination med historisk, osmannisk lovgivning uden megen relevans for den nuværende situation. Palæstinensere kan appellere beslutninger til den israelske højesteret, hvor de til tider får medhold, men det er en kompliceret og besværlig proces, og højesteretsbeslutningerne bliver nogle gange sat i bero på grund af sikkerhedshensyn.

Det er også et faktum, at israelsk militær på Vestbredden fører en meget hård linje og til tider dødelig linje over for palæstinensisk uro og formodede planer om uro og terror. Ifølge palæstinensiske opgørelser blev 56 palæstinensere dræbt og 897 såret af israelsk militær og sikkerhedsfolk i perioden fra august sidste år, da fredsforhandlinger blev genoptaget under USAs pres, og frem til midten af marts. Stenkastende unge helt ned til 15 år er blevet skudt og dræbt, og for nyligt blev en 14-årig dreng skudt og dræbt af israelsk militær, da han forsøgte at komme igennem et hul i sikkerhedshegnet mellem hans landsby og landsbyens marker på den anden side. Ifølge drengens kammerater ville han samle helbredende planter.

»Vi er her jo for at forsvare jøderne«

Det israelske militær har over for Berlingske og mange andre internationale medier forsvaret skud mod stenkastende unge med, at stenkast er »terror« og har været dræbende, og at man kun griber til beskydning som »sidste udvej«. De palæstinensiske myndigheder har ingen bemyndigelse til at retsforfølge stenkast fra israelsk-jødiske bosættere, som ofte finder sted. Et skud fra en israelsk soldat mod en stenkastende bosætter ville rejse et ramaskrig i det israelske samfund.

»Vi er her jo for at forsvare jøderne,« er anonyme soldater blevet citeret for i israelsk presse.

Både videoptagelser og vidneudsagn har derimod beskrevet, hvordan israelske soldater ser passivt til ved bosætteres angreb på palæstinensere med stenkast og i nogle tilfælde med skydevåben, men derimod griber ind, når palæstinensere vil svare igen. USAs præsident, Barack Obama, kom i sin tale i Jerusalem i 2013 ind på forskelsbehandlingen:

»Det er ikke fair, at et palæstinensisk barn ikke kan vokse op i sit eget land og lever med tilstedeværelsen af en udenlandsk hær, der kontrollerer hendes forældres bevægelser hver eneste dag. Det er ikke retfærdigt, når bosætteres vold mod palæstinensere forbliver ustraffet,« sagde USAs præsident, der ellers i øvrigt under sit besøg blev hyldet - og kritiseret - for sin »omfavnelse« af israelerne.

Den manglende bevægelsesfrihed er et stort tema for mange palæstinensere. Kun med bureaukratisk komplicerede og sparsomt uddelte tilladelser kan palæstinensere bevæge sig ind i Israel eller Østjerusalem. Ingen palæstinenser eller besøgende til Palæstina kan komme ind eller ud ad Vestbredden eller til Østjerusalem uden at komme forbi en israelsk grænsekontrol, hvor man uden forklaring kan blive afvist - og mange, ikke mindst dem med palæstinensiske rødder, bliver afvist. Også hvis man kan dokumentere, at man ingen hensigter har om at befinde sig i Israel.

»Vestlig naivitet«

Andre argumenter i diskussionen går på, hvorfor forholdene i de palæstinensiske områder er så barske, som de er. Mange andre politikere fra Danmark og andre vestlige demokratier har besøgt Mellemøsten og er vendt hjem rystede på sjæl og samvittighed. Daværende folketingsmedlem for de Konservative Gitte Seeberg kritiserede efter et besøg i skarpe vendinger Israels fremfærd på Vestbredden. Den konservative britiske premierminister, David Cameron, sagde i 2010, at »Gaza kan ikke og bør ikke tillades at forblive en fangelejr«. I Israel beskrives den slags udtalelser jævnligt som udtryk for »vestlig naivitet«. Talsmænd for israelsk militær og den israelske regering har flere gange over for Berlingske pointeret, at sikkerhedsforanstaltninger er indført og håndhæves i de palæstinensiske områder for at forhindre terror, og at alt andet vil bringe »uskyldige, israelske liv i fare«.

