Irans Revolutionsgarde melder at have angrebet mål i byen Erbil i nabolandet Irak. Det gælder angiveligt "hovedkvarterer for spionage" og "forsamlinger af anti-iranske terrorgrupper".

Det skriver iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Irans Revolutionsgarde har meddelt ødelæggelsen af hovedkvarterer for spionage og forsamlinger af anti-iranske terrorgrupper i dele af regionen med ballistiske missiler, rapporterer det officielle iranske nyhedsbureau Irna.

Lufthavnen i Erbil har samtidig indstillet lufttrafikken. Det sker, efter at der er blevet hørt eksplosioner over byen, siger tre sikkerhedskilder til Reuters.

/ritzau/