Medier skriver at Bolsonaro har forladt Brasilien efter valgnederlag
Mandag fastslog Bolsonaro efter sit valgnederlag i Brasilien, at han ikke havde tænkt sig at forlade landet.

Mandag fastslog Bolsonaro efter sit valgnederlag i Brasilien, at han ikke havde tænkt sig at forlade landet.

Flávio Bolsonaro, der søndag tabte præsidentvalget i Brasilien, har ifølge unavngivne kilder forladt landet.
Det skriver både CNN Brasilien og Reuters.
Meldingen er endnu ikke officielt bekræftet, men kommer, efter at flere medier har skrevet om, at Bolsonaro skulle have fået sit pas annulleret.
Mandag udtalte Bolsonaro selv, at det føderale politi i landet havde bedt ham om at indlevere sit pas.
Det sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP i en video delt på det sociale medie Instagram.
Han sagde videre, at en domstol i landet havde forbudt ham at forlade Brasilien.
Den nu tidligere præsidentkandidat, der har nægtet at erkende sit valgnederlag, understregede dengang, at han ikke havde tænkt sig at flygte fra landet.
Kilder oplyser dog tirsdag til CNN Brasilien og Reuters, at Bolsonaro er på vej i et fly til USA.
Hverken den amerikanske ambassade i Brasilien eller Bolsonaros advokater vendte tilbage på en henvendelse fra Reuters om sagen.
Eduardo Bolsonaro, der er Flávio Bolsonaros yngre bror, bor ligeledes i USA. Forud for valgdagen understregede lillebroren, at et valgnederlag ifølge ham også burde betyde en flytning.
- Hvis min bror ikke vinder, er jeg for, at han forlader landet, sagde lillebroren i et interview med podcastværten Steven Crowder tidligere på måneden.
Den højreorienterede senator er søn af Jair Bolsonaro, der tidligere har været præsident i landet og sidder fængslet for et kupforsøg mod den genvalgte præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.
Den 45-årige senator er desuden under efterforskning for formodet korruption og hvidvaskning af penge i forbindelse med finansieringen af en biografisk film om sin far. Han afviser selv at have gjort noget ulovligt.
RITZAU