Medier: Gerningsmand i London var tidligere dømt for terror

Formodet gerningsmand bag knivangreb i London var angiveligt kendt af myndighederne for terrorforbindelser.

Britisk politis teknikere arbejder på at sikre beviser på London Bridge, efter en person har stukket en række mennesker med en kniv. To af ofrene er døde af deres skader. Peter Nicholls/Reuters Fold sammen
Læs mere

London. Den formodede gerningsmand bag et knivangreb i London, der har kostet to andre livet og efterforskes som terrorisme, er tidligere dømt for terrorrelaterede forbrydelser.

Det skriver den britiske avis The Times. Første linje på avisen forside lyder:

- En dømt terrorist løsladt fra fængsel efter at have indvilget i at lade sin færden overvåge stak af og dræbte to personer under et angreb, før han blev skudt af politiet.

Avisen skriver, at den har oplysningerne fra anonyme regeringskilder. De beskrev ordret hans domme som værende "terrorrelaterede lovovertrædelser."

Hans færden er blevet overvågnet med en elektronisk gps-enhed.

Britisk politi har intet oplyst om den formodede gerningsmand.

Ifølge The Times deltog han kort før angrebet i et arrangement i London vedrørende rehabilitering for tidligere indsatte.

Gerningsmanden stak en række mennesker med kniv, hvoraf mindst to har mistet livet. Derudover er en person indlagt og i kritisk men stabil tilstand, mens to andre også er indlagt.

Efter at være blevet afvæbnet af civile på London Bridge blev den formodede gerningsmand skudt og dræbt af politiet.

Manden havde på daværende tidspunkt et bælte spændt om livet, som senere viste sig at være en attrap for et bombebælte.

Hændelsen efterforskes som terrorisme, oplyser britisk politi.

Det er ikke kun The Times, der har fået oplyst, at den formodende gerningsmand var kendt af myndighederne.

En anonym "sikkerhedskilde" har fortalt nyhedsbureauet PA, at den mand, som betjente skød og dræbte, var kendt af politiet for forbindelser til terrorgrupperinger.

Tidligere på aftenen kaldte premierminister Boris Johnson det for en "fejl" at løslade kriminelle, der har begået "alvorlig og voldelig" kriminalitet, for tidligt.

/ritzau/