Medie: Vragrester ved iransk bryllup tyder på amerikansk angreb
BBC har set nærmere på videoer fra Iran for at bestemme, om USA kan stå bag angreb på iransk bryllup.

BBC har set nærmere på videoer fra Iran for at bestemme, om USA kan stå bag angreb på iransk bryllup.

Optagelser fra ødelæggelserne efter et angreb, der tirsdag aften ramte ned i et iransk bryllup nær byen Sirik, viser vragrester fra et krydsermissil, som USA er kendt for at bruge.
Det fremgår af en video fra BBC Verify, som har talt med en våbenekspert og analyseret optagelser fra stedet.
Iran har beskyldt USA for at stå bag angrebet, der kostede fire civile, heriblandt et barn, livet.
De omkomne deltog i en bryllupsfest i en bolig i det sydlige Iran, som i forbindelse med angrebet blev ramt af splinter fra et missil.
USA's militær har afvist at have angrebet civile.
- Vi er bekendt med meldingerne, som stammer fra iranske statsmedier.
- USA's militær angriber aldrig civile - i modsætning til Revolutionsgarden, lød det fra flådekaptajn Tim Hawkins, der er talsmand for Centcom.
Foruden de dræbte kom 50 personer til skade ved brylluppet, har hjælpeorganisationen Røde Halvmånes iranske afdeling meddelt.
Iranske medier har rapporteret om op til 68 sårede personer.
BBC har analyseret en video og to billeder, der stammer fra byen.
Det er uvist, hvorfor bygningen, som brylluppet blev holdt i, blev ramt.
BBC Verify har dog identificeret et kommunikationstårn, der ligger omkring 130 meter derfra, som også blev beskadiget i forbindelse med angrebet.
Meldingen om angrebet på bryllupsfesten kom, kort tid efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, havde bekræftet, at USA havde iværksat et omfattende angreb på iranske mål ved Hormuzstrædet.
BBC hæfter sig i den forbindelse ved, at de amerikanske myndigheder har frigivet optagelser, der viser angreb på flere mål på tværs af Iran.
Til trods for dette er der ikke frigivet materiale, der viser hverken kommunikationstårnet eller bygningen, hvor brylluppet blev holdt.
At USA's militær skulle stå bag angrebet, er hverken be- eller afkræftet af udenlandske myndigheder eller internationale organisationer.
RITZAU