Da præsident Donald Trump skulle rejse hjem fra NATO-topmødet i Tyrkiet i juli, blev der på kort tid iværksat en omfattende afledningsmanøvre. 

På grund af en trussel mod ham fra Iran blev præsidenten i al hemmelighed transporteret i en cateringvogn til et militærfly .

Det siger to højtstående medlemmer af den amerikanske administration til The New York Times. The Washington Post erfarer det samme.

Kort inden afrejsen blev præsidenten set gå ombord på en gammel udgave af Air Force One– ikke det mere luksuriøse, som Qatar netop havde doneret. 

Men uden at journalisterne, der var med ombord på flyet, vidste det, forlod præsidenten med det samme igen flyet i en cateringvogn, der holdt på den anden side af flyet.

Trump blev derefter ført over til et tredje fly, som i hemmelighed fløj ham til Storbritannien, skriver The New York Times' kilder.

Cateringvognen bliver brugt til at bringe flymad rundt i lufthavnen. 

»Uvidende lokkeduer«

Journalisterne på Air Force One fik ikke at vide, at Trump ikke havde fløjet med dem fra Tyrkiet til en luftbase i Storbritannien. 

Avisen skriver, at de dermed kom til at agere som »uvidende lokkeduer«.

Forsvarsminister Pete Hegseth var ombord på militærflyet sammen med præsidenten. I Storbritannien steg Trump i hemmelighed ombord på Air Force One igen, så det så ud, som om han hele tiden havde været ombord.

»Den gennemtænkte plan ser ud til at være blevet udarbejdet på få timer, efter at man havde vurderet, at en trussel mod Trump fra Iran var troværdig,« skriver The New York Times.

USA havde på ny angrebet Iran, dagen inden amerikanerne skulle rejse hjem fra Tyrkiet.

Der er ingen meldinger om, hvorvidt iranerne faktisk forsøgte at gøre alvor af deres trusler. Men ifølge The New York Times tyder de omfattende sikkerhedsforanstaltninger på, at den amerikanske regering mente, at der var tale om en reel trussel.