USA's præsident Donald Trumps administration foreslår at hæve loftet for, hvor mange flygtninge der kan komme ind i USA i regnskabsåret 2026 til 17.500.

Det sker for at lade flere hvide sydafrikanere komme ind i landet, fremgår det af en hastebestemmelse sendt til Kongressen, som det amerikanske medie CNN har set.

Sidste år begrænsede Trumps administration antallet af flygtninge, som USA kan optage, til 7500, hvor det også lød, at pladserne især skulle fordeles blandt afrikaanere - det vil sige hvide indbyggere i Sydafrika.

Loftet fra det foregående år - der lød på 125.000 - blev dermed sænket markant, og nogle af verdens mest sårbare befolkningsgrupper blev udelukket fra landet, skriver CNN.

Donald Trump har tidligere forsvaret administrationens beslutning om at tage imod afrikaanere med påstande om, at der sker et folkedrab i Sydafrika.

Han har sagt, at hvide landmænd på brutal vis bliver dræbt, og at deres jord bliver konfiskeret.

Myndigheder i Sydafrika har afvist de påstande.

I hastebestemmelsen fra administrationen henvises der ifølge CNN til blandt andet en hændelse sidste år, hvor den sydafrikanske regering afhørte amerikanske ansatte i Sydafrika.

- Denne eskalerende fjendtlighed øger risikoen for afrikaanere i Sydafrika, som allerede er underlagt omfattende regeringssponsoreret racediskrimination, står der ifølge mediet i dokumentet sendt til Kongressen.

- Af disse årsager er et revideret loft på 17.500 berettiget af alvorlige humanitære bekymringer og af hensyn til den nationale interesse som beskrevet i E.O. ("executive order", red.) 14204, og det vil fremme de amerikanske udenrigspolitiske interesser beskrevet i denne bekendtgørelse.

Bekendtgørelsen, der henvises til, er fra februar 2025. Heri fremgår det blandt andet, at USA vil fremme en såkaldt genhusning af afrikaanere, der flygter fra "regeringssponsoreret racediskrimination, herunder racediskriminerende konfiskation af ejendom."

Det gælder, så længe Sydafrika fortsætter "uretfærdige og umoralske praksisser, der skader vores nation", lyder det.

Hverken Det Hvide Hus eller USA's udenrigsministerium er umiddelbart vendt tilbage på CNN's henvendelser om sagen.

I amerikansk lovgivning gælder det, at præsidentens administration skal konferere med Kongressen om det årlige loft på antallet af flygtninge til landet.

/ritzau/