Et israelsk angreb mandag har angiveligt dræbt en højtstående Hizbollah-leder fra al-Radwan-gruppen i det sydlige Libanon. Det siger tre unavngivne sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.
Sikkerhedskilderne identificerer ham som Wissam al-Tawil, souschefen for en mindre gruppe i al-Radwan-gruppen.
De siger, at både han og et andet Hizbollah-medlem blev dræbt i en bil i byen Majdal Selm.
- Dette er et meget smertefuldt angreb, siger en af sikkerhedskilderne til Reuters.
- Tingene vil blusse op nu.
Hizbollah har mistet mere end 130 medlemmer under israelske luftangreb mod det sydlige Libanon siden 7. oktober 2023, lyder det videre fra sikkerhedskilderne ifølge Reuters.
Yderligere 19 er dræbt i Syrien.
Hizbollahs generalsekretær Sayyed Hassan Nasrallah advarede i to tv-transmitterede taler i sidste uge Israel om ikke at indlede en krig mod Libanon.
- Hvem end der tænker på en krig mod os - med et enkelt ord, han vil fortryde det, sagde Nasrallah.
Nyhedsbureauet AFP skriver, at Hizbollah-lederen havde en "ledende rolle i styringen af Hizbollahs operationer i syd".
AFP har ligeledes informationen fra en unavngiven sikkerhedskilde.
Kilden tilføjer overfor AFP, at Hizbollah-lederen "blev dræbt under en israelsk razzia rettet mod hans bil".
/ritzau/