Medier: Norge overvejer at sende kampvogne til Ukraine

Fire eller otte Leopard 2-kampvogne kan være på vej til Ukraine, skriver flere norske medier.

I alt har Norge 36 kampvogne af typen Leopard 2. Fire eller otte af dem kan være på vej til Ukraine ifølge Dagens Næringsliv. Norge er medlem af forsvarssamarbejdet NATO. På billedet ses Leopard 2 A7 kampvogn i Oksbøl, fredag den 12. november 2021. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den norske regering overvejer at sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine.

Det skriver de to norske aviser Aftenposten og Dagen Næringsliv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ingen endelige beslutninger er ifølge anonyme kilder med kendskab til overvejelserne blevet taget.

I alt har Norge 36 kampvogne af typen Leopard 2. Fire eller otte af dem kan være på vej til Ukraine ifølge Dagens Næringsliv. Norge er medlem af forsvarssamarbejdet NATO.

Flere medier – herunder dpa og Reuters – erfarer, at den tyske regering og forbundskansler Olaf Scholz efter længere tids overvejelser har besluttet at sende kampvogne af typen Leopard 2 til Ukraine.

Onsdag morgen var det dog stadig ikke bekræftet officielt af den tyske regering.

Marie-Agnes Strack-Zimmermann, der er formand for den tyske Forbundsdags forsvarsudvalg, skrev tirsdag aften på Twitter, at »beslutningen om at frigive og levere Leopard 2 var svær, men uundgåelig«.

Tirsdag skrev også flere medier, at USA – ligesom Tyskland – skulle være klar til at sende avancerede kampvogne afsted.

De eftertragtede Leopard 2-kampvogne er produceret i Tyskland og eksporteret til en række lande. Men landene må ikke sende kampvognene videre til Ukraine uden Tysklands tilladelse.

Det indgår som en del af den oprindelige købsaftale mellem Tyskland og de lande, der har indkøbt Leopard 2-kampvognene.

Så sent som tirsdag aften understregede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin daglige tale, at Ukraine har brug for, at der hurtigt bliver truffet beslutning om levering af moderne kampvogne.

»Allierede har det nødvendige antal kampvogne. Når de nødvendige, betydelige beslutninger er truffet, vil vi med glæde takke jer for hver vigtig beslutning,« lød det fra Zelenskyj ifølge Reuters.

/ritzau/