Medier: USA vil donere 500 millioner vacciner til verden

Præsident Biden er på vej til G7-topmøde, hvor han ventes at præsentere USAs globale vaccinestrategi.

USA's præsident, Joe Biden, talte med journalister, inden han onsdag steg om bord på Air Force One og satte kurs mod Storbritannien, hvor der er topmøde for G7-landene i denne uge. Kevin Lamarque/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA vil købe 500 millioner doser af coronavaccinen fra Pfizer/BioNTech og donere dem til andre lande.

Det oplyser tre kilder med kendskab til sagen til avisen Washington Post.

Præsident Joe Biden ventes ifølge kilderne at præsentere planen på G7-topmødet i Storbritannien i denne uge.

Det var ikke umiddelbart muligt at få oplysningen bekræftet fra Det Hvide Hus.

Den halve milliard vaccinedoser skal fordeles til over 100 mellem- og lavindkomstlande i løbet af det næste år, skriver New York Times. Det sker via det internationale vaccinesamarbejde Covax.

De første 200 millioner doser skal efter planen sendes til de pågældende lande i år, og de resterende 300 millioner doser bliver distribueret i første halvår af 2022, siger kilder til New York Times.

De tilføjer, at USA får de mange vaccinedoser til en pris, hvor medicinalselskaberne ikke tjener på salget.

I forvejen har USA købt 300 millioner doser af Pfizer/BioNTechs vaccine til brug inden for landets egne grænser. Dermed lyder ordren på 800 millioner doser i alt, skriver avisen.

I sidste uge meddelte Biden, at USA vil sende 80 millioner doser coronavaccine til udlandet inden udgangen af juni.

Tre fjerdedele af dem distribueres via Covax, mens resten gives til blandt andet de palæstinensiske områder i Gaza og på Vestbredden.

Biden rejste onsdag fra militærbasen Joint Base Andrews i USA med kurs mod Europa. Her fortalte han til journalister, der er med om bord på hans fly, Air Force One, at han på mødet vil fremlægge sin globale vaccinestrategi.

Onsdag aften omkring klokken 20.45 dansk tid er flyet landet på britisk jord, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er Bidens første udlandsrejse, siden han tiltrådte som præsident i januar.

/ritzau/