Platformen har eksisteret i Hamborg siden september. Torsdag gik en udgave online i delstaten Baden-Württemberg. Og nu overvejer partiet Alternative für Deutschland (AfD) at gå videre med konceptet i syv andre delstater.

Hvis studerende eller elever mener, at en professor på universitetet eller en lærer i folkeskolen er kritisk over for AfD, kan de nu melde dem via en åben platform. Informationerne går videre til AfD-parlamentarikere i de respektive delstater, som så kan bringe sagerne op politisk.

Hvor oplysningerne i Hamborg er anonyme, angives lærerne i Baden-Württemberg med navns nævnelse.

Formålet med platformen er at gennemtvinge, at lærere overholder »neutralitetspåbuddet« og ikke polemiserer i forhold til bestemte partier.

Ifølge næstformanden i AfD, Georg Pazderski, »videregiver lærerne ofte kun et ensidigt venstreorienteret verdensbillede, der udspringer af tankegods fra partiet De Grønne«.

Den tyske justitsminister, Katarina Barley (SPD), har sagt klart fra over for den nye AfD-portal. Hun sammenligner den med Stasi-tjenestens metoder før 1989.
Den tyske justitsminister, Katarina Barley (SPD), har sagt klart fra over for den nye AfD-portal. Hun sammenligner den med Stasi-tjenestens metoder før 1989. ODD ANDERSEN / AFP / scanpix

Tysklands justitsminister, Katarina Barley (SPD), har taget markant afstand fra platformen: »Organiseret stikkeraktivitet er et instrument, som diktaturer anvender,« siger hun til Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Samme holdning gav ministerpræsidenten for Baden-Württemberg, Winfried Kretschmann, udryk for, idet han betegnede portalen som »en byggesten til det totalitære samfund«.

Præsidenten for den såkaldte Kultusministerkonferenz, Helmut Holter (Die Linke), der har ansvaret for skolerne, er lige så klar i mælet:

»Det forgifter klimaet på skolerne. Alle alarmklokker bør ringe, når et parti vil beklikke lærerne og gøre overvågning til et acceptabelt instrument. Det giver mindelser om de mørkeste kapitler i tysk historie. Især i Østtyskland er det no go, fordi østtyskerne har befriet sig fra overvågning og fra at anmelde hinanden.«

Elever imod

En elevorganisation, LSA, har ligeledes udtrykt sig kritisk og har anklaget AfD for at ville »undertrykke kritik af partiet«. Desuden har flere i det tyske skolesystem sat spørgsmålstegn ved, om de nye platforme er i overensstemmelse med blandt andet EUs databeskyttelsesforordning.

Mange understreger tillige, at der allerede eksisterer adskillige klagemuligheder, hvis forældre eller elever er af den opfattelse, at en lærer politiserer.

Ifølge AfD-næstformand Georg Pazderski er dette imidlertid ikke tilstrækkeligt, idet mange forældre er nervøse for, at det kan have negative konsekvenser for børnene.

I Hamborg bliver platformen imidlertid flittigt anvendt, men i høj grad også af forældre, der gør grin med AfD.

I Baden-Württemberg gik siden ned på lanceringsdagen, fordi der var for mange brugere. Også her var det mange kritikere, der gik til angreb på siden. En mor spurgte eksempelvis, hvorfor hendes »søn altid skulle sidde til venstre i klassen«, mens en elev klagede over, at han skulle vaske tavlen ren.

Forinden havde også et af Tysklands mest populære satireprogrammer, »Heute Show«, gjort tykt grin med initiativet:

»Kære elever foran TV. Send alle jeres klager til AfD. For eksempel hvis ikke I forstår matematik, eller hvis I ikke kan lide det nye album af Drake. Tro mig: AfD interesserer sig for alt.«