Hamas har sendt en ny delegation til Egypten, hvor nye samtaler om en mulig våbenhvile i Gaza-krigen er i gang.

Det siger en repræsentant fra terrorgruppen til nyhedsbureauet AFP

Ifølge kilden er der »nye ideer« på bordet for at nå frem til en aftale.

BBC rapporterer med henvisning til kilder, at mæglerne har præsenteret en ramme for en våbenhvile, der strækker sig fem til syv år ud i fremtiden.

Hidtil er kun våbenhviler, der har strakt sig over uger eller måneder, blevet godkendt. 

Desuden skal alle gidsler i Gaza ifølge forslaget frigives. Det samme gælder for palæstinensiske fanger i Israel. Israel skal desuden foretage en fuldstændig militær tilbagetrækning fra Gaza.

Det vides ikke, hvordan hverken Hamas eller Israel forholder sig til det nye forslag fra mæglerne fra Qatar og Egypten. 

Så sent som i sidste uge afviste Hamas et forslag fra Israel. 

Det skete, med henvisning til at terrorgruppen ikke kunne gå med til et krav om, at Hamas bliver fuldstændig afvæbnet, uden tilstrækkelige garantier for, at Israel ville afslutte krigen.

Israel havde desuden ifølge Hamas foreslået, at kamphandlingerne indstilles i 45 dage, hvor Hamas skulle frigive ti af de tilbageværende levende gidsler.

Der er stadig 59 gidsler i Hamas' varetægt i Gaza. Omkring halvdelen af dem menes at være i live.

Nye luftangreb i Gaza

Alt imens der forhandles, fortsætter angrebene i Gaza. 

Det israelske militær har siden 18. marts skruet op for sine luftangreb mod Gaza.

Det er sket, efter at den første fase af en våbenhvile mellem Israel og Hamas udløb i begyndelsen af marts – uden at parterne kunne blive enige om de næste skridt.

I en tv-tale sent lørdag aften sagde Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at den militære indsats i Gazastriben har nået »et afgørende punkt«, og at han har givet militæret ordre om at øge presset på Hamas.

Ifølge AFP viser tal fra Gazas sundhedsministerium, som er kontrolleret af Hamas, at mindst 1.691 personer er blevet dræbt, siden Israel genoptog sin offensiv i Gaza.

Det seneste døgn meldes 25 personer dræbt af Gazas civilforsvar. 

Ifølge ministeriet lyder det samlede antal dræbte, siden krigen i Gaza brød ud, på mindst 51.065 personer.