Kabalen er efter et langt spil ved at gå op.
Ifølge meldingerne er ledere fra seks medlemslande blevet enige om, hvilke europæiske politikere der skal besætte især tre af EUs vigtige topposter.
Det erfarer flere tyske og europæiske medier, herunder Bild, Frankfurter Allgemeine, Der Spiegel og Politico på baggrund af snakke med højtstående embedsmænd.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er i længere tid blevet koblet til spillet om topposterne i EU, men hun ser ud til at ende som sorteper – akkurat som det har lydt de seneste 14 dage.
Medierne skriver, at ligningen kommer til at gå således op:
Nuværende, tyske EU-Kommissionsformand, Ursula von der Leyen, fortsætter på posten.
Formand for Det Europæiske Råd bliver den tidligere portugisiske premierminister Antonio Costa.
EUs nye udenrigschef bliver den estiske premierminister, Kaja Kallas.
Sidste år blev Mette Frederiksen som bekendt rygtet i spil til topposten som NATOs nye generalsekretær, men i år har rygterne især omhandlet posten som formand for Det Europæiske Råd.
Hvis meldingerne fra de tyske og europæiske medier står til troende, bliver det altså ikke den danske statsminister, som får dette job.
De seks EU-ledere, som har forhandlet en aftale om fordelingen af topposter på plads, er ifølge Politico den græske premierminister Kyriakos Mitsotakis, den polske premierminister Donald Tusk, den spanske premierminister Pedro Sánchez, den tyske forbundskansler Olaf Scholz, den franske præsident Emmanuel Macron og den hollandske premierminister Mark Rutte.
Aftalen ventes nu at blive præsenteret over for de resterende medlemslandes stats- og regeringschefer under topmødet 27. og 28. juni.
Her skal den formelt set vedtages, før den er officiel.
En af de embedsmænd, som Politico har talt med, påpeger, at Italiens premierminister Giorgia Meloni ikke kommer til at bryde sig om, at hun atter ikke har været involveret i forhandlingerne.
»Nu, hvor de er enige, burde det let kunne gå igennem Det Europæiske Råd,« siger embedsmanden dog.
Den ungarske premierminister – som de seneste år er blevet set som en voksende hovedpine for de resterende EU-ledere – Viktor Orbán, skrev på sociale medier, at aftalen, som meldes indgået, »går imod alt, hvad EU er baseret på«
»EUs topposter bør repræsentere alle medlemslande, ikke kun venstreorienterede og liberale,« lyder det fra Orbán.