Melding om eksplosionsagtig brand på tankskib i Norge
Der er ifølge politiet ingen tilskadekomne på et tankskib, som der tirsdag opstod brand på i Norge.

Der er ifølge politiet ingen tilskadekomne på et tankskib, som der tirsdag opstod brand på i Norge.

Der har været en brand på et tankskib, der ligger ud for kysten til den norske øgruppe Hvaler.
Det oplyser norsk politi ifølge NTB.
Hovedredningscentralen Sør-Norge oplyser klokken 17.22 på X, at branden er slukket.
- Der er fortsat noget røgudvikling. Nedkøling pågår. Ingen tilskadekomne, lyder det.
Der er gjort rede for hele besætningen, som består af 15 personer.
Det lyder desuden fra politiet, at redningsmandskab er om bord på skibet. Hvad der har været årsag til branden, er endnu ikke meldt ud.
Politiet oplyste tidligere, at skibet også var stødt på grund, men det afviser Siri-Anna Mjåtvedt, der er daglig leder af rederiet Utkilen, der ejer skibet, til NTB.
Hun ønsker ikke at oplyse mere om hændelsen, men siger, at rederiet arbejder på at udsende en pressemeddelelse.
- Det skal være et tankskib, der er stødt på en klippe, sagde Ronny Samuelsen, der er operationsleder i politidistriktet Øst, til det norske medie NRK.
Politiet oplyser, at der har været en eksplosionsagtig brand på skibet, og at ingen menes at være kommet til skade.
Klokken 16.18 oplyser politiet til det norske nyhedsbureau NTB, at skibets kaptajn har meddelt, at branden er under kontrol.
- Men dette er ikke bekræftet af brandvæsnet. Skibet fragter angiveligt svovlsyre. Der er ikke meldt om noget udslip på nuværende tidspunkt, lyder det fra politiet.
Det er tankskibet "Berstraum", der er stødt på grund.
Hændelsen er ifølge NRK sket ud for naturområdet Storesand ved byen Skjærhalden.
Øgruppen Hvaler ligger i det sydøstlige Norge.
- Der har været en eksplosion, og der er bekræftet en brand om bord, siger Ronny Samuelsen.
Tankskibet er 123 meter langt.
Politiet oplyser til NRK, at der er indsat en redningshelikopter, politibåde samt sundheds- og brandpersonale.
Til NTB oplyser Asbjørn Viste, der er vagthavende redningsleder ved Hovedredningscentralen Sør-Norge, at skibet ikke har anmodet om evakuering.
- Vi skal bistå med det, de har brug for, siger han.
RITZAU