Medier: Dødstal i bombeangreb i Kabul stiger til mindst 90

Antallet af dræbte afghanere efter selvmordsbombeangreb nær lufthavn i Kabul nærmer sig 100.

 
Flere amerikanske soldater mistede livet, da to selvmordsbombere fra Islamist Stat angreb menneskemængden uden for Kabuls lufthavn. Præsident Joe Biden lover at hævne de faldne soldater. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Oddershede Geertsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdagens bombeangreb ved lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, har krævet mindst 90 mennesker livet.

Det oplyser en afghansk embedsperson, skriver det amerikanske medie CBS News natten til fredag dansk tid.

Oplysningen er ikke bekræftet fra anden side, og det er uklart, om dødstallet omfatter de 13 amerikanske soldater, som også blev dræbt i eksplosionerne, som en afghansk aflægger af Islamisk Stat har påtaget sig skylden for.

Avisen Wall Street Journal skriver, at dødstallet har passeret 100 – 90 afghanere og 13 amerikanere.

Tidligere torsdag oplyste sundhedsmyndigheder i Kabul, at mindst 60 afghanere var dræbt i angrebet.

Ifølge en talsmand for Taleban-bevægelsen, de nye magthavere i Afghanistan, var »mindst 28" af de dræbte medlemmer af den islamistiske gruppe. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det første angreb fandt sted nær en indgang til lufthavnen, hvor store grupper af afghanere havde samlet sig i håb om at blive evakueret. Det næste angreb skete i nærheden foran et hotel.

Angrebene blev ifølge lederen af USAs militære centralkommando, general Kenneth F. McKenzie, udført af selvmordsbombere.

Det sagde han på et pressemøde torsdag aften dansk tid.

En afghaner, der har været tolk for det britiske militær, befandt sig i nærheden sammen med sin kone, en tre måneder gammel baby og en treårig søn, i håb om at komme på et fly ud.

Familien kom ikke til skade, fortæller han til den britiske avis The Guardian, men tilføjer:

»Det var som dommedag. Kvæstede mennesker alle steder.«

Taleban-bevægelsen, der overtog magten i Afghanistan for knap tre uger siden, fordømmer i lighed med politiske ledere fra en lang række lande angrebene.

En talsmand for Taleban kalder det ifølge CBS News for en »grusom hændelse« og siger, at Taleban vil gøre alt for at »bringe de ansvarlige for retten«.

Islamisk Stat Khorasan, der har taget skylden for angrebet, dukkede op i Afghanistan i 2014 og har lige siden udfordret Taleban.

Gruppen har både kæmpet mod Afghanistans vestligt støttede regering og Taleban. Dens præcise forbindelse til Islamisk Stat i Irak og Syrien er uklar.

/ritzau/