Medier: Én død og flere såret efter eksplosion på østrigsk gasanlæg

Der har fundet en voldsom eksplosion sted på et stort østrigsk gasanlæg, oplyser politikilder ifølge internationale medier.

Et billede af gasanlæg ved Baumgarten i Østrig 12. december 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: EINSATZREPORT

En eksplosion har fundet sted på et stort østrigsk gasanlæg, oplyser politikilder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der har været forskellige meldinger om antallet af tilskadekomne. En talskvinde for Røde Kors siger til det østrigske nyhedsbureau, APA, at én person er dræbt, og 18 personer er sårede.

Men tidligere skrev flere tyske og østrigske medier, at omkring 60 personer er blevet såret. Ifølge politiet inkluderer de 60 personer den ene dræbte og alle tilskadekomne - inklusiv personer med mindre skader.

Eksplosionen har fundet sted på et anlæg i den lille østrigske by Baumgarten an der March, der ligger i det østlige Østrig nær grænsen til Slovakiet.

»Klokken 8.45 var der en eksplosion og en brand,« fortæller en talsmand fra politiet i Østrig ifølge Bild.

Klokken 11 skrev politiet på Twitter, at eksplosionen skyldes en teknisk fejl.

Området er blevet spærret af, og redningsmandskab er på stedet. Situationen er under kontrol, lyder det fra politiet.

Gasanlægget er et af Europas vigtigste, og det modtager importeret naturgas fra blandt andet Rusland.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er Slovakiets strøm af gas til Østrig suspenderet.

- Som et resultat af begivenhederne i Østrig har vi justeret overførslen i vores gasnetværk for at sikre sikkerheden omkring gastransport til Baumgarten, siger en talsmand.

Den østrigske avis Kronen Zeitung henviser på Twitter til en video, der viser branden: