USA og Iran har ført hemmelige samtaler i år. 

De er fundet sted, da USA har forsøgt at overbevise Iran om at bruge sin indflydelse i Det Røde Hav til at sætte en stopper for Houthiernes angreb. 

Det skriver The Financial Times på baggrund af samtaler med anonyme amerikanske og iranske embedsmænd. 

Samtalerne mellem USA og Iran, der bliver beskrevet som »indirekte forhandlinger«, fandt sted i Oman i januar. 

Det var første gang i ti måneder, at der var samtaler på det niveau mellem de to lande.

Ifølge avisen viser afsløringen af de hemmelige samtaler, at Bidens folk ikke kun forsøger at deeskalere konflikten i Mellemøsten med militær tilstedeværelse, men også via diplomatiske kanaler. 

Iran har stor indflydelse i regionen. Houthierne er allierede med Hamas, og begge bevægelser er allierede med og støttes af Iran, som er Israels ærkefjende.

The Financial Times skriver, at den amerikanske og iranske delegation aldrig mødtes ansigt til ansigt. I stedet fungerede omanske embedsmænd som et bindeled mellem de to delegationer.

Houthierne er allierede med Hamas, og begge bevægelser er allierede med og støttes af Iran, som er Israels ærkefjende.
Houthierne er allierede med Hamas, og begge bevægelser er allierede med og støttes af Iran, som er Israels ærkefjende. Yahya Arhab/EPA/Ritzau Scanpix

USA havde sendt den højtstående diplomat Brett McGurk og dets udsending i Iran, Abram Paley. Den iranske viceudenrigsminister, Ali Bagheri Kani, deltog fra iransk side. 

Irans atomprojekt skulle også være blevet diskuteret på mødet, hvor USA skulle have givet udtryk for sin bekymring. 

Næste runde forhandlinger aflyst

Houthierne har de seneste par måneder indledt flere angreb på vestlige skibe i Det Røde Hav i sympati med Hamas, som Israel bekriger i Gaza. 

USA og Storbritannien har ledet en delegation, der er gået til modangreb på Houthierne. Danmark har også sendt en fregat til området, som skal hjælpe med at beskytte handelsskibe fra Houthiernes angreb.

Siden januar, hvor mødet mellem USA og Iran fandt sted, har der fortsat fundet angreb sted i Det Røde Hav. Men siden 4. februar, hvor tre amerikanske soldater mistede livet, har der ikke været nogen angreb på de amerikanske baser i Mellemøsten.

»Iran har gentagne gange sagt, at det kun har en form for åndelig indflydelse (over Houthierne, red.). De kan ikke diktere, hvad Houthierne skal gøre, men de kan forhandle og tale,« forklarer en iransk embedsmand til The Financial Times.

Ifølge USA er Iran dog »dybt involveret« i planlægningen af Houthiernes angreb.

Endnu en runde af forhandlinger var planlagt til at blive afholdt i februar, men blev udskudt, da amerikanerne i stedet fokuserede på mæglingen mellem Israel og Hamas.