Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, flytter tilbage til Storbritannien fra USA senere på måneden.

Det skriver de britiske medier BBC og Sky News.

Parrets to børn, Archie på syv år og Lilibet på fem år, er indskrevet til at begynde på en britisk skole i september, skriver medierne.

Kong Charles blev ifølge BBC informeret om flytteplanerne søndag.

Der er på nuværende tidspunkt ingen planer om, at hverken prins Harry eller Meghan skal genoptage deres roller som aktive medlemmer af den kongelige familie.

Familien skal ifølge de britiske medier bo i en bolig, der ikke tilhører kongehuset, uden for London.

Prins Harry har over årene taget større og større afstand til det britiske kongehus og beskyldt det for at være en institution, der vægter institutionens interesser højere end familieforhold og følelser.

Den insisterende britiske tabloidpresse blev for meget for parret, der ønskede mere privatliv. Der var også meldinger om spændinger med andre medlemmer af kongehuset.

I 2020 trak prins Harry sig fra sine officielle pligter og flyttede til Californien i USA sammen med hertuginde Meghan.

Tre år efter at være flyttet til USA udgav prinsen en selvbiografi, der på dansk har titlen "Reserven".

Her fortæller prins Harry blandt andet om en konfrontation med sin bror, prins William. Harry hævder, at det endte med, at William gik fysisk til angreb på ham.

Derudover har Harry og Meghan medvirket i en dokumentar på Netflix, hvori de beskrev deres personlige udfordringer med det britiske kongehus.

I juli besøgte Harry og Meghan kong Charles og dronning Camilla. Det var første gang i fire år, at prins Harry og hans familie besøgte kong Charles. Senest var ved dronning Elizabeths begravelse i 2022.

RITZAU