Medier: Fergusons politichef vil gå af

Ifølge flere amerikanske medier er Fergusons politichef parat til at trække sig. Hans afdeling er blevet massivt kritiseret siden raceurolighederne i byen sidste år.

Protester i byen Ferguson efter drabet på teenageren Michael Brown. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUCAS JACKSON

USA: Står medier som CNN og Fox News til troende, så kan det langstrakte og dramatiske forløb i Ferguson, Missouri, tage en dramatisk drejning.

Begge medier citerer kilder fra byens rådhus for at sige, at byens politichef, Thomas Jackson, har indvilliget i at trække sig som chef for den udskældte politiafdeling mod forsikringer om, at der ikke sker yderligere afskedigelser.

Kritikken af politiafdelingen har været massiv siden raceurolighederne i efteråret, hvor den 18-årige og ubevæbnede Michael Brown blev dræbt af skud af en betjent.

I sidste uge tog kritikken yderligere til i storm, da en rapport - udarbejdet af det amerikanske justitsministerium - dokumenterede en systematisk racistisk adfærd fra politiet.

Det fik tirsdag den øverste administrative leder af politiet, den såkaldte city manager, John Shaw, til at trække sig fra sin stilling.

I sidste uge måtte to betjente fra Fergusons politiafdeling trække sig, da det i forbindelse med rapporten kom frem, at betjentene havde udvekslet racistiske jokes med en ansat fra byens rådhus. Den pågældende ansatte trak sig ligeledes fra sin stilling.

Da rapporten kom frem i sidste uge, sagde Thomas Jackson, at han skulle bruge tid til at analysere og gennemgå de konklusioner, man var nået frem til, og at han var parat til at tage »de nødvendige konsekvenser«.