Amerikansk politi har tilbageholdt og er ved at afhøre en mand i forbindelse med sagen om drabet på forsikringschefen Brian Thompson.

Det skriver det amerikanske nyhedsmedie CNN mandag.

CNN citerer to unavngivne politifolk, som ifølge mediet har kendskab til sagen.

Politiet arbejdede ud fra et tip og stoppede manden, mens han sad i en bus. Politiet fandt en lyddæmper og flere falske id-kort, skriver CNN videre.

En lyddæmper bruges til at dæmpe lyden fra affyringen af et våben.

Manden er mandag ved at blive afhørt i byen Altoona i Pennsylvania, siger kilderne fra politiet til CNN.

Også New York Times skriver mandag, at politiet har anholdt en mand i Altoona.

Avisen skriver, at manden blev anholdt efter et tip til myndighederne fra en person, som havde set ham på en McDonald's-restaurant i Altoona mandag morgen lokal tid.

Den anholdte havde en pistol og en lyddæmper på sig, skriver avisen.

Han havde desuden et håndskrevet manifest. I det kritiseres virksomheder, der sælger sundhedsforsikringer.

Hverken oplysningerne fra CNN eller New York Times er blevet bekræftet fra officielt hold.

Det står ikke klart, om manden mistænkes for at stå bag drabet på Brian Thompson, som skete onsdag i New York.

Thompson var administrerende direktør i UnitedHealthcare. Det er et datterselskab, som udgør forsikringsenheden i USA's største sygekasse, UnitedHealth.

Forsikringschefen blev skudt uden for et hotel på Manhattan.

Politiet mener, at gerningsmanden siden har forladt staten New York.

Der er indledt en massiv efterforskning i sagen, hvor myndighederne fortsat ikke har identificeret gerningsmanden.

Senest er der sat dykkere ind for at lede efter beviser i en sø i Central Park i New York.

Der er tidligere blevet fundet en rygsæk i parken, som ifølge politiet kan tilhøre gerningsmanden.

Det vides endnu ikke, hvad motivet for drabet er.

Amerikanske medier har dog spekuleret i, at motivet kan hænge sammen med Brian Thompsons job i forsikringsbranchen.

Efter drabet blev der fundet patronhylstre på gerningsstedet. På dem var indskrevet ordene "benægte", "forsvare" og "afsætte".

Flere medier herunder New York Times har peget på, at de tre ord kan være henvisninger til måder, hvorpå sygeforsikringsselskaber forsøger at undgå at udbetale penge til patienter.

UnitedHealthcare er tidligere blevet kritiseret af både patienter og lovgivere for at afvise at betale for patienternes lægeregninger.

/ritzau/