Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, forbereder sig på flere ugers landoperationer i Iran.
Det skriver avisen The Washington Post på baggrund af unavngivne amerikanske embedsmænd.
Det er fortsat usikkert, om USA's præsident, Donald Trump, vil godkende planerne, skriver den amerikanske avis.
Der vil ikke være tale om en fuldskalainvasion. I stedet bliver der ifølge avisen udarbejdet planer for angreb udført af specialstyrker og konventionelle infanteristyrker, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hvis Trump godkender planerne, vil det markere en ny fase af krigen, som kan være betydelig mere farlig for amerikanske soldater end de første fire uger. Det skriver The Washington Post.
Omkring 300 amerikanske soldater er blevet såret, siden krigen i Iran begyndte den 28. februar. Det oplyste det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, onsdag.
Syv amerikanske soldater har mistet livet i golflandene under krigen i Iran, skriver nyhedsbureauet AFP, mens seks er blevet dræbt i Irak.
Trump-administrationen har udsendt amerikanske marinesoldater til Mellemøsten, mens krigen i Iran går ind i den femte uge.
Trump har også planlagt at sende tusindvis af soldater fra den amerikanske hærs 82. luftbårne division til regionen, skriver Reuters.
Den 82. luftbårne division anses ifølge BBC for at være en af det amerikanske militærs bedste konventionelle kampenheder.
Soldaterne er trænet i at kunne blive indsat med faldskærm eller helikopter i et område og tage kontrol over det. Dele af divisionen kan indsættes over alt i verden på under 18 timer.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, fastholdt fredag, at USA kan opnå landets mål uden brug af landstyrker. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge The Washington Post er forsvarsministeriets planer om landoperationer fremskredne. En embedsmænd siger, at der ikke er tale om planlægning i sidste øjeblik.
/ritzau/