Det er en svær diskussion. Der er ingen tvivl om, at Israels aktioner forhindrer terrorplaner, men hvad der er nødvendige og rimelige sikkerhedshensyn ud fra de humanitære omkostninger er i høj grad en subjektiv vurdering. Israelske menneskeretsgrupper har påpeget, at bosætteres terror mod palæstinensere og deres ejendom næsten aldrig bliver straffet. Det er også kun i sjældne tilfælde, at de militærretslige undersøgelser af soldaters drab og anklager om overgreb mod palæstinensiske civile fører til andet end henlæggelse, frifindelse eller meget milde straffe.

En tidligere kvindelig kampsoldat, der gjorde tjeneste på Vestbredden, har til Berlingske fortalt, hvordan officererne skabte en atmosfære, hvor alt var tilladt.

»Vi følte, at vi kunne gøre, hvad vi ville. Vestbredden var vores legeplads,« fortalte kvinden.

Andre tidligere soldater har fortalt om en strategi, hvor man trænger ind hos palæstinensiske familier, ofte midt om natten, og gennemroder alt uden andet formål end at »gøre vores tilstedeværelse mærkbar«.

Om situationen kan beskrives som apartheid eller apartheid-lignende eller ej er på mange måder en strid om ord. Der er helt åbenlyst mange forskelle fra situationen dengang i Sydafrika. Man kan sige, at det på samme måde ikke giver ordret mening, når den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og andre politikere hyppigt advarer om risikoen for »et nyt holocaust« med henvisning til truslen fra Iran. Forudsætningerne vil altid være anderledes, og historien vil aldrig gentage sig som en nøjagtig kopi.

Det giver ret beset heller ikke mening at tale om palæstinensisk antisemitisme i hverken Danmark eller Israel. Israelske debattører gør fra tid til anden opmærksom på, at den betegnelse er misvisende, fordi både jøder og arabere er semitter.

En jødisk-israelsk forretningsmand fra Jerusalem konstaterede forleden over for Berlingske, at siden den blodige intifada i begyndelsen af det nye årtusinde er konflikten blevet »umenneskeliggjort«. Han arbejder sammen med andre jødiske og palæstinensiske forretningsmænd for at få politikerne til seriøst at søge en tostatsløsning, fordi der »ikke er andre muligheder«, og fordi »alt andet vil blive værre«. Mange andre ser det som en konflikt, som uundgåeligt vil føre til, at den ene eller den anden side på et tidspunkt vil samle et land fra Jordan-dalen til Middelhavet, og at den kamp derfor må vindes med alle midler.

Formanden for det israelske parlament, Knesset, pointerede onsdag i et møde med den internationale gruppe »Israels Venner Initiativet«, at det især er vigtigt at imødegå anklager om, at Israel har apartheid.

»Hvis du gør Israel til et monster, kan du gøre hvilket som helst demokrati i verden til et monster,« sagde Yuli Edelstein ifølge Jerusalem Post til de besøgende fra gruppen af tidligere ledende politiker, der anføres af den spanske ekspræsident Jose Maria Aznar.

Knesset-formanden kaldte det ved samme lejlighed et »uhyrligt brud på betingelserne« for de igangværende forhandlinger om en tostatsløsning, at Det Palæstinensiske Selvstyre netop har indledt processen for at kunne tiltræde 15 af verdenssamfundets mest basale humanitære konventioner og traktater. Israels regering siger, at det er et ensidigt skridt, der går imod den internationale konsensus om, at konflikten kræver en »forhandlingsløsning indgået af parterne«. Én af de konventioner, som Palæstina nu ønsker at tiltræde er i øvrigt »den internationale konvention om undertrykkelse af straf for apartheidforbrydelser«.

Det ledende PLO-medlem Hanan Ashrawi har tidligere over for Berlingske konstateret, at den israelske modvilje mod, at Palæstina søger medlemskab af FN og vil indordnes under de samme konventioner, som den demokratiske del af verden bruger som målestok, efter hendes opfattelse tyder på dårlig samvittighed:

»Hvis de ikke har gjort noget, har de jo ikke noget at frygte.«