En række medier - heriblandt New York Times og Wall Street Journal - retter kritik mod nye regler for pressens dækning af Pentagon og USA's militær.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af udtalelser fra de pågældende medier.
USA's præsident Donald Trumps administration har indført en række nye restriktioner gældende mediedækningen af forsvarsområdet.
Medierne må således ikke videregive oplysninger, som regeringen ikke har godkendt til offentliggørelse, skriver Reuters.
En talsperson for New York Times kalder i en udtalelse de nye restriktioner for dybt bekymrende.
- En fri og uafhængig presse er afgørende for det amerikanske demokrati og sikrer gennemsigtighed og ansvarlighed. Enhver indsats fra regeringens side for at begrænse journalisters mulighed for at dække nyhederne underminerer den grundlæggende beskyttelse i henhold til First Amendment, lyder det.
Det første tillæg til den amerikanske forfatning - "The First Amendment” - sikrer ytringsfriheden.
I et notat fra USA's forsvarsministerium, Pentagon - der for nylig skiftede navn til krigsministeriet - fredag fremgik det ifølge Reuters, at journalister, som uden tilladelse offentliggør følsomt materiale, risikerer at få frataget deres akkreditering - og dermed miste adgang til bygninger og anlæg tilhørende ministeriet og militæret.
Ministeriet "forbliver forpligtet til gennemsigtighed for at fremme ansvarlighed og offentlig tillid. Oplysninger fra DoW (Department of War, red.) skal dog godkendes til offentliggørelse af en relevant embedsmand, før de offentliggøres, selv om de er uklassificerede," stod der i notatet.
Søndag blev Trump af journalister uden for Det Hvide Hus spurgt til, hvorvidt han mener, at Pentagon bør styre, hvad pressen dækker - han blev dog ikke spurgt direkte til de nye regler.
- Nej, det mener jeg ikke. Intet stopper journalister, svarede Trump.
En talsperson for Wall Street Journal erklærer sig i en udtalelse for dybt foruroliget.
- Vi vurderer i øjeblikket denne udviklings indvirkning på medarbejdere fra vores redaktion.
Også Washington Post henviser til den amerikanske forfatning.
- Forfatningen beskytter retten til at rapportere om demokratisk valgte og udpegede embedsmænds aktiviteter, siger chefredaktør Matt Murray.
- Ethvert forsøg på at kontrollere kommunikationen og begrænse adgangen er i strid med First Amendment og imod offentlighedens interesse.
/ritzau/